Majbritt Maria Nielsen: Jeg vil gerne sige undskyld til min krop
Jeg vil gerne sige undskyld. Alt for længe har jeg talt grimt om dig, hånet dig og ladet dig nøjes med mindre positiv opmærksomhed, end du skulle have haft. Jeg har taget dig for givet, og jeg har misundt andre det, de havde. Alt det har jeg gjort helt uden at ænse, at jeg allerede havde det, jeg ønskede mig allermest. Undskyld, at jeg skulle blive næsten 30 år, før jeg forstod, at du er præcis, som du skal være. Du er jo min, kære krop.
Jeg er formentlig ikke den eneste, der burde se ned ad mig selv og sige undskyld til alt det, der enten hænger og dingler eller står stolt ud i luften, er jeg vel? Jeg spørger og svarer selv: Nej, det er jeg ikke. For det er en universel, utrættelig og ærgerlig mekanisme, som langt de fleste kvinder lægger krop og følelser til, det med at være ked af kroppen. Jeg er forbavset over, at selv de gudesmukke af os kan udpege noget på deres krop, de ikke bryder sig om. Ofte faktisk en ting, som andre opfatter som særegent smukt eller decideret tiltrækkende ved dem. Og jeg véd det, for indtil jeg bestemte mig for at elske hele svineriet, var jeg selv sådan.
Jeg har grædt over min næse og min bagdel så mange gange, at jeg skammer mig over det i dag. Fordi min næse, når man ser mig i profil, ligner en stor norsk bakke, der er god til skihop. Jeg har stået og redigeret min egen profil med en finger på min næsetip og drømt om den dag, jeg havde sparet nok penge sammen til at få hugget cirka halvdelen af den af. Præcis det samme kan faktisk siges om min bagdel og mine tanker om den. Jeg har sådan en numse, der er moderne netop nu. Den er proportionalt større end resten af min krop og den svinger ud, når jeg drejer om et hjørne. Jeg har en fyldig numse, som jeg har været ulykkelig over i 15 år. Med nogle hvide, næsten lysende strækmærker på. De minder i nogen grad om de strækmærker, jeg har på min barm, men så matcher begge dele da de hårstrå, der i større og større grad springer ud fra mine tindinger og midterskilning. Ja, det går rigtig godt!
LÆS OGSÅ: Du skal leve, ikke overleve
Men ved du hvad? Numsen skal bare holdes ren og varm, og de hvide kostehår kan jeg enten farve eller lade stå lige op i vejret – for de gror nemlig på MIG. Mig, der bor inde i den krop, der nu engang blev tildelt mig. Mig, der har talt så grimt til og om min krop, at det er utroligt, den gider fragte mig rundt stadigvæk. Og mig, der kan dufte min kaffe bedre end de fleste. Ingen af os er som bekendt forpligtet over evne, og jeg skulle således blive næsten 30 år gammel, før jeg indså, at det jo ikke handler om det, kroppen er, men om det, den kan. Krammekroppen, orgasmekroppen, løbekroppen, fødekroppen – find selv på flere. En fælles betegnelse for dem alle kunne så være fragt-kroppen – kroppen, der fragter os igennem livet. Og bærer på OS. Det er dét, kroppen kan. Og dén krop skal aes, smøres ind i dejlige cremer, og vi skal hænge noget flot tøj på den, der viser, at vi er glade for den. Og så skal den have en undskyldning.
Det skal den altså, hvis du er sådan en som mig, der har været rigtig grim ved den. Den kan nemlig ikke gøre for, at nogle af os synes, den skal veje 48 kilo eller ligne en vokset og afbleget elverdronning. Den forsøger bare at være naturlig og levedygtig, og den har hørt på nok nu. Sig undskyld til kroppen. Og lad den fragte dig fro og frejdig omkring igen – det er det, den skal. Jeg starter: Undskyld, min gode krop. Undskyld.
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
