Lisbeth Zornig: "Jeg vil hellere være vred end ked af det"

Ordet vrede indgår i titlen på flere af dine bøger. Hvad skal man lægge i det? – Jeg bærer vreden i mit navn. Zornig betyder vrede på tysk, og det kom til at passe utrolig godt til min person. Jeg var meget, meget vred som barn og ung. Mine bøger og mit virke har i høj grad handlet om, hvordan man slipper den ustyrlige vrede, der kan opstå efter en hård barndom, og bruger den konstruktivt i stedet for at gøre den til et benspænd i livet.

Hvordan har du selv båret dig ad med det? – I de situationer, hvor jeg havde brug for at kæmpe for mig selv, fordi der ikke var andre, der gjorde det, har jeg brugt vreden. Men som voksen er jeg blevet meget bevidst om, at jeg ikke kan reagere, som da jeg var en rasende teenager, selv om det ofte er mit instinkt. Man kan ikke gå rundt og skodde cigaretter i panden på hinanden, sådan som det foregår i det miljø, jeg kommer fra. I dag er jeg glad for, at jeg var et vredt barn, og ikke et ked af det-barn, for når jeg kigger på de udsatte børn, jeg har arbejdet med, er det de vrede børn, der har klaret sig bedst. De bliver som regel stærke voksne med selvværd og mod. Jeg prøver at lære de voksne, der arbejder med børn, at vreden ikke er ubetinget negativ – den lærer én at sætte grænser, giver integritet og kan blive en stor drivkraft senere i livet. Desværre er vrede børn ofte sværere at elske end børn, der reagerer ved at blive kede af det. LÆS OGSÅ: Hvordan bliver du vred? Her er de 5 vredestyper

FLERE KVINDER BURDE VÆRE VREDE

Hvad er der i vejen med at blive ked af det? – Når vi bliver kede af det, bliver vi indadvendte og påtager os skyld. Vi udskammer os selv. Det udvikler sig let til selvhad. Der er ikke noget forkert i at være ked af det, men jeg kan se på alle de mønsterbrydere, jeg har analyseret, at en vigtig del af deres selvforståelse er evnen til at reagere, når noget er uretfærdigt. Derfor er det uheldigt, at piger ofte får besked på ikke at være udadreagerende. Vi lærer, at vreden er uartig, og jeg så gerne, at flere kvinder var vrede, og færre var kede af det. Mine døtre er nogle furier, og det vil jeg langt hellere have end børn, der ikke kan sige fra. Bliver du stadig vred i dit voksenliv? – Ja, jeg kan blive afsindigt vred. Der var bl.a. en episode til et middagsselskab, hvor en kvinde sad og betragtede et af mine børn. Hun var pædagog, og hun satte sig til at semi-diagnosticere min søn, hvilket i min verden er et no-go. Jeg prøvede først at være den venlige voksne og foreslog, at vi talte om noget andet. Men hun blev ved! Til sidst fik hun et fur, som skræmte hende fra vid og sans. Jeg blev rasende. Vreden ligger altid og ulmer lige under den tynde fernis af middelklasse, som jeg har fået med alderen. Men i modsætning til resten af min familie nikker jeg i det mindste ikke skaller.

Hvordan er det lykkedes dig at omsætte din vrede til en drivkraft? – For mig har det været en livslang øvelse at lære at formidle mine følelser på en ordentlig måde. Når det lykkes mig at trække vejret, tælle til 10 og stille og roligt forklare andre, hvordan jeg har det, så virker det altid. Men det har krævet selvindsigt at lære det – og også en selvironisk distance, for jeg kan være helt utroligt barnagtig i mit raseri. Alligevel betragter jeg vreden som min ven. Man kan sige meget om den dysfunktionelle underklasse, som jeg er vokset op i – men er der noget, man er i det miljø, er det ærlig. Jeg har lært at sige tingene på godt og ondt, og de fleste ved godt, at jeg ikke stikker noget under stolen. LÆS OGSÅ: Passivt aggressiv: Undertrykker du din vrede? Er der forskel på at være vred og være sur? – Ja! Sur er en måde at være på, en stemning, man får skabt, hvor man prøver at manipulere. Surhed er uærligt, det siver og syrer. Vrede er en benzinmotor, der gnistrer og brager. Vreden futter hurtigt af, mens surhed giver længerevarende skader. Der er ikke noget værre end sure mennesker, hvor man skal gætte sig til, hvordan man gør dem glade. Så hellere et ordentlig vredt skænderi. Lisbeth Zornig Andersen, 50 år. Forfatter, talsmand for udsatte børn. Gift og mor til fem børn. Blev landskendt for dokumentaren ”Min barndom i Helvede” og selvbiografien ”Vrede er mit mellemnavn”, der beskriver hendes opvækst på Lolland, hvor hun blev groft omsorgssvigtet og misbrugt. Tidligere i år udgav hun ”Fra vred til voksen” om vreden fra underklassen, der hænger ved i voksenlivet.

LÆS OGSÅ: Passivt aggressiv: Undertrykker du din vrede?