Birthe Neumann: "At være i et forhold er jo ikke det samme, når man er ung, som når man bliver ældre"
Foto: Nellie Møberg. Makeup: Ulla Jacobsen
Birthe Neumann om sin nye hovedrolle, livslang kærlighed og #metoo
Birthe Neumann, 71, er lige nu aktuel i filmen ”Happy Ending” af Hella Joof, hvor Birthe spiller kvinden Helle, der går og ser frem til, at hun skal nyde sit otium med manden Peter (Kurt Ravn), der snart går på pension.
Men da han holder op med at arbejde, viser det sig dog, at han har andre planer. For det første vil han alligevel arbejde videre; for det andet vil han ikke leve sammen med Helle længere.
Fra dette udgangspunkt er der godt halvanden time i biografen hen mod en eventuel ”Happy Ending”. Birthe Neumann har i rollen som Helle blandt andet følgende replik:
”Hvad har jeg at se frem til andet end gigt, stive knæ og dårlig ånde?”
– Den er jo sagt på et tidspunkt, hvor Helles mand har forladt hende. Havde du spurgt hende en måned før, havde hun jo en masse at se frem til. På det tidspunkt var noget af det største i hendes liv, at nu skulle hendes mand på pension, så de kunne komme til at leve et drømmeliv. Et liv, hun havde gået og glædet sig til. Når hendes mand så ikke er der længere, giver det en tomhed, der gør, at så er der ikke andet end alderdommen at se frem til – og ikke mindst: tankerne om den. Frygten for dårlig ånde, at man ikke er attraktiv eller måske endda bliver frastødende på et eller andet tidspunkt, fortæller Birthe Neumann.
Hun faldt i første omgang for den overraskelse, der ifølge hende ligger i, at en mand forlader en kvinde i den sene alder. Neumann har noteret sig, at den slags som oftest sker tidligere i livet.
– Samtidig var der to vidunderlige roller i manuskriptet, som Kurt Ravn og jeg kunne sætte tænderne i. I den måde, historien var skrevet på, var der et stort overskud af humor i forhold til de tragiske omstændigheder, som også fangede mig. Den livsholdning er typisk for både Hella Joof og manuskriptforfatter Mette Heeno, og den er i mine øjne meget beundringsværdig, fortæller Neumann.
LÆS OGSÅ: Birthe Neumann: Alderdommen er ikke forfærdelig eller skræmmende
Lev livet nu
Spørgsmålet er så, om det er noget typisk for kvinder i den alder at stå tilbage og indse, at man har tilsidesat sig selv i forhold til manden?
– Jeg tror stadig, at det i dag er en del af mønstret i rigtig mange familier. Også selv om konen har været udearbejdende. Måske har der været længere perioder, hvor hjemmets og familiens pleje lå på konens skuldre. Og derfor kan der være en tendens til, at kvinden tilsidesætter egne behov og lever på forventet efterbevilling. Og måske kommer der aldrig en indfrielse af drømmene. Det er en generel læresætning, at man ikke skal udsætte noget her i livet, og det bør man også huske som kvinde.
LÆS OGSÅ: Vi er de nye gamle
Det er hemmeligheden
I det virkelige liv har Birthe Neumann dog selv dannet par med Paul Hüttel, 83, i snart 45 år. Hvordan sikrer de sig så, at det ikke går som Helle og Peter i ”Happy Ending”?
– Jeg har ikke som sådan særlige hemmeligheder, jeg kan offentliggøre. Jeg er bare glad for at have fundet en, der kan holde mig ud. Det er vel hemmeligheden? Og omvendt selvfølgelig. At være i et forhold er jo ikke det samme, når man er ung, som når man bliver ældre. Det ændrer sig med årene og er forskelligt hele livet igennem. Derfor kan man ikke sige noget i retning af, at det er lige præcis det og det, der holder os sammen. Det har jo været vidt forskellige ting. Vores liv har akkurat som andre menneskers ikke formet sig som en lang ubrudt linje af stilfærdig tosomhed. Der har været mange voldsomme ting undervejs. Det kunne være endt helt forfærdeligt, og vi kunne lige så godt være gået fra hinanden tre-fire gange eller flere. Men det skete heldigvis ikke, og nu kan vi så sidde og se tilbage på det hele i dag og være glade, siger Birthe Neumann og fortsætter:
– Hvor er det dog dejligt, at vi ikke gik fra hinanden, for der er tydelige gevinster ved at have et liv med kontinuitet. Det er rart at have vidner, der går hele vejen tilbage. Det samme gælder med venner og veninder, der kan huske både din mor og din far. Det giver identitet, og det giver styrke. At kende en, der har været med og set dig, når du var ude i tovene eller har haft det rigtigt forfærdeligt. Og som alligevel er blevet. Det betyder også meget.
LÆS OGSÅ: Ghita Nørby: Jeg spilder ikke tiden på at fortryde
Saftig sex
Uden at afsløre for meget af handlingen i den nye film kan vi godt røbe, at Birthe Neumann sammen med en af de andre skuespillere i filmen har en saftig sexscene. Diskret og smagfuldt instrueret, javel, men var det alligevel ikke lidt af en mundfuld at skulle optræde nøgen i en film, der nok bliver set af flere hundrede tusinde danskere?
– Til at begynde med spekulerede jeg også på, hvordan det mon ville blive? Man tænker uvilkårligt for sig selv: ”Av, det bliver altså mærkeligt, det her!” Jeg gik meget op i, hvordan sådan en scene kunne blive troværdig. Heldigvis var det ikke lige noget af det første, vi indspillede, så jeg var kommet til at kende den anden skuespiller godt i mellemtiden, inden vi kom hen til den scene. Og det hjælper at være trygge ved hinanden, når man skal indspille en sexscene. Det var ikke sådan, at jeg tænkte, at det kunne jeg slet ikke komme igennem, siger Birthe og fortsætter:
– Gennem tiderne har jeg ofte haft kyssescener med dybe kys, som jeg syntes var lidt åndssvage og på en måde forfærdelige at lave. Det var de slet ikke her, og vi havde det virkelig sjovt undervejs. Da jeg senere så scenen i filmen, så jeg ikke rigtigt mig selv, men tænkte bare: ”Hvor fedt, det kan lade sig gøre at vise noget så centralt som seksualiteten hos en kvinde i den alder”. De oplevelser, Helle får i filmen – som folk helst først skal se i biografen i detaljer – betyder, at hun bliver mere åben i sit liv og dermed får et større selvværd. Hun får en ny gryende fornemmelse af, at hun måske alligevel kan opnå nogle ting, hun aldrig før havde drømt om. Hun indser, at man ikke behøver at befinde sig i en tosomhed for at være et helt menneske.
Op og ned i karrieren
Birthe Neumann synes, hun har været heldig, fordi opgaverne som skuespiller næsten er kommet hende i møde. Også selv om der lige var nogle år som ung skuespiller, hvor der var knap så meget at rive i, så hun begyndte at læse retorik på Københavns universitet.
- Da jeg var tæt på at tage eksamen på Københavns Universitet, kom der så pludselig mere gang i den med nogle gode roller, så jeg blev aldrig helt færdig med studiet. Jeg skulle et godt stykke op i 30’erne, før tingene på den måde faldt i hak for mig.
I 1981 var hun med i ”Marx og Coca Cola” med Søren Pilmark. Stykket fik premiere på en helt lille scene, men flyttede hurtigt til den næststørste og gik senere næsten tre år på Store Scene og blev også sendt på en lang turné.
– Det var virkelig voldsomt. Derefter løjede det lidt af igen, og jeg fik en depression i nogle år. Den dag i dag ved jeg ikke præcis hvorfor, eller om det i det hele taget har haft noget med arbejdet at gøre. Jeg arbejdede videre, selv om jeg ikke havde det psykisk godt. Jeg følte ikke, at jeg kom nogen steder med det, jeg lavede. Det fyldte mig ikke rigtig. Efter nogle år i tåge lettede depressionen, så jeg nærmest fra den ene dag til den anden følte, at nu var mit arbejde en gave frem for en byrde. Det gik op for mig, at jeg havde et arbejde, hvor jeg kunne gå ind og glemme mig selv, og så var der ovenikøbet nogen, der klappede bagefter. Mine ambitioner i arbejdet som skuespiller var på en måde forsvundet, og så kunne jeg bedre bare nyde, fordi jeg havde fået vished om, at jeg bare kunne lave noget andet, hvis jeg ikke havde lyst længere.
LÆS OGSÅ: Lone Dybkjær: Og jeg vil nyde at have det godt
MeToo med nuancer
Nu da Birthe har været skuespiller fra 1970’erne og frem, er det naturligt at høre, hvad hun har oplevet dengang set i relation til #MeToo-bølgen.
– Jeg vil forbeholde mig ret til at sige, at jeg synes, det er fantastisk, at bevægelsen er opstået. Det var fandeme også bare på tide. Og jeg kunne da godt have ønsket mig, at der havde været nogen, der var dygtigere til at sætte ord på de her ting, da jeg var ung skuespiller. På den anden side vil jeg også have lov til at sige, at bevægelsen bliver skræmmende, hvis den bliver et alibi for, at nogen tiltager sig magt på en ny måde. Ved at gøre sig til dommere. Men bevægelsen i sig selv er vitterligt meget vigtig, siger Birthe Neumann og vejer tydeligvis hvert et ord.
– Da jeg var ung i 60’erne og 70’erne, var der en helt anden opfattelse af grænser... Man kan sige, at der var videre rammer for, hvad der var tilladt mellem kønnene. Man kunne faktisk ikke sådan lige stikke en mand en på kassen, hvis han gramsede på en. Det gjorde man ikke, fordi sådan var det bare, forstår du, hvad jeg mener? Sådan var jeg i hvert tilfælde ikke opdraget. I teater- og filmbranchen var der virkelig nogle størrelser af den farlige slags. De gange, der var ved at ske mig noget i retning af #MeToo, tænkte jeg ofte, at det nok var min egen skyld. Det var noget med sådan i åndelig forstand at gå over på den anden side af gaden. At undgå de her mennesker så meget, man kunne. Jeg var helt klart et får, der ikke kunne sige fra, og det er her, jeg tænker, at bare der havde været andre, jeg kunne se op til på det område. Så havde man måske haft nogle forbilleder, der kunne have fortalt mig, at man nok skulle få den og den kontrakt alligevel, selv om man sagde fra over for tilnærmelser. For det er da sket, at jeg er blevet gjort opmærksom på, at hvis jeg ville noget på det og det teater, så gik det gennem "ham". Jeg kunne ikke sige ”Hvad mener du, dit dumme svin?”, selv om jeg havde lyst, så jeg børstede det af mig med et akavet grin.
For et par år siden besluttede Birthe Neumann, at hun ikke længere ville spille teater, og hun nyder at have fri hver aften. I teaterårene gik meget af dagen inden aftenens forestilling med at skåne sig selv, så man var helt klar på scenen, for så bagefter at sidde og føle sig helt speedet op mod midnat og ikke rigtigt kunne sove. Så er det lettere at være med i en tv-serie som ”Badehotellet”.
LÆS OGSÅ: Sonja Oppenhagen: Livet skal leves HVER dag
Birthes blå bog:
- Blev født i København i 1947.
- Er uddannet fra Statens Teaterskole i 1972.
- Tilbragte det meste af sin teaterkarriere på Det Kongelige Teater, hvor hun blandt andet spillede med i ”Marx og Coca Cola” (1981), ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” (1983) og ”Don Ranudo” (1997).
- Har været nomineret til en Bodil seks gange og har vundet for ”Fukssvansen” (2002) og ”Lykkevej” (2003).
- Har endvidere vundet fem Robert-priser.
- Gift med skuespilleren Paul Hüttel siden 1974.