Hella Joof: Når man har været sammen i over 10 år, er man vokset sammen nogle steder"

Hella Joof dufter citrusagtigt af mental renselse, hun har været til en tiltrængt massage, hun er træt, hun har længe lavet alt for meget, hun har haft en ”fuldstændig udtamponeret weekend, og det er altså hårdt, når man er over 50”, siger hun. Nærmere betegnet 56. Så vi starter langsomt. Men så skal jeg da ellers lige love for, at Hella smider fuldfede svesker på disken. Bliv hængende, siger jeg bare. For Hella er mester i den slags ærlighed, der kan gøre andre mennesker klogere.

Vi skal snakke om kærlighed, fordi det er kærlighed, det handler om i hendes nye film, ”Happy Ending”. Eller rettere: Hvad der sker med kærligheden, da Peter (Kurt Ravn) fylder 70 og ufrivilligt går på pension efter et krævende og spændende arbejdsliv og skal hjem i den lækre patriciervilla til Helle (Birte Neumann), der har klaret hjemmefronten i alle årene og tror, at de to nu skal nyde de mange opsparede penge på kontoen og endelig REJSE. Der er bare noget, Peter har glemt at fortælle hende … ”Når jeg bli’r gaaammel, så vil jeg sidde på en bænk …”.Nåh nej, det er lige præcis dét, Peter ikke vil. Han føler sig vital. Både i hovedet og i underbukserne. Og så vil han skilles og flytter hjem til deres datter og hendes mand og to børn. Helle? Krakelerer forståeligt nok. ”Happy Ending” er en både sjov og meget sørgelig film.Jeg kom til at græde. Tre gange. – Er det rigtigt? Nåårh hvor skønt. Ja, den er ikke kun sjov, overhovedet ikke. Der er ikke noget, der kun er sjovt, når man er 70 og skal skilles! Og jeg har mærket alle følelserne igennem. Hver gang vi skulle spille en scene, gik jeg ligesom ind i karaktererne og mærkede: Okay, hvis det var mig og Snit … Så opdagede jeg: Det er jo den vildeste katastrofe, det her! Så det kan godt være, der er nogen, der glider i en bananskræl, men det hele er på et leje af katastrofe. Der er en scene, Hella holder særligt af. Fordi den er afgørende. Midt i krisen mødes Helle og Peter foran et springvand. Hun vil have ham med hjem. – Hun siger: ”Det er nu, vi skal rejse, vi skal rejse!”. Hun prøver at røre ham i ansigtet. Han siger: ”Det kan vi gøre, når vi bliver gamle”. ”Jamen vi ER gamle”. ”Nej vi er ej”, siger han. ”Jo vi er”, siger hun. Allerede dér skulle hun have sagt: ”Okay skat, nu går vi lige over på Centerpubben eller Creme Fraiche, eller hvad det nu hedder, og drikker en hel flaske vin. En HEL flaske vin. Så kigger vi hinanden i øjnene, og så fortæller du mig, hvad du gerne vil. Så lytter jeg, og så fortæller jeg dig, hvad jeg gerne vil, og så lytter du, og så prøver vi at se, om der er noget af det, der kan kombineres, fordi vi elsker hinanden”. LÆS OGSÅ: Hella Joof endte i en shitstorm: "Jeg bliver ked af det, hvis folk tror, jeg er et dårligt menneske" – Det skulle de have gjort, men de gør det ikke. Man ved jo altid godt, hvad man skulle have gjort – bagefter. Jeg gør mig virkelig umage med min mand, jeg siger hele tiden til ham: Er der noget i vores liv, der strammer om skuldrene? Jeg siger også til ham, hvis jeg mærker, at det hele er begyndt at blive lidt for effektivt. ”Du arbejder, og jeg arbejder, og så sidder vi lidt, og så ser vi ”Tirsdagsanalysen”, og så går vi tidligt i seng, men jeg skal først lige sidde og skrive lidt … Det er blevet lidt for stramt nu. Nu må vi finde på noget. Rejse. Gøre noget”. Fordi man skal passe på sit parforhold, man skal virkelig luge i det. Man skal HELE tiden være over det, det er et arbejde, der er ikke noget med, at man kan hvile på nogen laurbær. Helle og Peter har vel i virkeligheden alle forudsætninger for det, vi kalder et godt liv: Penge, patriciervilla og et faktisk gnidningsfrit parforhold. Man kunne godt tænke: Okay, 70 år, har alt, vil have MERE? – Jo, men det er, fordi der ikke er noget, der hedder at have alt. Det kan man ikke mærke, man har. Ligesom når man går ind i en svinestald – der lugter i starten, og så vænner du dig til det. Sådan er det også med at have alt. Det vænner du dig også til. Ligesom hvis du har en meget smuk kæreste, så synes du også efter et stykke tid, at han er morgengrim. Det hedder hedonisk tilpasning. Så lærte vi dét!

SkrupliderligNu skal vi ikke afsløre for meget af filmen, men ifølge den er det med sex noget, der bliver ved hele livet. Må man gerne være liderlig, når man er 70? – Ja, man SKAL være skrupliderlig, det er da godt! Eller … det SKAL man selvfølgelig ikke, nu skal der ikke lægges endnu et krav ned over os. For hvis man ikke er skrupliderlig mere, så er man det ikke, og hvis man har det godt med det, er det jo fint. Men HVIS man er, så skal man måske lige hjælpes lidt på vej med nogle dejlige stikpiller eller noget dejlig glidecreme eller noget Viagra, eller hvad fanden man nu skal. Sex er en vidunderlig ting i vores liv, og jeg er 68’erne evigt taknemmelig, fordi jeg VÉD, de ikke vil finde sig i noget. De vil ikke af med deres seksualitet, de gider sgu da ikke have tørre slimhinder, så får de da det, de skal bruge til at undgå det! Det har bare været en stor, dejlig generation, der har sparket alle dørene ind. Men der hersker da en opfattelse af, at sex efter overgangsalderen nærmest ikke findes … – Jamen det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at få ændret. Det vil jeg virkelig også personligt. For det PASSER ikke. Det ved vi jo fra os selv, for vi har jo et sexliv, nogle gange endda blomstrende, hahaha. Jamen, ikke? Det har vi jo! Hvis man har en partner, som man har haft i lang tid, og som man er glad for, og som man elsker, så har man selvfølgelig et sexliv. Jeg kan da godt mærke på nogle af de unge, at det vil de ikke høre, men det skal de! Hvorfor vil de ikke høre det? – Fordi de synes, sex har noget at gøre med at have en glat krop. De synes også lidt, at det er en æstetisk forestilling. Det er det jo også, når man er ung. Det kan virkelig se pænt ud, det er så smukt at se på to unge, velplejede mennesker, der elsker med hinanden. Men man elsker altså også med hjertet, siger Hella, så: – Det er herligt, hvis folk på 80 år har sex, det er vidunderligt. Og jeg glæder mig – altså jeg vil da gerne have sex resten af mit liv! Hvis jeg så på et tidspunkt opdager, at nu kan det simpelthen ikke lade sig gøre mere, for det hele er ved at gå i stykker dernede, og éns mand vil ikke længere, og det kan heller ikke lade sig gøre, uanset om man er klodset op med nogle puder, så må man sige: Nå, men det var det. Og så må man ligge nøgne og holde om hinanden og kysse hinanden og sige kærlige ting til hinanden.

Undskyld!

Hella har det ”skidegodt” med sin alder. Årsagen er enkel, forklarer hun: Hella elsker Snit, og Snit elsker Hella. Hvor meget er kærlighed egentlig et valg ..? – Når jeg kigger på mit parforhold og tænker på, hvilke kriser vi har overkommet, så tænker jeg, at sådan nogle kriser kunne jeg ikke overkomme med en mand, da jeg var i 20’erne. Dengang havde jeg det sådan: Okay? Nå men så kan det åbenbart ikke lade sig gøre! Jeg er blevet meget mere tålmodig og har meget mere en følelse af: Nå, men det her vil jeg gerne, så det vil jeg gerne arbejde for, jeg vil gerne prøve at forstå, jeg vil altid prøve at tilgive, og jeg vil altid prøve at sige: ”Undskyld, hvis jeg har fucket op, dummet mig og været urimelig eller selvoptaget i en periode, fordi jeg har været så optaget af det og det og har glemt at spørge til, hvordan du har det, det må du virkelig undskylde ...”. – På den måde synes jeg, parforholdet ER et arbejde. Et dejligt arbejde. Og et frivilligt arbejde. Og ulønnet, haha. Men – det er et arbejde, jeg gerne vil gøre. Indtil jeg var nogle og 30, troede jeg, det var min partners opgave at sørge for, at jeg var glad, og hvis jeg ikke var glad, så var der noget i vejen med ham. Jeg ved godt, det ikke er sådan. Jeg skal sørge for, at jeg er glad, og så skal jeg bruge alle mine kræfter på, at han også er glad. Det samme skal han selv. Men det er MIN opgave at sørge for, at jeg er glad. LÆS OGSÅ: Selvværd: Hellas tre vigtigste leveregler

Værktøjskassen

Hella er elskelig. Man får helt automatisk LYST til at holde af hende. Det er, som om hun har fundet ud af noget vigtigt, og hun deler hjertens gerne ud af sig selv – uden nogensinde at docere. Man fornemmer, at hun har ramt noget rigtigt med sit liv. Føles det også sådan? – Nej, ikke altid. Men jeg har altså en følelse af, at jeg faktisk prøver at leve efter nogle af de ting, som jeg har skrevet om i mine bøger. Det er ikke bare noget, jeg har fundet på, for at nogle andre skal gøre det. Jeg har skrevet det ned, fordi det virker for mig. Og jeg HAR prøvet det modsatte også. Snit og jeg har været sammen i 15 år, og jeg kan da også nogle gange tænke: Jamen hvis vi ikke kan få det her til at fungere, må vi jo finde på noget andet … Så tænker jeg øjeblikkelig: Nejnej, skulle du vågne op alene herude på landet, eller skulle du så flytte i lejlighed? Når jeg begynder at få den tanke, får jeg det sådan: Okay, nu skal det her repareres. Det er det samme i forhold til venner og alle mulige mennesker, jeg har relationer til: Den her relation knirker lidt, den skal repareres. Og så henter jeg værktøjskassen. Hvad er der i den? – Der er jo faktisk kærlighed. Det ER kærligheden, der reparerer. Men det kunne jeg ikke, da jeg var ung, for da var jeg sådan: Han skal komme til mig, han skal komme og sige undskyld, og han skal komme og spørge, hvad der er galt. Hvis min mand nu spørger mig, ”Er der noget galt?”, kan det godt være, jeg lige siger nej. Klassisk kvinde: ”Hvad skulle der være galt, jeg er bare træt …”. Men derefter siger jeg straks: ”JO, det er der”. Jeg siger ikke: ”Nej, der er ikke noget galt”, for så at gå ud og stå og skramle med et eller andet, og så skal han komme derud. Jeg SIGER det. Nogle gange går der lige en dag, fordi jeg lige skal finde ud af, HVAD der er galt, men jeg siger det, og jeg siger det med den blide stemme og med henblik på, at det skal repareres, jeg siger det ikke med henblik på, at han skal føle sig skyldig. Det er ikke hans opgave at gøre det godt, det er vores fælles opgave. Det er jeg virkelig fundamentalistisk omkring. Der er aldrig noget, der kun er den andens skyld. Der er heller ikke noget, der kun er min skyld. Mindst 50 procent er min skyld. Vi ER lige gode om det. Og så runder vi en af parforholdets store dræbere: Bitterhed. – Den største fejl, man kan begå i et parforhold, er, hvis man hele tiden akkumulerer sin bitterhed. At … man ikke rigtig tilgiver, selv om man tilgiver. For når man tilgiver rigtigt, ER der sat streg over det, men de fleste af os har noget med, at det kommer ned i en lille kasse med bitterhed under sengen, og ”du gjorde, og du sagde, og så var der også dengang, du .., og jaja, vi snakker ikke om det mere, men jeg har aldrig tilgivet det”. Hvis der kommer for meget af den slags, kan man ikke lukke den flyttekasse med al bitterheden ordentligt, og så står den dér og giver sig i hjørnerne, og det er noget lort. Hella anbefaler i stedet: Rummelighed. – Min nabo Eva oppe i sommerhuset døde desværre sidste jul. Hun sagde altid: ”Man skal ønske hinanden det bedste”. Og det kan man beslutte sig for i et parforhold. Hvis han helst vil på vandretur i Norge, og jeg helst vil til Thailand og ligge og plaske i en pool – så tager vi til Norge. Forstår du, hvad jeg mener? Så skiftes vi selvfølgelig. Men hvis vi begge to virkelig godt kan lide et eller andet – og der er et meget stort stykke og et meget lille stykke, så må du godt få det største stykke. Altså hvis éns drivkraft i parforholdet er: Jeg vil gerne have, at du er glad. Det betyder ikke, at det er på bekostning af min egen glæde. Det er ikke noget med: Nå, men bare du er glad, så kan jeg da sidde herovre og bide negle. Det handler om, at jeg INDERLIGT ønsker, at du har det godt: Okay, du vil simpelthen gerne rejse tre måneder til et eller andet sted, hvor jeg ikke skal med? Jeg kan se på dine øjne, hvor meget det betyder for dig, aih hvor kommer jeg til at savne dig, og kan du se at komme af sted! Altså … når man giver hinanden den frihed, så kommer det tusindfold tilbage.

Fortvivlende

Det har Helle og Peter glemt i ”Happy Ending”. Og det er umiddelbart Helle, der betaler prisen. Har du nogensinde oplevet, at et brud trak tæppet væk under dig? – Jo … da jeg blev skilt, var jeg i slutningen af 20’erne, og jeg var da fuldstændig gakkelak. Det var en skrækkelig tid, og det tog mange år at komme over det. Også over min skuffelse over, at jeg ikke skulle leve i en kernefamilie, og hvis jeg skulle have flere børn, skulle de ikke have samme far – det var virkelig noget lort. Men hvis jeg blev skilt nu, tror jeg, det ville være meget mere fortvivlende for mig. Jeg har levet mange flere år sammen med Snit, end jeg gjorde med min eksmand, og når man har været sammen i over 10 år, er man vokset sammen nogle steder. Det er frem med kødøksen, når man skal skilles! En af mine veninder oplevede engang, at hendes kæreste bare kom og pakkede sine ting og gik – og så gik der fem år, før hun så ham igen. Kroppen får jo et chok, sådan en krop går i panik! Altså sådan har man det jo i MÅNEDSVIS. De fleste mennesker har max to-tre store parforhold i løbet af livet, siger Hella, der er på sit tredje. Dig og Snit – er det, til døden jer skiller? – Ja, det er det. Guud hvor er det frygteligt at sige … Hvorfor? – Jamen fordi det er det vildeste hybris, når man siger sådan noget. Men det har jeg faktisk tænkt mig. Vi har snakket om det. Jeg synes, der er mange ting i mit liv, der ikke ville gi’ nogen mening uden ham. Men … selvfølgelig ville jeg overleve det, hvis vi gik fra hinanden. Jeg får tårer i øjnene ... – Jamen det gør jeg også. Jeg får det HELT dårligt ved tanken. Jeg skal næsten kaste lidt op. Jeg ville overleve det, men jeg ville ikke synes, det var særlig sjovt at gå rundt her på Jorden uden ham. Det kan jeg slet ikke overskue. ALT, hvad jeg laver i mit liv, er sjovere, fordi jeg gørdet sammen med ham. Også de ting, jeg gør alene. Når jeg sidder og skriver en bog alene – så er det alligevel også noget, jeg gør sammen med ham. Min datter Olivia, som jeg har sammen med en anden mand – har jeg også sammen med Snit. Og når Olivia engang får børn, glæder jeg mig så meget til at se ham gå rundt og være morfar, for han bliver en fantastisk morfar. LÆS OGSÅ: Hella Joof: ”Du skal elske din krop. Rub og stub og alt, hvad der er af mærkelige ting på den."

Genbrugsægteskab

Herhjemme har vi Danmarksrekord i enlighed. Aldrig har så mange levet alene. Og det er – hvis vi skal være ærlige, og det skal vi – ikke optimalt, men der er håb forude, mener Hella. – I gamle dage var man sammen, fordi man var nødt til det. En familie var to voksne, en han og en hun, for der skulle være en til at tage sig af børnene og en til at skaffe mad, og det var jo heller ikke altid kærlighed, der styrede det. Vi har siden bevæget os over i kærlighedsægteskabet, hvor man i hvert fald i vores del af verden møder nogen og bliver forelsket og gifter sig, og det er heller ikke særlig bæredygtigt, medmindre man virkelig bliver ved med at arbejde for kærligheden. Men det gør vi heller ikke, fordi vi har så travlt med alt muligt andet. Vi skal skaffe ting, vi skal have noget bestemt tøj, vores børn skal have noget bestemt kashmir og gå på bestemte skoler, og alt skal der tages billeder af, som skal lægges ud, og ALT handler om at performe. Og så bliver vi skilt, hvis det strammer lidt over skuldrene: Nej, nu går det dårligt med sexlivet, efter at vi har fået vores sidste barn, så dropper vi det, og vi kigger os ikke tilbage. Men jeg tror, hele den bæredygtighedstanke, der har sneget sig ind flere steder – den kommer også til at smitte af på vores parforhold. Der er alt for meget kærlighedsspild, og det er så samfundsøkonomisk DYRT. Tænk på, hvor mange lejligheder der skal være, fordi der kun bor én i hver! Så jeg tror, bæredygtighedstankegangen stille og roligt skal møve sig ind på kærlighedslivet. Det bæredygtige ægteskab? Det kan godt bruges én gang til ... – Ja, det kan godt bruges igen. Vi kan sagtens skrive på den anden side af papiret! Han kan godt bruges igen. Hun kan godt bruges igen. Nogle gange har man måske lige noget tid, hvor det ikke lige kører – fordi vi havde glemt at se hinanden i øjnene. Så må vi tilbage og huske, hvorfor vi blev ”vi”. Og så må vi hele tiden kalibrere: Hvor er du? Vi behøver ikke ligefrem at have mus-samtaler med hinanden: Hvor ser du dig selv om fem år? Men altså næsten! Hella Joof, 56 år. Mor til Olivia. Og elsker Snit, der er læge. Aktuel filmen ”Happy Ending”, som hun har instrueret.