Ondt i nakke, skuldre eller ryg? Se, hvad de forskellige behandlere kan gøre
Foto: Panthermedia
Behandling hos FYSIOTERAPEUT
Fysioterapi retter sig mod de dele af kroppen, vi bruger, når vi bevæger os: muskler, led, nervesystem, kredsløb og vejrtrækning. Fysioterapeuter behandler smerter eller gener, der kan være opstået i forbindelse med for eksempel et fald eller en ulykke, og overbelastningsskader i nakke, skuldre eller ryg, for eksempel i forbindelse med sport eller arbejde. Gigtlidelser, karsygdomme og genoptræning i forbindelse med hjerneskader og lammelser eller som følge af en operation kan også være en del af fysioterapeutens arbejde. Generelle smerter i ryg, skuldre og nakke er områder, som fysioterapeuten ofte tager sig af.
Hvordan foregår det?
En fysioterapeut bruger først og fremmest manuelle behandlingsmetoder og forskellige former for træningsøvelser til at hjælpe sine patienter. En af behandlingsmetoderne er mobilisering, som består af milde nærmest rytmiske bevægelser, som bruges for at forbedre mobiliteten i leddene og vævets cirkulation. Kroppens bindevæv kan også blive behandlet ved hjælp af bestemte håndgreb og massage. Træningsøvelser er en central del af en fysioterapeuts arbejde. Øvelserne kan være funktionelle og med eller uden udstyr. Nogle fysioterapeuter bruger desuden hjælpemidler i kombination med anden form for behandling. Det kan være ultralyd til muskel-, sene- eller ledbåndsskader og laser, der blandt andet kan bruges i forbindelse med inflammation. Fysioterapeuten inddrager patienten i hele behandlingsforløbet, og hjemmeøvelser er en vigtig del af en fysioterapeutisk behandling. Det samme er vejledning i forebyggelse og sundhedsfremme i det hele taget. Fysioterapeuter arbejder ofte på privatklinikker, men kan også være ansat i omsorgs- og sundhedssektoren, for eksempel på hospitaler, plejehjem og i psykiatrien.
LÆS OGSÅ: Pas på din ryg: Den perfekte øvelse til at træne din ryg
Behandling hos KIROPRAKTOR
Ligesom fysioterapeuten indleder en kiropraktor med at spørge til problemet. Dernæst observerer han eller hun typisk, hvordan du bevæger dig, og undersøger ved at bevæge og føle på området, hvor problemet er. Behandling hos en kiropraktor består af forskellige håndgreb og tryk. Kiropraktoren benytter sig ligesom fysioterapeuten af manuel behandling, hvor han eller hun bruger sine hænder til at løsne/udspænde de stramme eller låste led i ryg, arme eller ben og på den måde øge bevægeligheden og funktionen. Nogle af disse metoder retter specifikt på funktionen i et led. Denne led-manipulation giver en ”knæklyd,” som mange af os netop forbinder med kiropraktisk behandling. Genoptræning kan være en del af behandlingen hos en kiropraktor, og i nogle tilfælde kan den foregå i klinikkens træningsfaciliteter. Kiropraktorer samarbejder med andre behandlere og læger, og i mange større kiropraktorklinikker er der fysioterapeuter og massører ansat. Mange kiropraktorer har adgang til røntgenundersøgelse, og nogle klinikker tilbyder ultralydsscanning. Kiropraktorer er højtuddannede speciallæger, der kan diagnosticere og henvise klienter til for eksempel MR- og CT-scanninger på et hospital. Kiropraktorer arbejder ofte i private klinikker, men også på for eksempel hospitaler og i kommunale rygcentre.
Behandling med kranio-sakral terapi
Behandling af MASSØR
Klassisk fysiurgisk massage består af en række forskellige greb som strygninger, gnidninger, klemninger og æltninger. Grebenes styrke afpasses efter hver enkelt patient. Følelsesmæssige traumer kan være bundet i blokeringer i musklerne. Når muskelspændingerne opløses, kan smertefulde følelser komme frem. En del massageformer omfatter derfor også samtaleterapi. Massøren kan udbygge eller supplere fysiurgisk massage med for eksempel bindevævsmassage, dybdemassage, knoglemassage eller venepumpemassage. Kropsmassage er en lettere form for massage, der gives for velværets skyld. De fleste massører har deres egen klinik eller arbejder som freelancere tilknyttet forskellige idrætsklubber eller foreninger samt store arbejdspladser, plejehjem og mange andre steder.
Hvor stammer behandlingen fra?
Massage har været kendt gennem årtusinder. Længe før vor tidsregning brugte kineserne massage, og hos grækerne, ægypterne, tyrkerne og romerne var massagen højt udviklet. I begyndelsen af 1800-tallet kom massagen til Norden. Den verdenskendte gymnastik- og atletikpædagog P.H. Ling beskrev massagens indvirkning på muskelarbejdet, og efter sine studier i blandt andet Kina og Grækenland vendte han hjem til Sverige for at udvikle den klassiske massageform, vi kender herhjemme i dag.
Behandling af OSTEOPAT
Siden år 2000 har autoriserede fysioterapeuter, kiropraktorer og læger haft mulighed for at studere osteopati i Danmark via et belgisk akademi, IAO. Uddannelsen er opbygget som et deltidsstudie, hvor den studerende går i skole i sammenlagt fem år.
Hvad kan behandles?
En osteopat behandler mange forskellige slags smerter og tilstande relateret til kroppens muskler, led og bindevæv. Det kan være migræne, svimmelhed, forskellige former for betændelsestilstande, stressrelaterede lidelser, sports- og arbejdsskader med mere.
Hvordan foregår det?
Osteopati er en helhedsorienteret undersøgelses- og behandlingsmetode, som i tråd med de tre andre er baseret på forskellige manuelle teknikker. Osteopatien er specialiseret i at undersøge, hvordan forskellige dele af kroppen – knogler, led, bindevæv, muskler, kredsløb, lymfesystem, nerver og organer – påvirker hinanden og arbejder sammen.