Selvudvikling
10. januar 2019

Chefredaktøren: Lev efter din intuition

Jeg har erfaret, at hvis jeg lukker ned for min spiritualitet og min evne til at lytte efter, hvad min intuition fortæller mig, farer jeg lettere vild i livet. Tager forkerte beslutninger. Bliver nemmere stresset. Og lader mig hurtigere overmande af tunge og negative energier
Af: Camilla Kjems
Camilla Kjems

Jeg er spirituel ... Det har taget mig 20 år at samle mig mod til at sige det højt uden at være flov eller bange for at blive stemplet som naiv. For der hersker mange fordomme mod mennesker, der er religiøse, spirituelle eller bare tror på noget, der er større end dem selv. Og de fordomme ligger jeg også selv under for.

Men jeg har erfaret, at hvis jeg lukker ned for min spiritualitet og min evne til at lytte efter, hvad min intuition fortæller mig, farer jeg lettere vild i livet. Tager forkerte beslutninger. Bliver nemmere stresset. Og lader mig hurtigere overmande af tunge og negative energier.

For mig er spiritualitet en klar fornemmelse af, at der er mere end det rationelle. Det er en jordforbindelse i mig selv og en tillid til den stemme, der guider mig. Når jeg spørger min intuition til råds, oplever jeg at få svar, og det kan føles som en udefrakommende kraft. Det er en tanke og en følelse. Det står bare klokkeklart for mig, hvad jeg skal gøre, sige eller vælge. Jeg ved ikke, om jeg tror på åndelige guider, men jeg kan helt sikkert fornemme et nærvær af en kraft, der er større end mig selv. De gange jeg har ignoreret min indre stemme, er det også gået galt. Det kan være i forhold til konkrete ting som at vælge den rigtige forside til femina.

Jeg tror på noget, selvom jeg ikke kan være sikker på, det findes, fordi jeg kan mærke det. Jeg mærker det så tydeligt, og det er bevis nok for mig. Verden består af energi og svingninger, så selvfølgelig er der noget, vi ikke kan se, men kun sanse. Når vi kan tale i mobiltelefon med nogen på den anden side af jordkloden, hvorfor skulle der så ikke også være nogle andre energier, vi ikke kan se? I denne uge får du i femina et uddrag af Rikke Hertz’ bog ”Spirituel”. Rikke Hertz kender du måske fra TV-programmet ”Nærkontakt”, hvor hun laver clairvoyante readings af en række kendte personligheder. Ordet clairvoyant lyder for mange (inklusive mig selv) lidt for hulahula-agtigt. Ingen kan forudsige fremtiden.

Rikke Hertz lægger da også noget helt andet end deciderede ”spådomme” i sin måde at arbejde med clairvoyance og spiritualitet på. Ifølge hende har vi alle sammen evnen til at at føle og mærke, at der er en plan med vores liv – selv om vi ikke altid kan finde vejen. Første skridt er at lytte efter os selv og turde stole på vores intuition. ”Når man stilner sindet og hjernen, kommer ”beskederne” automatisk. Selvsabotage, skyld, skam, vrede og dårligt selvværd ødelægger intutionen, som egentlig er en smuk nøgle til sjælen, og uanet hjælp og ubegrænset kærlighed”, siger Rikke i boguddraget.

Læs med, vov dig ud på lidt ny grund og få Rikkes helt nede på jorden-værktøjer til, hvordan du kan begynde at leve en lille smule mere mindfuldt og i kontakt med dig selv – dag for dag.

Camilla KjemsChefredaktørcamilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I DENNE UGES FEMINA I GALLERIET HERUNDER

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs mere om:

Læs også