Lone Hertz: "Man skal aldrig afskrive livet"
foto: Heidi Maxmiling, makeup: Ulla Jacobsen
Lone Hertz er lige nu aktuel i Folketeatrets opsætning af ”Mød mig på Cassiopeia”, hvor teaterchef Kasper Wilton har tilbudt hende en rolle, dog ikke musen, som Lone selv bemærker med en lille latter.
Det var også netop på Folketeatret, at Lone, som fylder 80 til foråret, for få år siden fik sit comeback på de skrå brædder efter i en årrække at have levet af at holde foredrag.
– Folk synes vel, det er lidt underligt at begynde sin karriere forfra i min alder. Sådan ser jeg det ikke selv. Jeg har jo været i gang konstant ude i landet, siger Lone, da vi efter rundturen på teatret sidder over en croissant og en kop kaffe.
Lone Hertz: ”Mig” kan jeg udenad
At Lone efter mange år uden for rampelyset nu er kommet tilbage til teatret, kan på en måde tilskrives et tilfældigt møde.
En aften for efterhånden 12 år siden var Lone i Tivoli Revyen med sin søster Helle. Her mødte de Waage Sandø, der på det tidspunkt var chef for Folketeatret.
– Efter revyen gik Helle og jeg ud sammen med Waage og hans kone for at drikke et glas. Et par dage senere ringede han og tilbød mig en vidunderlig rolle i stykket ”Tvivl”, hvor jeg skulle spille en katolsk nonne.
Efterfølgende gik der nogle år, før Lone i 2016 fik rollen som priorinde i ”Frk. Nitouche”, også på Folketeatret (i 1963 spillede Lone Hertz som bekendt titelrollen over for Dirch Passer i filmatiseringen). Året efter – i 2017 – spillede Lone i Holbergs ”Don Ranudo” sammen med Henrik Kofoed. Det var på Grønnegaards Teatret, hvor Lones søn Steen Stig Lommer er teaterchef. Nu kommer så ”Mød mig på Cassiopeia”, men at Lone igen har fået travlt på teatret, får hende ikke til at opgive det frie liv som foredragsholder.
– Som foredragsholder skriver jeg selv mine tekster og bestemmer selv mine budskaber. Det er en stor frihed at være sin egen chef og instruktør. Jeg kalder mig selv for ”standupper med substans”. I øjeblikket, hvor jeg pukler på teatret, holder jeg dog kun foredrag om mig selv og mit liv. Og det kræver ingen forberedelse. ”Mig” kan jeg udenad, ler Lone
LÆS OGSÅ: 10 spørgsmål til Lone Hertz
Mor på livstid
Lone er mor til fire voksne børn. Da hendes søn Tomas var i sit første leveår, fik han konstateret en hjerneskade.
– Det at være mor til Tomas har præget mit liv, og hans søskende har betalt en høj pris. Jeg er stolt af mine fire børn, men selvfølgelig bevidst om, at Tomas har et forbandet liv, og at de andre tre har mistet så meget. Det er med sorg, at man i den grad målretter sit liv imod et af sine børn, når man har tre, som man bestemt ikke elsker mindre. Tomas’ søskende er også bekymrede for ham, men de skal leve deres egne liv. Opgaven og ansvaret er mit. Sådan må det være. Jeg har nu også fem børnebørn, som jeg heller ikke kan være nok for. Jeg er mor på livstid.
Tomas er over 50 år i dag. Han har en lejlighed i København, men bor størstedelen af året på en unik højskole i Jylland. Begge steder er han afhængig af støtte. Tomas har intet talesprog, Lone har lært ham at skrive med håndstøtte.
Da Tomas var i puberteten, instruerede Lone den gribende dokumentar ”Tomas – et barn du ikke kan nå” – en prisbelønnet film, der gik for fulde huse i biograferne og bagefter blev solgt til en lang række lande.
– Den er ikke blevet vist på tv siden dengang, og jeg forstår ikke hvorfor, for folk spørger efter den. I dag bruger jeg vel halvdelen af min tid med Tomas. Jeg er hans værge og talerør i alle problematikker. Men det begræder jeg ikke. Det har været en gave at få lov at følge et menneske, man elsker, så tæt. Tomas har et vidunderligt lune og er begavet.
Ikke alle mennesker kan tåle lige meget, men hvad er det egentlig i os, der får nogle til at bukke under, mens andre blot synes at blive stærkere.
– Enten står man distancen, eller man knuses. Jeg er et skæbnebevidst menneske. Jeg kan ikke gå imod min skæbne, men må tage den på mig. For mig er det vejen til at komme igennem det ubærlige. Jeg er heldigvis skabt stærk. Jeg er til stadighed oppe imod kræfter, der indimellem får mig til at føle, at jeg står i mudder til langt op over livet. Tænk, at kommune og politikere kan fylde så meget i ens liv. Jeg forsøger at passe på mig selv, lever sundt, vinterbader og styrketræner. Desværre lever jeg nok lidt ensidigt. Når man bor alene, orker man ikke at lave mad. Jeg har heller aldrig været god til det. Mine børn nægter at spise, hvis jeg har forsøgt mig. Selv Tomas skriver: Du laver rædselsfuld mad, mor. Og han har ret.
Lone har været i flere længere forhold, men i dag lever hun alene.
– I min alder står der ”solgt” på de få, man kunne tænke sig. Det skal også siges, at de mænd, jeg har været glad for og har elsket, næsten alle har forladt mig, fordi mit liv har været for hårdt for dem. Jeg har oplevet vidunderlige kærlighedsforhold, men er nået til den konklusion, at jeg ikke tåler at miste mere. Skønt ”herrens veje er uransagelige”, eller som min mor altid sagde: – Man skal aldrig afskrive livet.
