Tine Bendixen: En "sviner" forklædt som kompliment

”Kan den prisme-lysekrone i loftet på badeværelset egentlig blive ren, hvis man prøver?”, spurgte min søster. Hvortil jeg svarede, at det kan den godt, men det vil tage en krig og litervis af glasrens. Og så snakkede vi ikke mere om det. Jeg blev heller ikke sur. Min søster er nemlig typen, der spørger af ren og barnlig nysgerrighed – helt uden malice eller skjulte bagtanker. Hun spurgte IKKE for indirekte at fortælle mig, at den lysekrone godt nok trængte til at blive gjort ren. Hun ville simpelthen bare gerne vide, OM prismerne overhovedet kunne komme til at funkle. Den slags enkle ja/nej-spørgsmål er det altid rart at få afklaret. Noget helt andet er de spørgsmål eller kommentarer, der er pakket pænt ind, men i virkeligheden er et skjult personligt angreb. Dér, hvor man bevidst sårer andre mennesker eller underminerer deres selvtillid ved at lade, som om man roser dem.

Jeg er allergisk over for den slags indirekte irettesættelser. De findes jo, de mennesker, der er eminente til at levere en kommentar, der er så sydende besk, at man står tilbage med følelsen af at have fået svitset hår og øjenbryn og pludselig synes, man lugter let af brændt kød. Og også føler sig afmægtig og uforløst, fordi der ligesom ikke er noget at komme efter, for den slags mennesker er eksperter i at lægge de små stinkere med et elegant/perfidt ordvalg og et uangribeligt smil: ”Føler du dig ramt, fordi jeg sagde, at du jo virkelig kan lave mad, hvis bare du giver dig tid til det? Guuud – det var da SLET ikke meningen …”. Hvis man da overhovedet opdager det i situationen – for som regel fatter man først bagefter, hvorfor man går rundt med en ubehagelig indre følelse. Min gode kollega sidder over for mig og siger, at det her er et diffust emne at skrive om, og det har hun fuldstændig ret i – for hvordan identificerer og beskriver man noget, der er noget andet end det, det ser ud til at være? Jeg gør forsøget alligevel, fordi jeg tror, mange af os kender situationen og helt vildt gerne ville finde ud af, hvad det egentlig handler om, når det sker. Jeg kan love dig en ting helt uden at have taget en uddannelse til psykolog: Hvis nogen præsenterer dig for en skjult stinker, kan du være ret sikker på, at den i virkeligheden ikke handler om dig, men om afsenderen. LÆS OGSÅ: Lad os alle være ambassadører for, at kvinder er kvinder bedst! Så fik vi det på plads, og således opmuntret kan vi gå videre til det næste presserende spørgsmål: HVORDAN bliver man bedre til at turnere stinkerne, så man ikke står dér og føler sig småforbrændt og mundlam? Den var straks værre. Amerikanerne er jo altid hurtige til at sætte ord på tingene, og de kalder det negging, fandt jeg ud af ved at spørge min menneskekloge veninde, der er chefredaktør på magasinet Psykologi, men eftersom de færreste danskere ved, hvad negging betyder, duer det nok ikke at sige til den, der lige har afleveret en skjult sviner til én: ”Det, du har gang i dér, er negging, og det kan du godt glemme”. Så HVIS din fedtforskrækkede faster/veninde/svigermor/nabo – eller vælg selv noget helt femte – giver dig et goddag-kram og siger: ”Nå, man KAN stadig mærke dine ribben”, hvad siger du så? Det må vel afhænge af afsenderen. Ikke at sige et ord vil måske være godt til typer, der håber og nyder at få dig til at reagere. Er det en person, du holder af, må det handle om at sige det hurtigt, og som det er: ”Den bemærkning er sårende”. Og mennesker med skyld med skyld på kan syde lidt i eget fedt, hvis du smilende siger: ”Jeg har ellers arbejdet SÅ hårdt på at tage lidt på”.

Jeg siger ikke, det er let. Det kræver øvelse. Personligt har jeg i hvert fald stadig til gode at finde ud af, hvad jeg skulle have svaret hende, der en dag hjemme hos mig selv sagde til mig: ”Nææh, hvor er her rent i dag”. For det var ikke min søster.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her