Den voldsudsatte: Jeg ville ønske, jeg havde fået hjælp tidligere

TEMA: Skal psykisk vold straffes?

Ca. 70.000 kvinder er hvert år udsat for psykisk vold, viser de seneste tal. Psykisk vold efterlader ikke blå mærker, men det sætter ar på sjælen, som er mange år om at hele. Volden ødelægger livsgrundlaget for de kvinder, der udsættes for den, og den påvirker familiens børn i deres opvækst. Justitsminister Søren Pape Poulsen foreslår i et nyt lovforslag, at psykisk vold gøres strafbart på linje med fysisk. Men hvad vil det betyde? Det ser vi på i dette tema.

Der var noget, der skurrede i Pernilles ægteskab helt fra starten, da hun mødte sin mand i år 2000. Pernille var sjældent glad og havde aldrig overskud. Hjemme skulle hun gå på listefødder for at undgå sin mands vrede. Hvis det ikke lykkedes, blev hun mødt med hånlige og nedladende bemærkninger. Hvis han var utilfreds med hendes madlavning, bestilte han demonstrativt pizza til sig selv. Da deres to børn kom til verden i midten af 00’erne, hjalp han kun sjældent til, og kun når han selv havde lyst til det. Hvis Pernille skulle ud, gjorde hendes mand det så besværligt og ubehageligt for hende, at hun til sidst gav op og blev mere og mere isoleret derhjemme.

– I en periode skrev jeg ned i en bog, når han talte grimt til mig. Det var ord som ”fede kælling”, han brugte. Han hånede mig altid, og han så ned på mit arbejde. Efter at vi havde fået vores to børn, forventede han, at jeg klarede det hele derhjemme. Hvis jeg havde brug for hjælp, måtte jeg bede om den fra andre, og når jeg ikke kunne få det til at hænge sammen, nedgjorde han mig og mine evner, forklarer Pernille.

Udadtil fejler Pernilles familieliv ingenting. Både hun og hendes mand har en god uddannelse, et godt job, hus og to børn. Pernille har længe troet, at deres problemer var en del af ethvert ægteskabs anatomi: At alle har deres at slås med i ægteskabet, men at ingen taler højt om det. Så hun forholder sig tavs i den tro, at hun er normal.

I virkeligheden er deres samliv langtfra normalt. Når Pernilles mand ikke styrer hjemmet med sine humørsvingninger og sin vrede, er han apatisk og fraværende. Pernilles selvværd eroderer langsomt væk, og hun mister overblikket over, hvad der er normalt og unormalt i et familieliv.

Efter at de har sat deres andet barn i verden, sætter Pernilles mand deres sexliv i system med et argument om, at ”hans behov skal tilfredsstilles”.

– Han beslutter, at vi skal have sex hver onsdag og lørdag. Jeg havde på det tidspunkt tillært mig, at hvis jeg ikke gjorde det, ville han være vred næste dag, og stemningen ville være utryg og truende. På det tidspunkt er det ikke længere kun mig, den dårlige stemning går ud over, for nu er der også to børn at tage hensyn til. Så jeg gør det. Der er ikke tale om fysisk tvang, men det handler ikke om mine behov.

Pernille går ofte rundt i angst for, hvad hendes mands næste udfald vil blive, men hun har hverken ord eller blik for, at hun var udsat for psykisk vold.

LÆS OGSÅ: Eksperten: Ressourcestærke kvinder bliver også udsat for vold

Den farlige vej ud

På sit arbejde har hun til gengæld et netværk af søde og engagerede kolleger. Når hun hører dem fortælle fra deres liv, begynder hun at fornemme, at noget ikke er helt, som det skal være, i hendes eget.

– Jeg begynder langsomt at finde mig selv og åbne op over for andre. Det er en ubevidst proces, men jeg begynder f.eks. at forestille mig, hvordan en hverdag alene med børnene og uden ham vil være.

En gryende selvstændighed er vakt i Pernille. Hun begynder at gå mere ud, gøre mere ud af sig selv og være mere udadvendt. Hendes mand udvikler voldsom jalousi og begynder at overvåge Pernille via hendes smartphone og opkaldslister, og læse hendes private beskeder.

Vendepunktet kommer, da Pernilles ældste barn i 2013 tegner et billede af familien hos sundhedsplejersken. Her er far vred og står ikke sammen med de andre. Sundhedsplejersken reagerer på tegningen, og hendes reaktion gør det klart for Pernille, at børnene ikke skal vokse op med al den vrede og de uforudsigelige humørsvingninger. Pernille træffer beslutningen om at forlade sin mand – også for at skærme børnene.

– I starten af august ligger vi og taler sammen i sengen om aftenen, og selv om jeg ikke har planlagt at sige det, siger jeg, at jeg synes, vi skal skilles. Vi taler helt stille og roligt om det. Jeg kan næsten ikke tro det, for det føles så normalt. Så sætter han sig pludselig op i sengen og siger: ”Det eneste, jeg har lyst til, er at skære halsen over på dig, og den eneste grund til, at jeg ikke gør det, er, at du er mor til mine børn”.

LÆS OGSÅ: Justitsministeren: Vi skal som samfund ikke acceptere psykisk vold

Den fysiske vold

Pernille er nødt til at love sin mand, at hun vil blive, men en måned efter vælger de alligevel at flytte fra hinanden. De låner en lejlighed, så de kan skiftes til at være i huset med børnene. I Pernilles sidste uge i huset, inden hun for alvor flytter i egen lejlighed, kommer hendes mand forbi. Hun er alene med børnene, da han træder ind, og filmen knækker.

– Han slår mig ind i køleskabet og begynder at slå mig. Jeg råber, at han ikke må slå mig foran børnene, men han skubber mig langs køkkenbordet og ned på gulvet. Så står han over mig, slår mig, sparker mig og slår mit hoved ned i gulvet. Min søn prøver at stoppe ham, men han kan ikke stoppe. Det er noget af det, jeg husker voldsomst: At han ikke kan stoppe.

I et uopmærksomt øjeblik får Pernille vristet sig fri og løber ind til naboen. Hun kommer på skadestuen og videre på politistationen, hvor hun anmelder overfaldet. Efterfølgende får hendes mand en dom på 60 dage for grov vold under skærpede omstændigheder, fordi børnene har overværet overfaldet.

– Det betød noget for mig, at han blev dømt. Det betød noget, at der var fysiske beviser, og at jeg blev hørt. Men det var først langt senere, jeg fandt ud af, at jeg også havde været udsat for psykisk vold i mange år op til overfaldet. Hvis det havde været muligt, havde jeg meldt ham for den psykiske vold også. Det ville have hjulpet mig til at hele. Det er fem år siden nu, og der sidder stadig så mange mønstre i mig. Der har været store konsekvenser for begge børn, og jeg lider af senfølger.

– Jeg er i dag tilknyttet Danners ambulante rådgivning, men jeg ville virkelig ønske, at jeg havde fået hjælp tidligere. At der var nogen i systemet, der havde haft voldsfaglig viden og kunne have rådgivet mig bedre, især i forhold til børnene. Det var svært at overskue at træffe de rigtige beslutninger for dem, mens jeg selv var i choktilstand.

Af hensyn til sine børn er Pernille anonym i denne artikel. Redaktionen kender Pernilles fulde identitet.

Sig det til nogen

Sig det til nogen er et gratis anonymt rådgivningsforløb for kvinder og pårørende til kvinder, der er udsat for psykisk eller fysisk vold. Rådgivningen foregår som udgangspunkt i trygge, anonyme lokaler i København, Randers og Ringsted, men kan fortsættes over telefon eller Skype. Rådgivningen består af fem samtaler og kan virke afklarende i forhold til, hvilket voldsmønster kvinden er fanget i, og give kvinden redskaber til at komme videre ud af volden. Et rådgivningsforløb for pårørende består af tre samtaler, der kan klæde den pårørende på til at forstå voldens mekanismer og støtte kvinden i at bryde med volden.

Kontakt til Sig det til nogen

Storkøbenhavn, tlf. 3333 0047, sigdettilnogen@danner.dk

Ringsted, tlf. 5172 1127, ps@ringsted-krisecenter.dk

Randers, tlf. 2399 5837, sig-det-til-nogen@randers.dk

Partnervold i Danmark i tal

• 70.000 kvinder og 22.000 mænd udsættes årligt for psykisk partnervold

• 38.000 kvinder udsættes årligt for fysisk partnervold

• 13.000 mænd udsættes årligt for fysisk partnervold

• 10.000 kvinder udsættes årligt for grov fysisk vold fra en nuværende eller tidligere partner

• 16-24-årige er den mest udsatte gruppe

Kilde: Danner.dk