Træning og kost
10. januar 2012

3 apps der holder dig sund

Du kan bruge din smartphone til meget andet end at ringe. Her er 3 bud på sunde apps
Af: Trine Fisker, Newsdesk, Aller Media
https://imgix.femina.dk/media/63fc2361cec649e1bbeff80f831beaa1.jpg

Foto: Colourbox

Rigtig mange af os har skiftet den traditionelle mobiltelefon ud med en smartphone, og de nye mobiltelefoner kan meget mere end blot ringe og sende sms'er. De kan blandt andet hjælpe dig til at holde den slanke og sunde linje. Der findes nemlig en lang række af de såkaldte applikationer, der kan hjælpe dig med alt fra at måle, hvor langt du løber til at tælle, hvor mange mavebøjninger, du laver derhjemme på gulvet.

Men det kan være svært at danne sig et overblik over de mange sunde muligheder, som din smartphone tilbyder dig, og derfor har Femina.dk allieret sig med Christiane Vejlø, der er ekspert i digital livsstil og redaktør på det digitale livsstilssite Elektronista.dk

Men inden man overhovedet går i gang med at hente de mange apps ind på sin smartphone, så har hun et par råd, så man rent faktisk ender op med de bedste apps.

- Når du henter apps, er der altid en god ide at se på andre brugeres anbefalinger, inden du downloader. Især hvis det er en betalingsapp. Hold også øje med priserne på betalingsapp. Den slags kommer nemlig også på tilbud engang imellem, siger hun.

Læs også: Kvinde kend din App

Løb og mavebøjninger
Christiane Vejlø anbefaler særligt tre gode apps, der kan hjælpe dig med at holde dig på den sunde sti.

- Der findes apps, som kan dække næsten ethvert behov, og vil man gerne optimere sit liv og leve både sundere og komme i bedre form, så er apps faktisk rigtig gode værktøjer.
For eksempel er en app som CrunchFu meget effektiv, hvis du gerne vil have en flot flad mave. Du får et program som varierer hver dag, og så skal du ellers tage mavebøjninger med telefonen på maven. Den tæller højt med, forklarer hun.

Også hvis du er en af dem, der holder af at lægge mange kilometer bag dig iført løbetøj og løbesko, er der én helt oplagt app, du kan alliere dig med, lyder rådet fra Christiane Vejlø.

- Til løb er Endomondo et must. Den holder styr på hastighed og længde, og du kan dele dine løberuter og tider med gode venner og få motiverende beskeder i øret undervejs på ruten, siger hun.

Men sundhed er andet en træning, og blandt de mange tusinde apps, er der også nogle, der har fokus på sund kost, der er afgørende, hvis du vil holde den sunde linje.

- Til at holde styr på kosten er Mobile Fitness et godt valg. Her får du overblik over alt fra din vægt, dit fremskridt, dit kalorie indtag og motiverende påmindelser på sms, siger Christiane Vejlø.

Følg med når Femina bloggerne, skriver om alt indenfor skønhed, sundhed og livsstil - læs bloggene her.

Læs mere om:

Læs også