Liza Marklund: "I virkeligheden lever jeg et utroligt lille liv"

Kan du forestille dig en verdensberømt forfatter rejse til en lillebitte ø i Stillehavet og bo på en lokal perlefarmers loft i tre uger. Nej vel. Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad svenske Liza Marklund gjorde som en del af sin research til bogen ”Sort Perle”, som om få dage udkommer på dansk.

Når man møder den smukke og lattermilde forfatter, forstår man det lidt bedre. For eventyret og rastløsheden bobler og bruser i hende, så det næsten kan høres.

Efter 11 bøger i krimi-genren med den effektive journalist Annika Bengtson, følte Liza sig færdig med Annika og kunne mærke, at hun skulle noget helt andet. Det har ellers hverken skortet på salg af bøger eller anerkendelse. Liza Marklund har solgt flere end 23 millioner bøger oversat til 40 forskellige sprog, flere af hendes bøger er blevet til film og tv-serier, og hun har modtaget et væld af priser.

- Min plan var at være færdig med Annika, når mine børn flyttede hjemmefra. Det var jeg så ikke helt. Jeg skrev to bøger med hende efter, at de var flyttet. Men nu er jeg helt færdig med hende og tilfreds med det, selvom jeg har to historier mere om hende i mit hoved, som jeg ikke orker at skrive ud, erklærer Liza, der siden bøgerne om Annika har haft et par andre projekter, bl.a. "Sort perle", som hun skrev synopsis til tilbage i 2003. Dengang var Liza gæst hos nogle private venner på Cook Islands, hvor handlingen foregår.

- En dag var jeg ude og gå på øen og oplevede pludselig, at Kiona (Red.: Hovedperson i ”Sort perle”) begyndte at tale til mig. Hun talte og talte, og jeg gik og gik. Hun boede på Manihiki, en lille atol i Cook Islands nordlige øgruppe, og hun fortalte mig en svimlende historie. Til sidst måtte jeg tage bussen hjem, hvor jeg skrev min synopsis i et stræk. Dengang var der ikke internet på øen, så jeg måtte leje mig ind på telegrafstationen i hovedbyen, hvorfra jeg kunne sende de tre sider, jeg havde skrevet, til min forlægger.

Liza kender en familie, som har dyrket perler på Manihiki siden 2001. En af hendes bedste venner var perlegrossist, og det var igennem ham, at hun lærte dem at kende. Der findes ingen hoteller på Manihiki, så hun måtte bo hos dem på deres perlefarm, da hun ville besøge øen.

LÆS OGSÅ: Krimiforfatteren: Fire bøger, du bør læse

Liza Marklund: Jeg vil ikke blive en papegøje

Historien om Kiona ligner ikke noget, Liza Marklund tidligere har skrevet.

- Det er en genre, som ikke findes. Måske nok en hybrid. Researchen til den tog lang tid. Der var så mange detaljer, der skulle på plads. Jeg har faktisk arbejdet på den i femten år. Også selve skriveprocessen tog lang tid, men jeg elskede det. Det er den bog, der har været sjovest for mig at skrive.

Her på SØNDAG føler vi os lidt beærede over, at Liza har lyst til at medvirke i dette interview. For selvom hun, før hun blev forfatter på fuld tid, havde en flot karriere i mediebranchen som journalist, nyhedschef og chefredaktør, så er hun ikke særlig vild med selv at give store interviews, og har igennem de sidste mange år oftest sagt nej til forespørgsler fra medierne.

-I Sverige giver jeg næsten ingen interview mere, det besluttede jeg mig for at holde op med i 2011. Jeg føler, at jeg har sagt det, jeg vil sige. Jeg vil ikke blive en papegøje, skal jeg sige noget, så skal det have værdi, siger Liza, der ikke savner den store mediebevågenhed.

- Jeg tænkte godt nok over, hvorvidt jeg havde fået opbygget et behov for at være kendt, for det ved man jo ikke, før man ikke er det mere. Men jeg synes helt ærligt, det er en stor lettelse. Jeg er ikke så vild med at være i centrum og med at stå frem offentligt. Jeg kan lide at tale om de ting, der interesserer mig, og som jeg synes er vigtige for os alle: Kvinders og børns rettigheder f.eks. og eksistentielle spørgsmål om liv og død. Men jeg har ingen facebook eller instagram-konto, jeg har ikke noget behov for at tale om mig selv som person.

I Sverige vakte Liza opsigt med sine bøger om Annika, der kæmpede med at få karriere og kærlighed til at gå op i en højere enhed og som ikke var, som kvinder er flest.

LÆS OGSÅ: Sara Blædel: Jeg gider at være sød, men jeg gider ikke at lefle

At være mormor er mageløst

Liza mener, at inspirationen til den handlekraftige Annika kommer fra Lizas egen opvækst.

-At optage plads og at stå op for sig selv har aldrig været et problem for mig. Jeg voksede op ret isoleret i Norrbotten i det nordlige Sverige med mine forældre og min lillebror, og da vi var børn, var jeg større og stærkere end ham, siger Liza og forsætter efter en lille eftertænksom pause.

- Vi behandler drenge og piger helt forskelligt lige fra skolealderen. Hvis man bemærker, hvor længe børn får lov at tale i klassen, så taler pigerne en tredjedel af tiden, mens drengene får resten og dermed størstedelen af taletiden. Alligevel har mange en forestilling om, at det er piger, der taler mest. Taler en pige meget, så opfattes hun som forstyrrende og dominerende af alle i rummet. Jeg har altid talt mere end min tredjedel, så jeg har jo altid været jätte jobbig (Red.: svensk for meget anstrengende), siger Liza, griner og fortæller om en episode, hvor en lærer blev irriteret på hende og udbrød: ”Hvem er det, der er lærer her i klassen. Er det mig eller er det dig? Jeg svarede: Det kan diskuteres...!

Liza havde som barn ikke det store sociale behov. Hun er meget introvert, og siger selv, at hun har venner men ingen bekendte.

-Jeg bryder mig ikke om at være ensom, men jeg kan lide at være i fred. Jeg har brug for at være alene med mine tanker. I virkeligheden lever jeg et utroligt lille liv. Jeg taler med mine børn, min mand og mine børnebørn, og så strikker jeg trøjer og ser tv-serier, lige nu streamer jeg ”Le Bureau”, som er en fransk tv-serie. Jeg kan også godt lide at gøre rent og at tage hånd om mit hus.

Liza har tæt kontakt med sine tre børn, hvoraf de tor bor i Sverige, mens den tredje bor i London. Lizas ene datter og hendes to børn på henholdsvis 4 og 2 år bor i Malmø ikke langt fra Liza og hendes mand.

-At være mormor er mageløst. Det er det bedste. Jeg vil virkelig anbefale børnebørn. Som mormor oplevede jeg en helt ny slags kærlighed, som jeg ikke var forberedt på, og som føltes som om, at porten til mit hjerte blev åbnet. De er ikke mine børn, men de er børn i mit liv. Jeg elsker at lege med dem, og jeg har en helt anden tålmodighed med dem, end jeg havde med mine børn. Måske fordi jeg ikke på samme måde har ansvaret, jeg er der bare sammen med dem, og jeg er der af lyst. Og det kan de mærke. Vi har det så sjovt sammen.