Wicki er hjemmegående: Min familie er min karriere

Wicki Larsen følte, hun var ved at blive revet midt over af familie og fuldtidsjob og endte med at forlade arbejdsmarkedet. I dag lever familien på seks nøjsomt, men med tid og ro. Og Wicki er ikke længere bange for at sige ordet hjemmegående, selv om det kan virke som en rød klud på mange i 2019.

Af: Charlotte Holst

Foto: Jaqueline Fluri, PR

For fem år siden tog 35-årige Wicki Larsen et valg, der blev livsforandrende for hende og familien. Hun arbejdede i en daginstitution og var en værdsat medarbejder. Men hun var ulykkelig. For ingenting fungerede.

– Vores lille dreng trivedes ikke i vuggestuen. Det var voldsomt frustrerende. Jeg skulle tage mig af en masse lækre unger på arbejdet og vidste samtidig, at min egen dreng ikke havde det godt. Jeg prøvede at være 100 procent begge steder. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, og der var et voldsomt uvejr inde i mig, husker Wicki.

Hun blev decideret vred på sig selv over, at hun ikke kunne håndtere både fuldtidsarbejde og rollen som småbørnsmor.

– Jeg følte mig så forkert, fordi jeg ikke magtede begge dele. Det kunne alle de andre åbenbart. Jeg spejlede mig i mine veninder. De gjorde det jo, hvorfor kunne jeg så ikke? siger Wicki, der kalder sig selv for ekstremt perfektionistisk. Dengang i hvert fald.

Hjemmegående og "doven"

For hun og hendes mand Anders traf et afgørende valg, da familien blev forøget med datteren Astoria. De samtaler, de havde haft om et andet liv, blev mere konkrete.

– Vi boede i en tiptop luksusagtig ejerlejlighed i Ølstykke og havde et egoistforbrug, hvor vi brugte mange penge på unødvendige ting. Vi havde endda gartner og skulle ikke røre en finger i forhold til boligen. Men vores liv var ikke godt, det var for presset. Der kom et barn mere til, og vi havde for lidt plads og for lidt tid.

Derfor besluttede de, at Wicki skulle sige sit job op. Anders skulle være eneforsørger og hive pengene hjem til hele familien via sit job som socialpædagog.

– Det var ultimativt skræmmende. Det var et spring til noget helt ukendt og – i manges øjne – underligt gammeldags noget. Jeg tænkte: Kan man overhovedet det her? Jeg kendte ingen hjemmegående, og jeg var enormt bange for, hvad folk ville sige om mig, siger Wicki, der frygtede at få prædikatet doven hæftet på sig.

– Alle skal jo ud og arbejde i dag, ikke? Så er det altså en overvindelse at sige: ”Ja, jeg er så hjemmegående ...”. Jeg var bange for, at folk ville tænke om mig, at jeg var sådan en, der gik og filede negle og fedede den på min mands regning.

LÆS OGSÅ: Eksperten: Lad folk tage de livsvalg, de ønsker

En forfærdelig tid

Der har nu ikke været meget tid at file negle i for Wicki i familiens hjem i Svestrup lidt uden for Ølstykke. Efter at hendes indtægt er forsvundet, er de flyttet ud til Wickis far på et stort renoveringskrævende landsted fra 1700-tallet. Tvillingepigerne – Everlyn og Emmily – kom til for 15 måneder siden, og under interviewet skal Wicki have den ene af dem til at sove, mens den anden kravler rundt og udforsker stuen.

– Når jeg er alene, er det faktisk en stor sejr, hvis jeg når at få et helt bad, griner hun. Anders arbejder i stofindtagelsesrummet på Vesterbro og lægger ofte mere end 37 timer, men det er i orden med noget elastik, for Wicki er jo hjemme. Morfar er også en hjælpog triller lige nu Everlyn rundt i haven i barnevognen, så Wicki har tid til at fortælle: Hun kalder den første tid som hjemmegående i det gamle hus for helt forfærdelig. – Jeg havde det ad helvede til det første år herude. Der stod papkasser over det hele, her var koldt, gulvtæppet var flået op, og det lignede l…. Anders arbejdede meget, fordi han var med til at starte stofindtagelsesrummet, og alt var kaos her. Vores datter på halvandet kravlede rundt på gulvet, og jeg var bange for, at hun blev syg. Jeg kan lide, når alt ser pænt og rent ud, men nu havde vi jo ligesom valgt den her model, siger Wicki, der blev tvunget til at lægge perfektionismen på hylden. Hun og Anders havde mange, lange snakke i den tid. – Vi fik talt afsavn, fordele, prioriteter og alt det igennem. Noget, jeg er helt sikker på, er, at hvis ikke vi havde valgt, at jeg skulle gå hjemme, så var vi ikke sammen i dag.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Må slippe kontrollen

Men i stedet for skilsmisse fik Wicki altså to børn mere. Hun får tilskud fra kommunen for at passe dem i eget hjem i to år. Herefter leverer hun igen nul kroner til den fælles økonomi. Det har været en omvæltning fra at kunne bruge penge på ”alt muligt unødvendigt”, som hun siger, til at skulle tænke grundigt over, hvad de gør, og hvad de køber, og Wicki har skullet give slip – både på følelsen af, at hun ikke har fortjent at bruge af pengene, fordi hun ikke er på arbejdsmarkedet, og på trangen til at have indblik i alt.

– Jeg skal jo acceptere og stole på, at Anders har overblikket over vores fælles økonomi. Det kan godt være skræmmende. Men jeg har lært mig selv, at jeg ikke behøver at have styr på alle regninger. Det er hans hovedansvar, mens mit er børnene og hjemmet. Sådan har vi delt det op, og det har hjulpet os som familie at turde gøre det, siger Wicki, der peger på, at tillid er nøgleordet i familiekonstellationen. Hendes karriere er familien, siger hun, og hun lægger langt mere end 37 timer om ugen i tøjvask, børnepasning, rengøring og andethusligt arbejde. – Det er mig, der tager mig af det meste herhjemme. Det er også altid mig, der tager børnene om natten, og jeg kan godt klare det med at stå først op og gå sidst i seng. Jeg skal jo ikke møde på job. LÆS OGSÅ: Sofie Linde: "Pludselig synes alle mulige mennesker, at de har ret til at mene noget om én som mor"

Tanker om lighed

Anders og Wicki prioriterer benhårdt, hvad de bruger deres penge på. Genbrug og arvetøj er i højsædet, og rejser er sjældne.

– Vi har skullet vænne venner og bekendte til, at vi ikke bare lige tager med på ferier. Og skal vi med på en hyttetur eller andet, der måske koster flere tusinde kroner, så skal det planlægges, så vi kan spare sammen i god tid. I starten var det ubehageligt at sige: ”Vi har ikke råd”. Men nu ved folk det jo godt, siger Wicki. Ikke alle i omgangskredsen hyldede Wickis valg om at gå hjemme, og hun har indkasseret nogle stikpiller undervejs, fortæller hun. – ”Nå, skal I ikke snart have hende dér ud på arbejdsmarkedet”, og ”er det ikke kedeligt at gå herhjemme hele tiden” ... den slags bemærkninger. Jeg véd, der er nogle, som synes, det er underligt, men jeg fortæller gerne om det og om, hvorfor vi har gjort det. Folk har da generelt også accepteret det og kan godt se fordelen i, at vi ikke arbejder 50 timer om ugen og har børn, der bor i institutionerne. Wicki tror, at hendes egne skrupler med at springe ud som hjemmegående bunder i den stærke lighedstankegang, der er i Danmark. Man stikker ud som kvinde i dag, hvis man ikke er på arbejdsmarkedet, siger hun. – Jeg føler det lidt, som om man som kvinde er tvunget til at skulle gøre karriere, ligesom en mand er tvunget til at tage sig af helt små børn og lave mad. Men hvad nu hvis vi ikke er gode til det eller ikke har lyst? Hvis det føles forkert? Jeg er udpræget tilfreds med at være i den gammeldags kvinderolle. Hvorfor er det så ikke o.k.? LÆS OGSÅ: Politisk kommentator Amalie Lyhne: "Nu gør jeg det med at være mor ordentligt, så må det andet komme bagefter"

Familien vigtigst

Det har krævet lidt tid at glide ind i rollen og blive tilpas med ”titlen” hjemmegående, når hun præsenterer sig for andre. Det har været ikke blot en økonomisk, men også en identitetsmæssig omvæltning.

– Det letteste havde jo været bare at fortsætte i trædemøllen, men så var vi blevet skilt. Jeg har mærket i hjerte og hjerne: Hvem er jeg, og hvad vil jeg? Og for mig er det vigtigste bare at tage mig af min familie. Jeg kan lide det, jeg laver, siger hun og erkender, at hun selvfølgelig godt kan blive træt af sit ”job” ligesom alle andre. – Jeg synes, der er meget at se til. Jeg er jo på hele tiden. Jeg elsker at røre mig, arbejde i haven og sådan noget, men det er der ikke tid til. Dér kan jeg godt få det sådan lidt: Åhr, hvorfor er der ikke flere timer i døgnet? Wicki forestiller sig, at hun skal ud på arbejdsmarkedet igen på et tidspunkt, men hun har ingen detaljeret plan. – Jeg vil tro, jeg får lyst til det, når børnene er blevet større, så vi kan få noget mere luft i økonomien. Men det må vi se til den tid. Hun har lært at være tilpas med ikke at lægge planer og ikke bekymre sig om problemer, der måske aldrig opstår. Derfor har hun heller ingen idé om, hvad hun vil gøre, hvis hun bliver alene med fire børn uden at have job. – Mit svar er: Jeg ved det ikke, og det har jeg det okay med. I forhold til sådan noget som pension, så har vi sørget for, at der også bliver indbetalt noget til min. Men ud over det har jeg ingen plan, siger Wicki. – Ved du hvad, jeg har brugt så mange år af mit liv på at tænke i scenarier, men det får mig bare til at ligge søvnløs, og det bringer os ingen steder. Jeg har erkendt, at min vigtigste rolle lige nu er at være lige her og tage mig af min familie. Wicki Larsen, 35 år. Uddannet pædagog, nu hjemmegående; gift med Anders, der er socialpædagog; mor til fire, William på otte år, Astoria på fem og tvillingerne Emmily og Everlyn på 18 måneder. Bor på et landsted, som de deler med Wickis far, i Svestrup uden for Ølstykke.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

LÆS OGSÅ: Politisk kommentator Amalie Lyhne: "Nu gør jeg det med at være mor ordentligt, så må det andet komme bagefter"