Selvudvikling
17. marts 2019

Skønhedsbloggerne fra Pudderdåserne: "Vi falder ret meget uden for det pæne glansbillede"

Pudderdåserne er med frontfigurerne Katja Moikjær og Helene Randløv et friskt pust i skønhedsbranchen. Q har mødt de to sprudlende 
skønhedsbloggere til en snak om det hele, og om hvordan det er at være 
’store damer’ i en ’smal’ branche.
Af: Signe Halck
https://imgix.femina.dk/media/article/primaer_qdk_5.jpg

foto: Julie Dam

Beauty-bloggen Pudderdåserne gik som en af de første danske beauty-blogs i luften i 2010. Det skete fra en server, der stod i en fælles vens garderobeskab, og navnet Pudderdåserne blev født på en rødvinsaften under fjerlette veer og stor latter. I dag lever de to damer, Helene Randløv og Katja Moikjær, af indtægterne fra Pudderdåserne, der har udviklet sig til både at være en blog og en hudplejeserie. Bloggen giver tips og råd om makeup og hudpleje og anmelder produkter fra etablerede mærker. I 2014 kom Pudderdåsernes egen hudplejeserie til, og i dag er Pudderdåserne blevet en fuldtidsbeskæftigelse. Det skete ikke natten over.

Katja: - Det første år tjente vi til en kop kaffe. Året efter tjente vi til en frokost. Året efter igen til en middag – og derefter begyndte det stille og roligt at ligne noget, man kunne tjene penge på, så man faktisk kan leve af det.

Først i 2013 kunne begge kvinder droppe deres øvrige jobs for at blive fuldtidspudderdåser. At det ergo tager tid at etablere en blog, som reelt giver en indtægt, kan måske virke indlysende. Men ifølge Katja og Helene er det en branche, som mange har en alt for glittet og fejlagtig opfattelse af.

Helene: - Folk tror, det går vildt stærkt, og at man som blogger konstant får tilsendt alle mulige ting, og at man svømmer i gaver. Det er også rigtigt, at man modtager ting med pakkeposten. Men hvis det er reelle gaver, så skal der betales skat af dem. Og hvis det er anmeldereksemplarer, så skal de bruges til anmeldelse, og her er Katja og jeg meget ærlige. Derfor svinger det altså lidt, hvor mange anmeldereksemplarer vi lige får tilsendt - om man så må sige.

Katja: Ja, mængden af eksemplarer vi får til anmeldelse, er dalende, for vi skriver ikke det, producenterne vil høre.

Læs også: Vibeke Hartkorn: "En bestemt vægt frem for et skønt liv? Nej tak!"

Hudløst ærlige

Netop den hudløse ærlighed er med tiden blevet Katjas og Helenes vartegn både på bloggen og i branchen.

Katja: - Mange holder kritiske omtaler ude af deres blog for at blive ved med at modtage produkterne fra de forskellige producenter. I dag er det nemlig ofte sådan, at hvis du ikke skriver pænt om et produkt, så får du det ikke til anmeldelse næste gang. Der hjælper det, at jeg har en journalistisk baggrund, fordi den holder mig fast på at have en kritisk sans og en kritisk tilgang, til det jeg skriver om.

Helene: - For nylig bad en producent os f.eks. om at lave før- og efterbilleder til en anmeldelse af deres produkt på vores blog. Altså først et ’før brug af produkt-billede’ og så et ’efter brug af produkt-billede’. Det gør vi altså ikke. Der er vitterligt ikke nogen, der kan se forskel, hvis ikke vi gør det ’fake’ og billedredigerer, og det gør vi bare ikke. Folk læser Pudderdåserne, fordi de kan regne med, at hvis vi synes noget, er ad h... til, så siger vi det. Man skal opføre sig ordentligt, og man skal lade være med at behandle læserne, som om de er dumme.”

Fat shaming – en bagside af
skønhedsbranchen

Pudderdåserne er ikke kun blevet kendte for deres ærlighed, de er også blevet kendte for at være de store damer i branchen og for at være et ’ægte’ indslag i en branchekultur, der om noget er all in på ’lots of filter’ og præget af nogle meget stramme idealer for krop og udseende.

Hvordan er det at være Pudderdåserne i den her branche?

Helene: - Vi falder ret meget uden for det pæne glansbillede. Vi er meget ældre end de andre i branchen, og de andre er meget tyndere end os.

Katja: - Der er ingen tvivl om, at vi bliver behandlet anderledes end mange andre i branchen, fordi vi ikke skriver ting på bestilling. Men det er ikke kun det. Hvis vi havde været pænere på billeder, så havde vi også haft lettere ved at tjene penge på annoncering, og vi var også blevet inviteret med til lidt flere fester. Udfordringen er, at man ikke kan have os stående på den røde løber, for vi ser ikke pæne ud på billeder. Derfor er det de unge smukke bloggere og influenter, der bliver udpeget som ambassadører for de store mærker, for producenterne kan også bruge dem som modeller. Os kan de ikke bruge som modeller. Der er ting, vi ikke bliver inviteret med til, og ting, vi ikke har adgang til.

Helene: - Det er modepigerne, og dem der har det helt perfekte Instagramfeed i det rigtige sandfarvekoordinerede, udtonede tema, der bliver hentet ind som influenter og ambassadører for de kendte mærker. På den måde kan man godt snakke om, at der findes ’fat shaming’ i branchen, fordi nogle bliver udelukket fra ting på grund af udseende og vægt. Til gengæld er vores udseende en fordel i forhold til læserne, fordi de kan genkende sig selv i os som helt almindelige kvinder, der både har rynker, dobbelthage og dårlige hårdage. Men når det er sagt, så er det ikke, fordi vi er tykke og ser ud, som vi gør, at vi gør en forskel for læserne. Vi gør en forskel, fordi vi tager folk seriøst.

Katja: - Ja, og så er det også bare lidt lettere og virker måske også mere ærligt at skrive et indlæg om, at alle er smukke, som de er, og at man skal droppe idealerne og fokusere på de ting, man kan lide ved sig selv, hvis man ikke selv ligner idealet. Men vi har ingen diskussion om vægt eller fokus på det på vores blog. Det er slet ikke et issue eller noget, vi beskæftiger os med. Det handler mere om, hvad man skal gøre ved sine bumser og sine rynker.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs også