Brev til Renée: Min datter har angst, men bor hos min eksmand, der ikke vil samarbejde

Kære RenéeFor 12 år siden blev jeg skilt fra faren til min yngste pige, da vores ægteskab var fyldt med jalousi, psykisk vold m.m. I Statsforvaltningen sagde han: ”Når du ikke vil have mig, får du heller ikke mine børn”. Under psykologsamtaler blev han spurgt om, hvorfor vores konfliktniveau var så højt, hvortil han svarede, at han foragtede mig og aldrig ville samarbejde med mig. Lige siden vores fælles datter var to år gammel, har vi haft 7-7-ordning, men da hun fyldte 11, ville hun kun bo hos sin far, da hun ikke kunne klare de mange konflikter og forskel i levemåde. Hun har igennem de seneste år haft angst, og hun vil gerne af med det. Hendes far har OCD og angst, han fortæller hende også om det og om, hvordan det begrænser ham. Hos mig er der styr på alt, lektier, fritidsinteresser, at hun kommer i skole til tiden med madpakke. Hos hendes far er der ikke styr på meget, og hun kan gøre, hvad hun vil, hun kommer ikke altid i skole, ingen madpakke, aldrig til fritidsinteresser. Hun var næsten ikke i skole i 7. klasse, og de indkaldte os til et møde, men hendes far kom ikke, fordi jeg kom. Jeg ønsker at hjælpe hende med angsten, og hun vil gerne bo hos mig igen, men hun synes, det er svært at flytte. Hun er bange for mange ting, og jeg har fortalt hende, at jeg er der for hende og vil gøre alt for, at hun føler sig tryg. Jeg kan høre på de ting, hun fortæller, at hendes far udøver psykisk vold mod hende. Hvordan hjælper jeg hende?Kærlig hilsen Den ulykkelige mor LÆS OGSÅ: Min eksmands utroskab har gjort mig bitter Kære ulykkelige morJeg kan godt forstå, du underskriver dig ulykkelig mor, for din situation ER ulykkelig. Desværre har du ikke meget magt over situationen, din eksmand kan du tydeligvis slet ikke påvirke til at gøre noget anderledes, og I kan heller ikke samarbejde, det er tydeligt. Han virker som en total idiot i dine beskrivelser af ham. En mand, der er ude af stand til at se ud over sig selv og sine egne følelser. Min tanke var, at din datter har en far, der er uforsonlig, vred på dig, selvoptaget, umulig at tale med, og som på samme tid deler alle sine negative følelser for dig med hende. Han er manipulerende, og, som jeg læser det, også en mand, der er ynkelig og ikke holder sig tilbage fra at agere offer over for sine døtre. Det er yderst vanskeligt for en ung pige at navigere i det, og derfor tænker jeg, du skal træde i karakter, forstået på den måde, at når din yngste datter lider af angst og på samme tid giver udtryk for at have brug for at flytte tilbage til dig, så synes jeg, du skal støtte hende. Hun er bange for sin fars humør og vrede, og dermed kan hun ikke selv tage ansvaret for det ønske, men det kan du. Du kunne sige til hende, at du oplever en pige, der har brug for hjælp og brug for sin mor lige nu, og derfor vil du som mor gerne bestemme, at hun skal bo hos dig. Hvis hendes far bliver vred over det, er det din beslutning, ikke hendes. På den måde kan hun dække sit ønske om at vende tilbage og bo hos dig ind under, at det er dig, der insisterer på, at det skal være sådan. Hvis det på ingen måde er muligt at få hende flyttet over til dig, kan du stadig sørge for, at hun ser en psykolog, når hun er hos dig, og måske kunne det også være en mulighed for dig via kommunen at finde et tilbud til hende, hvor der er andre jævnaldrende, som tumler med de samme ting?