Brev til Nikoline Werdelin: "Vores voksne datter er hjælpeløs"

Kære Nikoline Werdelin

Vores datter blev for tre år siden alene med sine to børn, der nu er 6 og 4 år, hvor den ældste er autist. Forholdet til børnenes far gik til dels i stykker, fordi han kun har ringe forståelse for sønnens særlige behov, og han ser kun børnene hver anden weekend. Vi trådte naturligvis til og hjalp vores datter, så godt vi kunne. Hun har skiftende arbejdstider, og vi henter og bringer børnene til skole og institution flere gange om ugen, passer børn, når hun er til møder, og hjælper med det praktiske. Vores datter er enebarn, og set i bakspejlet har hun nok aldrig været særlig selvstændig. Hun er vant til, at jeg kigger forbi på min fridag og gør rent, og at hendes far agerer handyman.

Vi er begge i 60’erne og stadig på arbejdsmarkedet, og jeg kan godt mærke, at jeg ikke er 20 år længere, når jeg skal have ungerne i tøjet om morgenen. Samtidig er jeg klar over, at vores datter ikke kan undvære os. Lige nu glæder jeg mig over, at pensionen nærmer sig. Har du et godt råd? Med venlig hilsen ED LÆS OGSÅ: Familiet stresser mig

Kære ED

Dit brev kommer i en lille stime af breve med samme tema – altså voksne børn med små børn, der trækker på meget store ressourcer hos bedsteforældrene. Nu kender jeg mange småbørnsforældre, der af den ene eller anden grund slet ingen tilgængelige bedsteforældre har. Også de får hverdagen til at hænge sammen – ikke, fordi jeg ved, hvordan de gør. Men jeg synes i udgangspunktet, at man må være forberedt på at klare sin familie selv, når man sætter børn i verden. Det er en uvurderlig bonus, hvis der er raske bedsteforældre med god tid, men det kan ikke være en selvfølge i et moderne samfund. På grund af vores privilegerede samfund lever og arbejder nogle af os længe. Vi har venner og tidskrævende interesser langt op i alderdommen – for eksempel en sport, som jo også kan være med til at forhindre, at vi senere ligger voksne børn til last med livsstilssygdomme og ensomhed. Hvis man forventer, at ens forældres tredje alder skal opsluges helt af ens familie, må man tage sine forældre med på råd, før sædcellen møder ægget.

Med hensyn til rengøring og skruer i væggen synes jeg, I skal opfordre jeres datter til at betale sig fra det, medmindre I finder det hyggeligt. Hvad angår børnene, tror jeg, hun ville have stor glæde af at opdyrke et stærkere netværk. Måske har hun en veninde, der ikke selv har børn, eller venner med børn og overskud til to mere en gang imellem... der er alle mulige kreative løsninger i de moderne patchworkfamilier. Mange hilsner Nikoline

Skriv til Nikoline Werdelin

Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar. LÆS OGSÅ: Min datter er ensom og trist