Thure Lindhardt: "Som voksne bliver vi kærligheds-junkier"

MØD Thure Lindhardt, 44 år og skuespiller. AKTUEL I ”Shakespeare in Love” på Østre Gasværk. VI TALER OM Hvad kærlighed egentlig er for en størrelse. Engang kom Thure Lindhardt til at sige noget til en journalist, som han inderligt har fortrudt. Det er flere år siden, men her sidder han i sit køkken på Nørrebro og krymper sig sammen med et ”advr” ved tanken. Uden at gå i detaljer var essensen af udtalelsen vel, at han forelskede sig i mennesker, ikke i køn, men for Thure var den for privat, for meget, fornedrende.

Efter en time i Thures køkken er det tydeligt for mig, at han er et højtflyvende menneske, der simpelthen bare ikke bryder sig om at se sit følelsesliv præsenteret, som var det en supermarkedsvare i en køledisk. Han elsker filosofi, det skønne, kunsten og kærligheden til det hele. Lige præcis kærligheden taler vi om, fordi han spiller ”Shakespeare in Love” på Østre Gasværk – en forvekslingskomedie om Shakespeare, der indledningsvis lider af skriveblokering: – Og så kommer inspirationen i form af forelskelse og kærlighed – den forbudte kærlighed, som jo er den største kilde til kunst. Det, vi ikke må og ikke kan få. Hvor har du fundet dit livs største kærlighedsinspiration? – DET ved jeg sørme ikke … Jeg er bare et menneske, jeg er ikke på nogen måde ekspert i kærlighed. Så er det jo godt, Shakespeare er det … Men jeg ved i hvert fald, at vi har en tendens til at blande kærlighed, længsel, forelskelse og romantik sammen, og dér går vi tit galt i byen. Det kan jeg da se fra mig selv tidligere i mit liv: Jeg har blandet det SÅ meget sammen. Vi forveksler kærlighed med den dér intense forelskelse. Den er jo smuk. Når jeg selv har oplevet den i mit liv – så er jeg helt bims, det er fantastisk. Men den er flygtig, den varer ikke evigt. Kærligheden er nok noget mere. Hvor mange gange har du været bims? – Åh … ikke mange. I 2017 blev Thure far til en lille datter, som har to mødre. De bor ikke så langt væk, han er kommet direkte derfra her til formiddag. Thure kalder sin lejlighed med mørke vægge og lofter for hulen. Bag en sort dør, der blender fuldstændig ind i en sort væg, ligger ”Narnia” gemt – resten af lejligheden. Han bor her alene. Hvad med dig og kærlighed nu? – Jeg har masser af kærlighed i mit liv. Hele tiden. Og så smiler han sit filurkat-smil og afslører de to fortænder, der godt nok er et par, men som har så stort mellemrum imellem sig, at de alligevel lever hver deres liv i overmunden på ham. Bleskift Vi bliver hurtigt enige om én ting: at afskrive valentinsdag som eksponent for kærlighed. – Sådan noget pjat gider jeg ikke. Rææædselsfuldt amerikansk fnidder. Jeg ved godt, det er en katolsk tradition, men den er først kommet til Danmark igennem amerikaniseringen. DET giver vi ikke noget for. Jeg har heller aldrig fejret mors dag. Jeg kan godt lide min mor, men det gider jeg ikke – hun gider heller ikke selv. Thure er født og opvokset sammen med to brødre i Roskilde. Faren Mogens Lindhardt er rektor for Pastoralseminariet i København – og nej, det var ikke et religiøst hjem – moren, Anne Lindhardt, er psykiater. Hvilken fortælling om kærlighed har du selv med hjemmefra? – Jeg er i den grad opvokset med kærlighed. Det kan jeg også se på det sammenhold, vi har i dag. Hvordan viste I hinanden kærlighed? – Hmmm … det var ikke min fornemmelse, at det var noget, man behøvede at vise hinanden. Jeg vidste f.eks. i en meget ung alder, at jeg ville være skuespiller, men det var aldrig noget, der blev pacet frem, jeg havde helt klart fornemmelsen, at hvis det var noget, jeg ville, skulle jeg selv finde ud af det, og det synes jeg faktisk er meget kærlighedsfuldt. I stedet for ”du SKAL” eller ”du MÅ ikke”. De forældre, der pacer, prøver jo at gøre alt for, at deres børn skal lykkes – det virker så ikke altid. Mine forældre pacede ikke, for mig var det kærlighedsfuldt, og det vil jeg forsøge at give videre til mit eget barn. Hun er meget lille, så vi er slet ikke dér endnu. Lige nu handler det mere om bleskift. Hvad er det for en kærlighed, du har fået nu til dit barn? – Det er bare ren kærlighed til mit barn. Eller bare og bare … men det ER jo en kærlighed til mit barn. LÆS OGSÅ: Annette Heick: ”Man siger, at hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, men det synes jeg er noget sludder” Modreaktion Thure funderer over, hvad kærlighed egentlig er for en størrelse. Så siger han: – Kærlighed er ikke nødvendigvis noget, der ER, men noget, vi kan kæmpe for. Det er en aktiv handling at elske. Det er ikke noget, vi bare kan tage for givet. For vi indeholder netop også de her ønsker, begær og grådighed, som så nemt kommer til at overtage. Vi har Danmarksrekord i enlighed, måske handler det med kærlighed for meget om at få? – Ja … men måske er det også bare sådan, det er nu, det går op og ned i kurver. Altså … at der sker en modreaktion til det fastlåste parforhold, som ikke nødvendigvis er kærlighed. Det kan det være, men idéen om kærlighed er jo ikke nødvendigvis kærlighed. Så det kan være en større modreaktion: at vi også skal lære at være alene, at vi skal lære, at kærligheden også eksisterer, når vi ikke … lever i et forhold. Jeg ved det ikke, jeg prøver bare at stille spørgsmålet, fordi vi har en tendens til at fokusere på det negative i hele singlekulturen. Men måske er der en mening med den. Måske kommer den nu i vores evolution, fordi vi er klar til at se på det. De gamle grækere sagde: ”Du skal kende dig selv”. Det stod på oraklet i Delfi, og det handler om at forstå, at kærligheden er indeni, før du i virkeligheden kan gå ud og elske andre. For når vi går ind i et forhold, sker der tit det, at kærligheden bliver overtaget af vilje og barnlighed: ”Du skal gøre det og det for mig, og jeg vil ha’, og du skal være sådan og sådan”. Det er jo ikke særlig kærligt. Drømmerejsen Thure har ikke været kærester med nogen af de to kvinder, der er mødre til hans datter. Så I fandt ud af at blive forældre i fællesskab? – Sådan ville jeg ikke sige det. Det er min familie. Det er ikke sådan, at man sætter sig ned og kigger på et menneske og siger: ”Det ville være fint, hvis vi lavede en familie”. Det sker jo, det er ikke så … arrangeret. Det er opstået, og det er rigtigt, og det er meget kærlighedsfuldt og meget smukt. Der er SÅ meget kærlighed i det. Det skal der være, når man laver et aktivt valg om at lave et barn – så er der nødt til at være kærlighed til stede. Det er faktisk også et aktivt valg om at gi’ kærlighed. Det er sjovt … jeg underviser en del skuespilelever, og de vil jo gerne være med i film, blive berømte, få en Oscar … så laver vi en form for drømmerejse, hvor de bare får lov til at få alt. Kan du huske dengang, man som barn kunne vinde at komme ind i en BR og få fem minutter, hvor man måtte vælge ALT på hylderne? Jeg vandt aldrig de konkurrencer, og jeg kender heller ikke nogen, der vandt, måske eksisterede de ikke i virkeligheden ..

Måske var det snyd … – Ja, men det finder vi ikke ud af nu, for BR er lukket! Men den drømmerejse laver jeg med eleverne: ”Nu må du ALT, du må få to koner og fire mænd, og du må bo i Hollywood, og du må få fire Oscars, og du må spille med Meryl Streep”. Hoooarh – folk bliver helt glade over at slippe for den sædvanlige ”det kan jeg nok ikke, og det må jeg nok ikke”. Til sidst siger jeg: ”Nu er du blevet verdens største filmstjerne og har fået din Oscar, hvad vil du så?”. Så bliver der stille et øjeblik, og så svarer 90 procent af dem: ”Så vil jeg begynde at gi’. Til min familie, venner, fattige børn, regnskoven, jeg vil gi’”. Og det er SÅ interessant. Når man ser på mange af de her store mæcener, ekstremt rige mennesker, Mærsk f.eks., som får alt, hvad gør de så? Selvfølgelig er der nogle, der holder på hele kagen, men der er altså også nogle, der får et udtrykt behov for at give videre. Om det så er at bygge en opera eller lave en fond, eller hvad ved jeg. Det er, som om det ligger indbygget i os mennesker. Også i mennesker, man måske ikke umiddelbart forestiller sig det om: – I mit arbejde som skuespiller undersøger jeg f.eks. også forbrydere, og jeg har opdaget, at for dem handler det tit slet ikke om at gå ud og gøre ondt, men faktisk om at gøre det gode. Det bliver så forvrænget: Man stjæler for at gøre det godt for nogle mennesker, man holder af. Men set i forhold til kærlighed er det jo ret fint. Jeg tror, kærligheden er meget større, end vi egentlig går og tror. Vi lader den kun handle om parforhold, eller ”jeg skal også have en kæreste” … Og sex? – SEX! Som jo bare er SEX, haha. Det kan da sagtens have et element af kærlighed i sig, men ikke nødvendigvis. Ligesom parforhold ikke nødvendigvis har kærlighed i sig. Forgængeligt Kærlighedens smerte – kender Thure også: – Ja … jeg mærker den helt fysisk i hjertet. Måske ikke i selve hjertepumpen, der ligger ude til venstre, men mere sådan midt i brystet, som også er dér, hvor hjertets chakra sidder, ifølge indisk filosofi. Jeg mærker den fysisk, stille, usagt, ordløs og uendeligt tung og meget langsom. Selvfølgelig har jeg oplevet det, det er et menneskeligt vilkår, det kan ikke undgås. Man tror jo ikke, man overlever … – Nej. Det er netop følelsen: Det her overlever jeg ikke. Men det gør man som regel. Det er ligesom, når man er dybt forelsket og tror, det aldrig holder op. Men det gør det. Og det er fint nok. Alt er forgængeligt. Hvad så med ”for resten af livet”, og ”til døden os skiller”? – Jamen for mig er det ikke kærlighed, vi taler om her. Det er romantik. Hver gang vi prøver at skabe et billede af det sublime: ”Jeg elsker dig, til døden os skiller” – vorherre bevares, sikke noget vrøvl. Det kan du først sige, når døden faktisk skiller jer ad. SÅ kan du sige til det menneske, du har været sammen med i 50 år, hvis du har sådan et: ”Jeg elsker dig, og jeg har elsket dig i hele mit liv”. Og dét er smukt. Men at sige det på forhånd? Altså det … er et luftkastel. Det er fuldstændig ligesom drømmen om prinsen eller prinsessen på den hvide hest i eventyrene: ”... og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Det ved vi ikke noget som helst om. Det er meget ukærligt at sætte den slags rent menneskeskabte dogmer for noget, som aldrig har været meningen. Ægteskabet er en konstruktion. Romantik er en konstruktion. Det er en længselsfuld mental konstruktion. Kærligheden er ingen konstruktion. Kærligheden er en tilstand, en væren … Et NU? – Ja, det er bestemt et nu. Alt det andet … er en konstruktion. Vi leder efter den konstruerede kærlighed, men ser ikke den kærlighed, der er omkring os? – Ja, sådan er det. For voksne. For jeg ser det på mit barn nu. Ser, hvordan hun oplever verden. Altså … hun oplever verden som ren kærlighed. Til atomerne, metallerne, materialerne, dyrene, menneskene … LÆS OGSÅ: Xenia Lach-Nielsen om sit forhold: ”Vi har et fuldstændig omvendt kønsrollemønster” Sin fars ører? – Ja, sin fars ører! Jamen det er jo rigtigt! Men sagen er, at vi som voksne bliver kærlighedsjunkier, vi leder efter kærlighed, som var det et fix, noget, der skal gøre os høje, løfte os op. Et instant fix. Kan du huske forelskelse som barn? – Jaja, jeg syntes hele tiden, jeg blev forelsket både i jævnaldrende og i voksne. Jeg kan tydeligt huske fascinationen og den dybe optagethed af et andet menneske. Det er meget rent. Også fordi der netop ikke er indblandet den seksualitet, der først kommer senere. Seksualitet er jo en skabende kraft, men også en kraft, der meget nemt overtager. Kan du ikke huske det som teenager? Seksualiteten har også en destruktiv kraft i sig. Seksualdriften er selve overlevelsesinstinktet, derfor kan den nemt overtage empatien og kærlighed- en og den barnlige, ægte forelskelse i et andet menneske. Som jo ikke er noget seksuelt, men noget virkelig kærlighedsfuldt, smukt længselsfuldt og dybt optaget. Det seksuelle kan faktisk komme til at lægge et SLØR ned over en ægte optagethed af, hvad det er for et menneske, man sidder over for. Fordi man så begynder at blande alle mulige modstridende ting ind i det. Hvad er det her for noget? Kan vi have en dyb optagethed af hinanden, uden at vi også skal knalde? Kan mænd og kvinder være venner på tværs? Kan to homoseksuelle mænd være venner på tværs, uden at der vil være seksuelle spændinger imellem dem? Det er jo i virkeligheden, hvad det handler om. – At elske som voksen er ikke bare at elske, det er også romantik, det er seksualitet, det er forventninger, begær, længsel, samfundsmæssige strukturer, som hedder, at der er et ægteskab, og at du skal finde din partner. Bare det, at vi opfinder et ord, der hedder single. Huaarh, det er et rædselsfuldt ord. Jeg er single! Nej, du er ikke. Du er et menneske. Og jeg tror altså ikke nødvendigvis, man kun skal se singlekulturen som noget skidt, jeg tror, der ligger en stor mulighed for at lære. Altså ægteskabet … med sig selv … tror jeg ikke, man nødvendigvis skal være bange for, man skal bare lære at forstå det som en kvalitet. Det er okay at gifte sig med sig selv? – Måske ikke ligefrem rigtigt gifte sig med sig selv. Men have ægteskabet med sig selv eller sit højere jeg, hvis man tror på den slags. Journalisten Barbara Gram giftede sig engang med sig selv – brudekjole og det hele – hun syntes, hun havde ventet for længe på den rigtige … – Ja okay, det virker lidt demonstrativt. Jeg mener det mere bare som en indre fornemmelse: at finde ro i, at kærligheden er der, uanset om du er sammen med et andet menneske eller er alene. Det er jo i virkeligheden, når vi er alene, vi har kæmpe udfordringer, når det gælder kærligheden. Det har vi selvfølgelig også, når vi er sammen. Det andet er bare virkelig udfordrende. Vi har en eksplosion i ensomhed. – Ja. Det ved jeg godt. Ensomheden fylder rigtig meget hos rigtig mange mennesker … Føler du dig aldrig ensom? – Selvfølgelig føler jeg mig ensom. Hvad fanden ville jeg ellers være for et menneske? Men jeg kan føle mig lige så ensom blandt mange mennesker, som hvis jeg er alene. Jeg kan også føle mig alene i tosomhed. Ensomhed handler jo om følelsen af ikke at kunne kommunikere, blive set, kunne give eller blive givet. Bevidst Så må vi en tur ned på Jorden igen. Thure er far til et lille menneske, der skal vokse op i en verden, der ikke er voldsomt præget af kærlighed. Når man elsker et andet lille menneske, er det jo forbundet med stærke følelser at skulle sende hende ud i livet? – Ja, nu ser jeg, at insekternes antal er mere end halveret. Isbjerge smelter. Vi fortsætter lidt vores vante gang. Vi har fløjet mere i 2018 end nogensinde før. Det virker ikke, som om der er noget, der stopper i os. Det kan bekymre mig rigtig meget for hende. Virkelig bekymre mig. Så det prøver jeg selvfølgelig at blive bevidst om. Jeg har selv fløjet – i 10 år lavede jeg ikke andet end at arbejde som skuespiller rundtomkring i hele verden, så jeg har selv været med til det. Men jeg prøver at være bevidst: Hvis jeg SKAL noget, flyver jeg, men jeg er holdt op med lige at synes, at jeg skal til Thailand i tre uger, for det har jeg fortjent, og det er også lidt koldt i januar. Det er slut, det er bare slut. Det er no-go. – Når jeg ser på Instagram, hvordan folk helt happy poster fra Maldiverne, bliver jeg lidt sådan: Lad være, vi burde skamme os i stedet for. Samtidig kan jeg ikke tillade mig det, for jeg forstår det jo, jeg har selv gjort det. Og hvis det ikke kan være anderledes, så må det også være, som det er. Så er det måske sådan, det skal være. Måske er det her ikke ordene til en artikel til femina, men hvis det er sådan, at vi ikke kan finde ud af at passe på den jord, vi bor på, skal vi måske bare slet ikke være her. Hvorfor skulle det ikke være ordene til femina? – Det er bare dystopisk. Men jeg mener det faktisk: Hvis vi ikke kan finde ud af at passe på det sted, der er blevet os givet, jamen så er det måske bare ikke meningen, vi skal være her. Jorden skal nok klare sig, den starter bare forfra. Vi går og taler om, at vi skal redde planeten, det er noget værre vrøvl, jeg har aldrig hørt noget dummere, vi skal ikke redde noget som helst, vi skal redde os selv, og det er noget helt andet. DEN klarer sig, om der så går 300.000 eller en million år. Det er lige meget, så kommer der noget nyt, det har der været før. Masser af istid og dinosaurer og alt muligt. Det kan der komme igen. Det er OS, der er problemet, ikke planeten. Men det er sådan noget, der kan bekymre mig for hende. Og for os alle sammen egentlig. Her hiver Thure en optimistisk og kærlighedslovende kanin op af hatten: – Til GENGÆLD er en af mine yndlingshistorier fra den græske mytologi: Pandoras krukke. Hedder det ikke æske? – Nej, det er nemlig ikke en æske. Det er fejloversat. Det er faktisk en leret krukke, der har kvindelige former, du ved, sådan en græsk krukke, der ligner en kvinde med en god talje. Og ordentlig numse? – Ordentlig numse! Nå, men Pandora er den allerførste kvinde – hun svarer til Eva. Historien er, at Prometheus, hendes bror, skaber mennesket af ler og blæser ånde ind i næseborene på det – fuldstændig som i Biblen. Men han synes, der mangler noget, så han går op på Olympen og stjæler gudernes ild, så mennesket indeholder guddommelig ild. Det bliver guden Zeus rimeligt hidsig over. Så han synes, at mennesket skal have en straf. LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas: ”I et parforhold bliver du hele tiden konfronteret med dig selv” Prometheus får skåret leveren ud. Pandora skal også straffes, så hun får en lukket og forseglet krukke, som indeholder alle verdens plager, men også positive ting – og forbydes at åbne krukken. – Men så giver han hende en gave til: Nysgerrighed. Den er farlig … – Den er farlig! For hvad gør Pandora? Hun skal bare lige kigge, og så flyver alle verdens plager ud. Hun når lige at lukke krukken, så der er én ting, der bliver tilbage: Håbet. Er det ikke smukt? Freud, den gamle gris, var ikke langsom til at lægge to og to sammen. Han sagde: Denne her smukke krukke – det kvindelige skød – føder al verdens ondskab, men inde i kvinden bliver HÅBET. Håbet slipper så ud af krukken senere, og det vil sige, at ved hver fødsel er der et håb. Det synes jeg er så smukt. Vi skal ikke være her for altid, men i den næste generation, i hvert nyt menneske, der kommer til planeten, ligger der et håb om at gøre tingene bedre. Det er meget smukt. At håbet som det eneste altid er til stede. Og nu har du skabt et lille håb? – Jeg har været med til at skabe et lille håb, ja ... så der ER håb.