Annas brevkasse
11. april 2019

Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg er kommet i klemme mellem venner"

Denne læser er kommet gevaldigt i klemme mellem et vennepar, der skal skilles. Den ene part vil ikke ses, hvis hun har kontakt til den anden. Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.
Af: tekst og illustration af Nikoline Werdelin
Brev til Nikoline Werdelin

Kære Nikoline Werdelin

Jeg er kommet i en gevaldig klemme mellem et vennepar. Forhistorien er, at jeg mødte min mandlige ven, A, for 30 år siden via et studiejob. Vi faldt i hak med det samme og har grinet og grædt sammen siden. For 10 år siden mødte han sin mand, B, som jeg holder meget af. Det er gengældt, og B har også brugt mig som sin fortrolige.
Nu vil A gå fra B – de er gift – og skilsmissen tegner til at blive grim. A har altid tjent mere og vil gå ud af ægteskabet med mere end B. Det er dog ikke det væsentligste. Der har vist sig at være sider af A, jeg ikke kendte, og B er meget ulykkelig over hans ”grusomhed”, som er den facon, han har valgt at afslutte ægteskabet på. B ringer til mig og græder, og han er sygemeldt. Min sympati er hos B, der får sværest ved at klare sig, og det er B, der har mest brug for mig. Men A har meddelt, at han ikke vil se mig, hvis jeg fortsætter med at se B. Under normale omstændigheder er jeg altid gået ind for, at man må vælge side – man kan ikke få alt, og det er ikke sjovt at havne i en loyalitetskrise. Men lige i dette tilfælde kan jeg ikke se, hvorfor A har noget imod, at jeg støtter en sørgende og nedtrykt B, der trænger til alle de venner, han kan få. Under alle omstændigheder går A fra det ægteskab som vinder. Jeg kan ikke kontakte A, før jeg har valgt. Og vælger jeg B, mister jeg A. Jeg kan ikke overskue at miste min gamle ven, men jeg kan heller ikke få mig selv til at svigte B. Hjælp. Kærlig hilsen Anne-Marie LÆS OGSÅ: Kan jeg tillade mig at sige, at hendes kæreste ikke er velkommen?

Kære Anne-Marie

Principielt synes jeg, man skal beholde sin ”grundven”, den første, den oprindelige. Så ham synes jeg, du skal tage en holmgang med. Find ud af, om I er vokset fra hinanden. Hvordan forklarer han selv sine ”brutale sider”? Kan han sætte ord på, hvad der sker med ham, når han er presset i nære relationer? Tal med ham om det og få hans version. Hvad vil han med jeres venskab i denne svære fase? Se, om der overhovedet er perspektiv i det.
At han kategorisk nægter at se dig, hvis du også plejer omgang med B, er forståeligt, synes jeg, og tyder bare på, at han har mere i klemme i skilsmissen, end han måske vil være ved. Hvis I ikke kan genfinde fortroligheden, kan du jo fortsætte venskabet med B. Ellers må han finde sine egne gamle venner frem. Denne tvungne afstand mellem venner holder i øvrigt ikke altid særlig længe – rigtig mange mennesker falder ned og accepterer, at deres ekser ser deres venner, som tiden går – ja, ofte bliver de også selv venner med dem, de har elsket engang. LÆS OGSÅ: Jeg føler mig svigtet af min veninde

Skriv til Nikoline Werdelin

Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også