Sådan klædte vi os i 70'erne
Stil

Var du ung i 70'erne? Disse 9 modetrends husker du helt sikkert

5. april 2019
af Katja Ottosson
foto: All Over Press
Kan du huske, hvad du havde i klædeskabet dengang i 70'erne? Måske hørte du til flipperne, diskerne, hipperne - eller rockerne? Læs med her og genopdag nogle af 1970'ernes modetendenser.

Var du ung i 70'erne, husker du helt sikkert flere af disse populære beklædningsgenstande - og måske var du selv med på moden. Læs med her og få et nostalgisk tilbageblik på ungdommens mode i 1970'erne.

Afghanerpelsen

Østligt og folkloreinspireret tøj var i høj kurs blandt de antiautoritære unge i 1970'erne. Mange tog afstand til de vestlige, kapitalistiske samfund og forsøgte i stedet at vise sin sympati for ikke-vestlige lande ved f.eks. at gå i tøj som den brune afghanerpels. Den måtte gerne have påsyet et broderi på skindet.

De kraftige gabardinebukser med de karakteristiske skrå striber i stoffet, som kunne være af bomuld eller uld, var populære i 1970'erne. Bukserne skulle helst være med ekstra høj talje, og de måtte selvfølgelig også gerne være med god vidde i læggene, som var trenden med de fleste bukser.

Islænderen

Den mønstrede sweater i islandsk uld, gerne hjemmestrikket, var populær i perioden, både hos børn og unge. Ulden var ekstra tyk og grov, og sweateren gik godt til rockerstilen, hvor man f.eks. kunne trække en sort læderjakke uden på og supplere med cowboybukser.

Fløjlsbukserne

Fløjlsstoffet kommer vi ikke uden om, når vi taler 70'er-mode. Bukser af fløjl tog sig ekstra godt ud i brunt, eller måske karrygult, hvis man var lidt mere vovet. Også fløjlsbukserne måtte der gerne være godt med ekstra svaj i.

Hønsestrikken

Vi skal selvfølgelig også nævne hønsestrikken, som tog sig ud i adskillige former og varianter i 1970'erne. Det hjemmegjorte tøj var i det hele taget populært, og hønsestrikken, der brugte alt, hvad man kunne skrabe sammen af garn i forskellige farver, og som udgjordes af mere eller mindre selvskabte mønstre, er et godt eksempel.

Hotpanten

De ultrakorte shorts gjorde sig godt i 1970'erne, hvor de var ypperste mode. Sammen med et par knæhøje støvler, en tætsiddende rullekravebluse og en lang, flagrende cardigan i nogle af tidens smarte farver var sættet fuldendt.

Den strikkede poncho fra Peru, gerne i brune nuancer, med strikkede mønstre og påsat kvaster, var populær hos de unge i 1970'erne. Med et bindebånd i åbningen kunne den tykke, strikkede poncho sågar bruges som nederdel.

Plateauskoene

Godt med højde skulle der gerne være på skoene, især hvis du tilhørte diskerne, hvor der gerne måtte være ekstra spragl på farverne og godt med vidde i trompetbukserne, der gjorde sig godt til skoene. Kombineret med en slimlineskjorte med ekstra store flipper var diskerlooket komplet.

LÆS OGSÅ: Rødstrømper og blåstrømper

Skindvesten

...Og alle andre typer veste i øvrigt også. Var den af ruskind skulle der helst gerne være lange frynser på og måske også et broderet mønster.

Måske husker du også...

...partisantørklædet, kassebukserne, stjernebukserne, parkacoaten, batikblusen eller maxinederdelen?

Kilde: Nationalmuseet og Tidens Samling

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_1.jpg

Læs også