Chefredaktøren: Lidt, men godt, og alt med måde
En grøn bølge ruller ind over os. Unge mennesker verden over protesterer for klimaet, madvarerbutikker har mere end nogensinde fokus på at forebygge madspild, og vi er nok alle begyndt at tænke os om en ekstra gang, inden vi køber en flyrejse eller sætter en (plastic-)flaske for munden. Jordkloden er det kæreste, vi har, og vi har været alt for dårlige til at passe på den i vores begejstring over vores egne moderne, praktiske og lønsomme opfindelser. Pesticider, så vi kan få flere afgrøder. Fly, så vi kan komme hurtigere frem.
Plastic, så vi kan transportere vores ting og vores mad nemmere. For ikke at tale om alt det tøj i vores skabe, som vi i virkeligheden ikke har brug for. Selv synes jeg ikke, jeg er en af de værste, meeeeen ... det skulle vise sig at være en fed selvbedragerisk løgn, fandt jeg ud af, da jeg gik ind og tjekkede mit eget CO2-aftryk på
rensti.dk (link fjernet)
. Svaret lød nemlig: ”Hver måned udleder du ca. 1.225 kilo CO2 gennem dit personlige forbrug. En gennemsnitsdansker udleder 917 kilo om måneden. Hvis alle udledte lige så meget som dit personlige forbrug, skulle vi bruge 4,20 kloder.” Tag den, fru Camilla Kjems! De store syndere i mit liv er mit tøjforbrug og mine flyture, hvor jeg bare det seneste år har været i udlandet hele fem gange (to af gangene i embeds medfør, men det er kloden jo ligeglad med).
Av. Skyld, skam og dårlig samvittighed. Men det kommer man ikke langt med – så hvad søren skal vi gøre, os, der elsker mode, oplevelser, en god bøf og alle hverdagens øvrige små luksusoplevelser? Total askese og afholdenhed tror jeg ikke er vejen frem. Måske vi i stedet skal skifte 00’ernes slogan ”more is more” ud med gode, gamle ordsprog som ”lidt, men godt” og ”alt med måde”. Og så måske blive lidt bedre til at nyde det, vi har lige ved hånden: den smukke danske natur, masser af lækre ting og tøj, der sagtens kan tåle en omgang til (eventuelt ved at bytte med hinanden?), og ikke mindst hinandens nærvær. Og det behøver man ikke altid at rejse til den anden side af kloden for at få.
Camilla Kjems
Chefredaktør
camilla.kjems@femina.dkFÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER