Brev til Nikoline Werdelin: "Skal jeg bryde kontakten med min veninde?"

Kære Nikoline Werdelin

Jeg har en veninde, eller havde… Vi har kendt hinanden, siden vi var i 20’erne. Nu har vi lige rundet de 70. Hun har altid været "lidt for meget". På den måde, at det, hun gør, altid er det rigtige set med hendes øjne. Hun er impulsiv og taler, før hun tænker – og så har hun ikke noget filter, når hun udtaler sig. Det ryger bare ud af munden, så jeg krummer tæer i skoene. Som for eksempel når min bror, som er uddannet smed, udtaler sig om hendes keramiske vandhane. Så bliver han sat meget bestemt på plads af hende og får at vide, at det bestemt ikke er en keramisk vandhane. Det overtrådte i hvert fald hans stolthed og faglighed.

Jeg har meget store bekymringer, når hun skal inviteres sammen med andre af vores venner, for jeg ved aldrig, hvem hun kommer til at såre med sine udtalelser... På den anden side er hun også meget betænksom. Hun husker, hvad vi godt kan lide, og troppede op på sygehuset, da jeg var indlagt. Hvor jeg var hundeangst for, hvad hun kunne finde på at hviske højlydt om patienten i nabosengen, så jeg fik røde ører. Men det, der skete for nogle uger siden, fik mig til at stoppe kontakten: Vi havde inviteret hende alene til fødselsdagsfrokost og gjort os umage med at servere en frokost uden for megen gluten. Hun har ikke glutenallergi (det er påvist), men får lidt mavekneb af for megen gluten. Der var tilbehør med gluten i, men det kunne hun sagtens have udeladt. Hun valgte dog selv at spise noget af det. Hun roste frokosten og var velfornøjet. LÆS OGSÅ: Min veninde drikker for meget Da jeg ringede til hende tre dage efter, sagde hun lidt inde i samtalen, at der var noget, hun blev nødt til at sige, og så fik jeg en verbal skideballe over den frokost, min mand og jeg havde serveret: ”Det var jo gluten på gluten på gluten”, og hun belærte mig om, hvordan man sagtens kan servere en frokost uden… Jeg var fuldstændig i chok og afbrød med gråd i stemmen, da jeg ikke kunne snakke mere. Jeg sendte efterfølgende en sms til hende, hvor jeg skrev, at det kunne hun simpelthen ikke være bekendt, og hvor jeg påpegede alle de retter uden gluten, hun kunne have spist. Siden har jeg ikke taget kontakt, og vi ikke hørt fra hende. Det er ikke alene os, hun har såret, for hun har jo også konstant konflikter med sin eneste datter og svigersøn og andre i hendes omgangskreds. Jeg har ondt af hende, men min mand og jeg synes ikke, at vi kan stå model til mere. Skal vi bøje af endnu en gang? Jeg mangler hende som sådan ikke og tænker, at hun har mistet mere end os, og har ondt af hende. Men jeg bruger for mange tanker på det. Hvad mener du? Mange hilsner fra Den forhenværende veninde

Kære Den forhenværende veninde

Det lyder for mig, som om det venskab, du beskriver, har godt af en orlov. Det er svært at bedømme, om der er brug for en pause, eller om det har haft sin tid… Jeg synes bare, du skal give slip. Når du kommer i tanke om din veninde, skal du have nogle andre tanker parat, som du erstatter vreden/skuffelsen/bekymringen med… Hav noget parat, som du ynder at gruble over, for eksempel hvordan du anlægger et lyslilla staudebed i haven (hvis du har én), eller hvordan man kommer til Sicilien med bus og tog og båd… Hvis din veninde en dag lader høre fra sig og er begyndt at arbejde med sine “sociale kompetencer”, kan du tage stilling igen. Hvis hun ikke erkender, at hun sommetider optræder som en elefant i en glasbutik, når hun er sammen med andre mennesker, er der en risiko for, at det bliver værre med alderen, og så er I på denne måde forskånet for det værste. Det er dejligt med skæve venner og folk, som er helt deres egne. Ligesom jeg er taknemmelig for mine rummelige venner, er jeg også glad for at være én. Men hvis man bliver angrebet ud af det blå og ikke får en efterfølgende undskyldning, så orker man jo ikke. Mange hilsner Nikoline LÆS OGSÅ: Jeg er kommet i klemme mellem venner Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.