Sommerhusinspiration
26. juni 2019

Sommerhus: Inspiration til indretning i ægte 60'er stil

Sommerhuset i Tisvildeleje fungerer som topmoderne feriebolig og emmer af cool 60’er-arkitektur. Mille og Victor, der ejer huset, faldt pladask for det – og vi forstår godt hvorfor. Her får du deres bedste tips til sommerhusindretning.
Af: Nina Klinker Stephensen, Redaktionen
Sommerhus: Inspiration til sommerhusindretning

Styling: Sidsel Zachariassen. Foto: Frederikke Heiberg

Mille og Victor havde kun set det gamle sommerhus på billeder, da de købte det – og faldt pladask for det, da de endelig så det i virkeligheden.

De satte det i stand, og nu har de en topmoderne feriebolig, som emmer af cool 60’er-arkitektur.

Sommerhuset i Tisvilde

HVEM: Mille Lohmann, Victor Lieberath og deres to døtre, Uma på seks år og Luca på 12. ¨

HVAD: Nyrenoveret villa/sommerhus på 70 m2 opført af arkitekt Erik Eriksen i 1962.

HVOR: Tisvilde i Nordsjælland.

Her får du parrets bedste tips til indretning af et sommerhus fra 60’erne.

Det vigtigste for et sommerhus er selvfølgelig, at det giver dig og din familie den helt rigtige følelse.

Sommerhuset skal indbyde til afslapning og et pusterum fra hverdagens stress og jag - og her spiller boligindretningen en stor rolle.

Hvad end du er til klassisk sommerhusindretning, mix’n’match af nyt og gammelt eller en mere moderne sommerhusstil, er der inspiration af hente i parrets feriebolig.

Sommerhus: 12 tips til indretning af din feriebolig

Sommerhuskøkken i åben forbindelse med stue

Sommerhus med køkken i åben forbindelse med stue.

Køkkenet ligger i forbindelse med stuen adskilt ved pejsen, som familien kan nyde fra stuesiden. Bag halvvæggen gemmer et lille vindfang sig. Gulvtæppet er fra Marrakech. Lænestolen er Wegners CH25 fra Carl Hansen & Søn.

60’er hus med skøn træterrasse

Sommerhus med skøn træterrasse omkring hele huset.

Gør som Mille og Victor og giv 60’er-huset en opdatering med en træterrasse, der løber næsten hele vejen rundt om huset. Alle vinduesrammer er de originale i teaktræ. Stole og bænk er fra FDB Møbler, og lampen er købt i Ikea.

Tro mod det originale hus

Sommerhus med overdækket terrasse.

Rækværket og overdækningen på terrassen er genskabt, præcis som det var i 1962, for Mille og hendes mand indså under renoveringen, hvor gennemtænkt arkitekturen var.

Skab sommerhusstemning med naturfarver

Sommerhus i rolige naturfarver.

Grå, sort, brun og naturtræ skaber en varm stemning og går igen i hele huset – det får indretningen til at virke rolig. Bordet stammer fra et reklamebureau, 7’er-stolene er fra Fritz Hansen og lampen fra Ferm Living.

Tag naturen med indenfor

Tag naturen med ind i sommerhuset.

Buketter behøver ikke altid at være bundet af blomster. Træk i stedet naturen indenfor med grene og store blade, som du sætter i vaser.

Vær tro mod sommerhuset med nyt og gammelt

Bland nyt og gammelt i indretningen af dit sommerhus.

Du kan sagtens sætte et nyt køkken ind i et gammelt hus og samtidig være tro mod husets alder. Mille og Victors nye køkken er mørkegråt og passer til husets sorte detaljer. Det består af elementer fra Ikea og Svane Køkkenet.

Sommerhusindretning: 3 tips til en opdateret 60’er-stil

Lad kølige nordiske farver som sort, hvid og grå gå igen i indretningen i alle rum.

Bevar de originale gulve, trævægge og detaljer i 60’er-sommerhuset – den enkle, næsten minimalistiske arkitektur fra 1960’erne harmonerer fint med et moderne udtryk.

Tilføj tilbehør i naturfarver for at give rummene varme, f.eks. møbler i varme træsorter, fletkurve og vaser med buketter af grønt.

Ferielæsning og sommerhus går hånd i hånd

Læsestakken i sommerhuset kan bruges som natbord.

Læg en stabel fristende bøger til ferien på et lille bord, og placér en lampe ovenpå, det ser dekorativt ud. Lampen i grønt glas er fra Iittala.

Gennemgang med smukt lysindfald

Sommerhus med store vinduer og lys gennemgang.

Der er kig fra det mørkegrå køkken hele vejen ned til soveværelset.

Sommerhus med tidstypisk indretning

Skab sommerhusstemning med tidstypiske og klassiske møbler.

Understreg dit hjems alder med enkelte møbler fra den periode, boligen blev bygget – her en tidstypisk daybed. Mille og Victor var heldige, for denne med stempler fra et møbelsnedkeri stod allerede i huset, da de flyttede ind. Hørpuder fra Studio Feder og lampe fra Søstrene Grene.

Bevar det autentiske

Bevar det autentiske i dit sommerhus - som her, hvor murstensvæggen er blevet genopfrisket med hvid maling.

Giv en murstensvæg en opfriskning med hvid maling, så bevarer den det autentiske 60’er-look og lysner samtidig rummet. Lampen i flet er fra et loppemarked. Tæppet er fra Marrakech og plakaten fra Hay.

Gammelt og topmoderne sommerhus

Sommerhus med mamorgulv i typisk 60'er stil.

I soveværelset ligger et topmoderne marmorgulv – som blev lagt, da huset blev bygget i 1962. Og praktiske skydedøre går igen i hele huset og udnytter pladsen. Sengetæppet er fra Hay og puderne fra Studio Feder.

Naturpaneler skaber varmen i sommerhuset

Naturpaneler på væggene i sommerhuset skaber hygge og varme.

De naturfarvede træpaneler giver varme til rummene og skaber desuden en god akustik.

Læs også