Mette er heks: ”Det har været en lang proces at springe ud”
foto: Panthermedia og privat
Hekse er nok noget, de fleste af os kun forbinder med de historiske hekseafbrændinger i middelalderen – eller måske dukken, vi hvert år sender til Bloksbjerg, når vi tænder Sankt Hans-bålet. I hvert fald er det de færreste, der vil tænke på en sød og venlig cand.mag. fra Svendborg. Men sådan kan hekse anno 2019 også se ud.
43-årige Mette Kallerup har nemlig, siden hun var 12 år, følt en stærk tilknytning til betegnelsen heks. Hun MÅTTE bare læse de uhyggelige heksebøger fra det lokale bibliotek, og det på trods af, at hun slet ikke var til gys og gru. Hendes familie er ikke alternativt anlagt, tværtimod er de meget jordbundne, men Mette har altid været søgende efter noget mere end det normale. Derfor var det en stor forløsning for hende, da hun som 17-årig opdagede tarotkort gennem en veninde.
- For første gang fik jeg følelsen af at kunne arbejde med noget, der var magisk. I første omgang var det symbolerne, der var spændende, men jeg oplevede hurtigt, at der kom andre ting ud af munden på mig, når jeg læste kortene. Der opstod noget tredje, som jeg ikke kunne forstå. Jeg var jo opdraget på med sund fornuft, så det passede slet ikke med mit verdensbillede, og da slet ikke, da jeg studerede på Universitetet, det tog mig mange år at forstå, hvad det var og ikke mindst acceptere den side af mig selv.
Det var ikke kun Mette selv, der havde svært ved at forstå, hvad hendes spirituelle kræfter var og betød. Mange havde svært ved at forstå Mettes hekseri.
- Min familie har nok været dem, der har haft sværest ved at tale om det jeg laver - i hvert fald nogle af dem. Det er da også sket, at jeg har fået en ironisk kommentar eller to med på vejen. Ligesom med politik, kan det virkelig skille vandene, så må man gøre op med, hvor vigtigt man synes, det er. Jeg kan se nu, at jeg har en evne, der kan hjælpe mange mennesker, og det synes jeg ville være ærgerligt at slippe. Heldigvis er der nu for det meste en stiltiende accept af mit virke. Min mor bakker mig mere og mere op, som årene går, hvilket jeg er utrolig glad for.
Mette holdt fast i at udforske sine evner, og med tiden begyndte hendes omgangskreds stille og roligt at anbefale folk at komme til Mette, fordi hun kunne ”noget”. Derfor er Mette selvstændig i dag, som hhv. clairvoyant og tekstforfatter.
- Længe turde jeg ikke at kalde mig selv for hverken heks eller clairvoyant. Jeg tænkte bare, at det ikke kunne passe, at jeg kunne sidde og sige noget specifikt om andre menneskers liv. Men det kunne jeg. Det har været en lang proces at ”springe ud” og stå frem som clairvoyant, og nu også åbent som heks. Heldigvis har jeg været godt hjulpet på vej af nære venner, der selv er spirituelle og accepterer min praksis fuldt ud. For mange er det jo noget hokus pokus.
LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Heksejagt eller heksemagt?
Bryde tabuet
For Mette har det taget lang tid at acceptere, at hun var heks.
- Jeg vil gerne stå frem og være med til at bryde det tabu, der knytter sig til betegnelsen heks. Jeg gør selv nogle af de ting, som er bundet op på heksekulturen. Jeg renser mit hjem med røgen fra tørrede urter, jeg laver hellige cirkler, og jeg tager varsler. Det er angstprovokerende at være så anderledes, for der ligger stadig en frygt for at blive brændt på bålet - selvfølgelig i overført betydning.
Hun forklarer, at hun ikke bekender sig til en bestemt trosretning, som eksempelvis shamanisme, asatro eller wicca, der er en udbredt retning blandt hekse. I stedet er Mette Kallerup det, man kalder en eklektisk heks - altså en heks, der ”står alene” og selv definerer og sammensætter, hvordan hun vil praktisere sit hekseri.
- Jeg bruger ritualer fra visse trosretninger eller kulturer, samt hvad jeg selv intuitivt skaber. I mit tilfælde spiller naturen en stor rolle, der henter jeg energi. Jeg tror på en energi, der går igennem alt levende, men det er ikke sådan, at jeg er et rigidt, ritualiseret menneske, der fx skal gå fem skridt hver dag, fordi det betyder noget.
For Mette kan det for eksempel betyde, at hun en dag har brug for at have friske urter i sin te, fordi hun har en fornemmelse for, at netop denne type urter vil hjælpe hende. Hun har altid ild og vand på bordet under vigtige møder, for at hente kraft fra elementerne. Roen i vandoverfladen, styrken i flammen. Noget, vi kender fra den traditionelle heksekultur, der også er vigtigt for Mette Kallerup, er varsler.
- Jeg læser de tegn og symboler, der kommer min vej, derfor er jeg opmærksom på at tage varsler, som man gjorde i gamle dage. Nogle gange forstår man ikke de tegn, der kommer, og det er vigtigt at vide, at et varsel ikke betyder det samme for alle. Jeg har for eksempel noget med sorte fugle - det i øvrigt også ret hekseagtigt, siger Mette Kallerup og griner.
Mette forklarer, at sorte fugle for hende er et tegn på, at der er forandringer undervejs og ofte dramatiske ændringer, i forhold til hendes nære relationer eller til hende selv.
- De sorte fugle flyver henover mig, når jeg er ude at gå, eller en flok sætter sig på taget af mit hus eller hopper lidt rundt langs vejen, jeg går på - det sker gerne flere dage i træk. Så prøver jeg med den analytiske del af min hjerne at tænke mig frem til, om der kan være forskel på to eller flere fugle, formationer eller deres måde at ankomme på.
Hvilken forandring fuglene varsler, kan Mette ikke altid sige, kun at der helt sikkert er vigtige forandring på vej. Mette fortæller også, at det har en særlig betydning for hende, når der fx står 09:09, når hun kigger på telefonen, da det er en dejlig bekræftelse på, at hendes gøremål er i sync med tiden, når der er to eller fire gentagne tal på telefonen.
Månens cyklus spiller også en stor rolle i Mette Kallerups liv.
- Nymånen har stor betydning, når du skal sætte ting i værk. Det er der, den er mindst og skal vokse, ligesom nye idéer, der skal have lov at komme ud og virke. Derfor er der også ting eller projekter, der skal afsluttes ved fuldmånen. De naturlige cyklusser, som fx månens eller vores menstruationscyklus, er med til at støtte op om os, og derfor er det vigtigt at ære dem, og skabe forbindelse og forståelse for, hvordan vi gør det bedst for os selv og andre i de forskellige faser af en cyklus.
LÆSNINGER OG INTUITION
I dag laver Mette clairvoyante tarotlæsninger på daglig basis for sine kunder - private såvel som erhvervskunder.
- Det er er enormt ansvar, jeg tager på mig, for folk spørger om de vildeste ting i deres liv, som de skal træffe store beslutninger om. Så sidder man der med deres hjerteblod og skal sige et eller andet, de kan bruge til noget. Det er et kæmpe privilegie, at de stoler på mig.
Ofte er hun nervøs inden en læsning, fordi frygten for, at der ”ikke kommer noget ”, altid lurer i baghovedet, men endnu er det lykkedes hende hver gang.
- Inden en læsning sørger jeg for selv at være i balance, herefter bruger jeg tarotkortene som en portal, hvor jeg ”åbner” ind til den person, jeg skal læse. Jeg beder altid min klient om at formulere et åbent hv-spørgsmål, og om ikke at fortælle mig yderligere om problematikken. Når jeg læser det kort, som vedkommende trækker, kan det være en farve, en figur eller et symbol, der fremkalder en indre filmstrimmel hos mig.
Mette kan mærke på sin egen krop, om der sidder en bestemt stemning i klienten, ligesom hun også kan få en stærk smag i munden eller en bestemt lugt, der skal hjælpe hende med at træde ind i en situation, som klienten har oplevet i sit liv. Mange klienter er bange for, at Mette får ildevarslende tegn om deres fremtid, men sådan forholder det sig ikke, forsikrer hun.
- Når jeg laver læsninger, kan jeg altid give meget konkrete svar, men jeg vil aldrig udstikke én vej, som den eneste sande vej. Hvis der er et dilemma, og klienten fx overvejer to muligheder, vil jeg altid sørge for, at personen trækker et kort på hver mulighed og fortælle, hvad der ligger af positive og negative elementer i hver mulighed.
Siden 2012 har Mette hun også afholdt hellige cirkler, hvor folk er kommet fra nær og fjern for at skabe et helligt rum og træne deres intuition - også kaldet ”de klare sanser”. Først i år har hun vovet at kalde cirklerne for heksecirkler.
- Cirklen som symbol har en universel betydning for mig. Den er et symbol på liv, mange af de vigtige ting i livet har cirkelform. Den runde mave med barnet. En celle i kroppen. Jorden, ja planeter generelt. Der sker noget, når mennesker samles i cirklen. Vi skaber et helligt rum, hvor der er bedre kontakt og sammenhængskraft.
Intuitionen er en vigtig del af Mettes arbejde, fordi det netop er den, der guider hende, når hun laver læsninger og healing.
- Det er dog vigtigt for mig at understrege, at jeg hverken er biopat eller læge, og derfor beder jeg gerne mine klienter om at kontakte sundhedsvæsenet også, hvis de har et helbredsmæssigt problem, der ikke kan løses med min vejledning alene. Jeg tror på, at et samarbejde mellem det alternative og sundhedsvæsenet er vejen frem.
LÆS OGSÅ: 10 eksempler på hverdagens overtro
UD AF KROPPEN
Det har været en lang vej for Mette at erkende, at hun havde særlige evner, for flere gange har tvivlen banket på. Når Mette har haft tvivlen i sig, har hun trukket sig tilbage - gerne i ugevis ad gangen har hun haft isoleret sig for igen at komme i kontakt med energien.
- Tro og tvivl hænger jo sammen, og jeg har været i tvivl om alt, hvad jeg har troet på samt på egne evner, mange gange. Indimellem har troen heldigvis også været meget stærk, og jeg har efterhånden haft så mange stærke oplevelser, at jeg ikke længere er i tvivl.
En af de mest aparte spirituelle oplevelser, Mette har haft, var, da hun som 15-årig vågnede en aften, og opdagede at hun hang oppe under loftet og så ned på sig selv.
- Jeg blev så bange. Jeg kunne simpelthen fysisk mærke loftet presse mod mig og se mig selv, der lå nede i sengen og sov. Det er det nok det mest mærkelige, jeg nogensinde har oplevet. Mange har fortalt, at de har rejst rundt som sjæl og besøgt venner, og det kunne da være sjovt at prøve. Da det skete for mig, var jeg for forskrækket til at gøre noget. Jeg kunne have været nysgerrig og suset rundt, men det gjorde jeg ikke - heller ikke mange år senere, da det skete igen.
Selvom oplevelsen var angstfremkaldende for Mette Kallerup, ser hun den som et håndfast bevis på, at sjælen findes.
Mette Kallerup er 43 år, cand.mag. i kultur og formidling. Mette bor i Svendborg, hvor hun arbejder som heks, herunder tarotlæser, clairvoyant, tekstforfatter og konceptudvikler
Hekse i Danmark
Den sidste heksebrænding, der fandt sted i Danmark var i 1693. Offeret var en kvinde ved navn Hanne Palles. Omkring 1.000 mennesker blev dømt til at brænde på bålet, fordi man mente, at de var troldmænd eller hekse. Mellem 80 og 90% af dem var kvinder. Det er svært at sige, hvor mange hekse, der lever i Danmark lige nu, fordi de ikke har en egentlig organisation. Kilde: dr.dk