Annas brevkasse
18. juli 2019

Brev til Nikoline Werdelin: Vennerne vil forpurre ferien

"Efter børnene er flytte hjemmefra, skal min mand og jeg for første gang alene på ferie. Nu har min mands kollega bestilt ferie samme sted som os, hvilket min mand synes er skønt. Det synes jeg bare ikke, jeg føler mig snigløbet". Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.
Af: tekst og illustration af Nikoline Werdelin
Brev til Nikoline Werdelin

Hej Nikoline Werdelin

Min mand og jeg skal for første gang i mange år holde ferie alene uden vores børn, som er flyttet hjemmefra. Det glæder jeg mig til, men jeg er også lidt spændt. Eftersom vi ikke længere er afhængige af børnene, skal vi først rejse sidst i august, men vi skal som så mange gange tidligere sydpå i bil og har fundet et dejligt rejsemål.
Det fortalte min mand til en kollega, som vi af og til ses med privat. Han og hans kone er hyggelige at være sammen med til en middag, men jeg betragter dem ikke som nære venner, jeg har lyst til at tage på ferie med. Nu har kollegaen imidlertid glædestrålende fortalt, at de har booket en lejlighed samme sted som os. Min mand synes, det er helt i orden, men jeg føler mig snigløbet. Vi skal naturligvis ikke dele lejlighed, men det er tydeligt, at de satser på fælles ture og middage. Jeg kan jo ikke forhindre dem at rejse samme sted hen som os, men jeg kan ikke lade være med at være skuffet, ikke mindst over at min mand lader til at være lykkelig for at få selskab på vores ferie. Er det mig, der er barnlig? Og hvordan tackler jeg det bedst? Kærlig hilsen Britta LÆS OGSÅ: Jeg fortryder ferieplanerne

Kære Britta

Jeg synes enten, du skal foreslå din mand et andet rejsemål – altså med afbud og besvær til følge – eller få foretaget en ”forventningsafstemning”. Først med din mand og dernæst med det andet par. De skal vide, at I måske vil spise sammen et par gange og tage på en fælles udflugt eller to – men ikke ønsker at hænge ud alle fire hele tiden. Hvis din mand har rigtig meget lyst til det – så lad ham bare – og find på dine egne udflugter eller læsedage på hotellet.
Hvis man ikke er så social, er fællesferier overvældende – fordi der allerede ved at rejse udenlands er masser af indtryk og virak. Jeg synes ikke, det er problematisk, at din mand og du er forskellige. Du kan foreslå ham, at I skal være helt alene, bare jer to, et par dage... men jeg synes også, du skal sætte ham fri, så han kan spise frokost og tage på tur med jeres bekendte, hvis han vil. Hvis du er bange for, om din mand ligefrem er lettet, fordi han ikke skal være alene med dig, så spørg ham! Det ville da være spændende at høre, hvad han forestiller sig. Hvis der er stemning for det, kan I jo aftale en anden ferie, kun for to, snart igen – og sørge for at holde tid og sted hemmeligt! Varme hilsener Nikoline Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også