Himmelsk lakrids
"Lakrids er det nye chokolade" er mottoet for LAKRIDS by Johan Bülow. Og det kan man måske godt give virksomheden ret i, for det har udviklet sig til at være et sandt lille eventyr for den bornholmske lakridsmager, der startede lakridsproduktionen i Svaneke i 2007. Siden har danskerne nemlig i stor stil taget den velsmagende kvalitetslakrids til sig.
Lakridslaboratorium
Her på FEMINA er vi bestemt også begejstrede for det bornholmske slikkeras, og derfor tøvede vi ikke et sekund med at takke ja, da vi blev inviteret til åbningen af LAKRIDS by Johan Bülows tredje butik i Magasin du Nord.
Det er meningen, at den nye butik skal fungere som er et lakridslaboratorium, hvor kunderne løbende vil kunne høre, se og smage, hvordan LAKRIDS by Johan Bülow er kommet frem til deres varianter med frisk chili, ost, trøffel, ingefær og andre utraditionelle varianter. Derudover håber virksomheden, at det vil kunne inspirere danskerne til selv at blive mere modige til at eksperimentere med lakrids i maden - og ikke kun i desserter.
Tør du endnu ikke kaste dig ud i de mere avancerede lakridseksperimenter, kan vi i hvert fald stærkt anbefale "White choc coated liquorice (christmas limited edition)", som et godt stykke nybegynder-lakrids: En himmelsk kombination af hvid, belgisk chokolade, sød lakrids og et tvist af hindbær. Men du skal skynde dig, for der er kun produceret 10.000 stk. til julen 2011.
LAKRIDS by Johan Bülow har givet os lov til at viderebringe én af deres opskrifter på lækre lakridskugler - god fornøjelse!
Lakridskugler version 1
(Ca. 15 lakridskugler)
• 100 g. marcipan
• 5-8 stk. af din favorit lakrids (vi anbefaler nr. 5)
• Lidt citronsaft
• 150 g. mørk chokolade (til overtræk)
• Pynt med flormelis
Lakridskugler version 2
(Ca. 15 lakridskugler)
• 100 g. marcipan
• ½ tsk. stødt kanel
• ½- 1 tsk. Raw Liquorice Powder
• 1 spsk. stærk kaffe
• 150 g. hvid chokolade (til overtræk)
• Pynt med Raw Liquorice Powder
Bland ingredienserne i de to lakridsopskrifter, så der i alt er to konfektblandinger. Form de to blandinger til ca. 30 kugler. Stil lakridskuglerne på køl i 30 min., til marcipanen har samlet sig. I mellemtiden smeltes mørk og hvid chokolade til henholdsvis version 1 og 2, og overtrækkes lakridskuglerne når de er afkølede. Pynt med lakridspulver på kuglerne med hvid chokolade (når chokoladen er våd) og flormelis på kuglerne med mørk chokolade (når chokoladen er størknet).
Få flere opskrifter på LAKRIDS by Johan Bülows facebookside: www.facebook.com/lakridsbyjohanbulow