Elisabeth Gjerluff Nielsen: ”Man kommer aldrig over, at man ikke fungerer med sine søskende, men jeg lever med det”

Elisabeth går rundt på bare fødder og laver kaffe i Kartoffelrækkehuset i København og har egentlig bedt om, at vi venter med de tunge spørgsmål, til vi sidder ned – hende selv på den faste plads for bordenden på taburetten, som man venligt, men bestemt bliver forvist fra, hvis man kommer til at sætte sig på den. Der sker bare det, at vi lynhurtigt havner i den seriøse afdeling, fordi Elisabeth er så direkte et menneske. Tre sætninger – og så er det alvor.

Jeg har på forhånd læst hendes bog ”Store børn”, som er fine barndomserindringer fra Skjern i 1960’erne sammenflettet med historien om et kuldsejlet bogprojekt i voksenlivet. Elisabeth Gjerluff Nielsen og hendes bror Peter A.G. Nielsen skulle oprindelig sammen have skrevet om deres barndom. Det var Elisabeths idé, hun ville gerne med nysgerrighed og åbenhed have undersøgt, hvorfor søskendeforholdet mellem de fire søskende er, som det er. Som Elisabeth oplever det: svært. Men projektet gik hele tiden i skuddermudder.

Fra 1951 til 1957 føder Elisabeths mor fire børn hjemme i huset i Skjern – Elisabeth er yngst. Hver gang et nyt barn er kommet til verden, tager faren moderkagen med ud i haven, graver et hul, lægger moderkagen derned og planter et træ oven i. Så fire stolte træer vokser op side om side og signalerer fælles historie og familiesammenhold. I dag er begge forældre døde og barndomshjemmet for længst solgt. Og Elisabeth smider masken, fordi hun ikke længere gider have den på, og siger, at det godt kan være, de fire træer voksede op side om side, men det er der i hendes øjne ikke blevet nogen familieskovtur ud af, efter de fire søskende blev voksne. Og nærmest symbolsk: Alle fire træer blev fældet af de nye ejere.

Lillesøster

– Bogen var næsten klar i 2015, men først nu er den blevet arbejdet rigtig færdig. Det har ligget i mig i lang tid som noget, jeg skulle: skrive om min familie og mine søskende. Men jeg har måttet vente med at sende det ud, til jeg kunne gøre det ordentligt og med den kærlighed, jeg har til de mennesker, til min familie og til det at være med i en flok.

Hun beskriver selv bogen som stykker, situationer og nedslag, hun husker fra sin barndom – set med voksne øjne og fra et andet sted.

– Altså et sted, hvor man faktisk har mistet hinanden eller i hvert fald er kommet meget langt fra hinanden. Så det er barndom set med den voksnes blik. Og det er ikke et voksent blik, som siger: Åh, hvor var det skønt. Jo, det var det også, for jeg har haft en dejlig og lys barndom på mange måder. Men det har taget mig rigtig lang tid at gøre det til en bog, fordi jeg var så bange for, at det bare var mig, der var for privat, eller at det var noget, jeg skulle holde for mig selv. Også fordi jeg er bange for at såre andre ved at fortælle, hvordan JEG har oplevet tingene. Men det er jo min historie, det er en lillesøster, der ser på tingene. Jeg syntes, det var så vigtigt at gå i gang med at tale med sine søskende om, hvordan det var at være søskende. Vi taler om så mange menneskelige relationer, men søskenderelationer er faktisk ikke særlig beskrevet. Men de ville ikke. Så måtte jeg jo selv …

Så det har også været en ahaoplevelse?

– JA! Jeg tænkte oprindelig: Ja, vi har sgu haft det svært i vores familie og vores søskendeflok, men så kan vi da tale om det, og så når vi jo frem til, at så ender det hele godt. Det gjorde det så ikke. Det gik den modsatte vej. Det syntes jeg faktisk var en endnu bedre historie. Det er jo dét, mennesker oplever i det her liv. Jeg var ude på en højskole i forbindelse med et foredrag om, hvad man fortryder i livet. Dér prøvede jeg at læse startkapitlet højt, og bagefter gik der et suk igennem forsamlingen. Jeg blev virkelig rørt. Folk kom op og talte med mig, og jeg kunne jo SE, at de kendte til, hvor svært det er at være mennesker sammen. Helt ”almindelige” relationsproblemer.

LÆS OGSÅ: Marie Brixtofte, datter af Peter Brixtofte: "Det sværeste har været at have en far, jeg ikke kunne redde"

Familien

Har du fundet ud af, hvad det ER med jer søskende?

– Nej, ”Store børn” er lige præcis ikke en psykologibog, det er en fortælling om, hvordan man ser det som den mindste, der sidder i en grøft og kigger op på de her store søskende, som fortæller en, at man er et hittebarn. Det er ikke som et offer, at jeg sidder og kigger på dem, jeg tror bare, at der tit vil være én i sådan en sammenhæng, der ser det hele lidt fra et andet sted. Jeg sagde ikke så meget, da jeg var barn, jeg sad nok og kiggede i stedet.

Så du er kommet efter det?

– Jaa – he he he. Det interessante er, at der er mange bøger og mange fortællinger om druk og narko og børn, der er udsat for misbrug og omsorgssvigt, og børn, der slås om arven, men alt det kender vi slet ikke noget til i vores familie, fordi der har været så mange forbilledlige måder at gøre tingene på.

Min far havde det meget stærkt med sin kristendom og sine læresætninger og sin måde at være på. Men derfor kan der sagtens opstå noget mellem søskende. Nogle mærkelige gnidninger, noget vogten på hinanden. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det er, som det er. Jeg kan ikke sige, ”det er, fordi der skete det og det den dag”. Det er sådan summen af små arrogancer, summen af små afvisninger. Hvis man ikke åbner hænderne, når det har hobet sig op, er der lige pludselig noget, der ikke holder, der er ikke noget at komme efter, ikke noget, man ønsker sig hos hinanden.

Hvor er I fire i dag?

– Jamen … jeg har lidt kontakt til min ældste bror, der bor i Spanien, men ellers bliver jeg ikke inviteret med til noget, det gør jeg ikke. Og jeg … har min egen familie, kan man sige, på den måde, at jeg har mine egne børn og mine egne venner og nogle andre i familien, som jeg ser. Nu vil jeg lige hælde kaffen op og sætte mig ned, for det var alligevel stærke sager, du lagde ud med …

Ærlighed

Kaffe. Jordbær. Og ord. Elisabeth er ingen kat om den varme grød.

– Der er folk, der har sagt: ”Hvorfor skriver du det ikke bare som en roman?” Men skal folk så sidde og rode rundt i, hvem ”Holger” nu er i virkeligheden? Det synes jeg overhovedet ikke, der er grund til. Jeg har ikke noget at skjule på den måde.

Hvis ikke man kan være ærlig …?

– Så kan det jo være lige meget. Men jeg har med min protestantiske opdragelse haft MANGE søvnløse nætter og mange drømme, fordi det er så truende, det med, at man ikke er MED i en flok, at man stiller spørgsmål til, hvad flokkens fællesskab egentlig består af, hvad den familie egentlig har af værdier, hvad det er for nogle værdier, vi har tilbage.

Elisabeth går ikke i børnehave som lille, hun bliver passet af den unge pige i huset. Hun er et stille, observerende barn, der er god til at underholde sig selv i et hjem, hvor forældrene har travlt med at arbejde, og der er meget søskende­larm og gang i den og to brødre, der ”altid er oppe at slås”. Elisabeth fornemmer tidligt, at hendes mor ikke synes, det er så nemt. Hun lærer sig selv at læse som femårig. På fjederbunden under madrassen i overkøjen, hvor hendes storesøster sover, ligger gamle aviser, som Elisabeth kigger op på, når hun skal sove. Kjoleannoncer og amerikansk præsidentvalg har hun stavet sig igennem. Og siden de store søskendes bøger, der ligger spredt rundt i huset. Elisabeths mor er boghandlerdatter og elsker bøger, hun tager indimellem sin lille datter med på Skjern Bibliotek og skaffer hende også et lånerkort. Sammen nyder de stunderne i stilheden blandt tusindvis af bøger.

Var der en konkurrence om forældrekærlighed?

– Garanteret. Især fordi vi søskende var så tæt på hinanden. Man slås om at komme til og få det, man skal have.

Brudflader

Elisabeths forældre havde kendt hinanden, fra de var fem år, de voksede op lige ved siden af hinanden – og fra de blev gift, var de sammen, til faren døde som den første af de to.

– Mange vil sige: ”Naiih, hvor var det yndigt.” Men de var ekstremt forskellige på næsten alle punkter. Og det var selvfølgelig smukt, at de kunne følges ad, men hvis det havde været i min generation, kan det godt være, at min mor var taget tilbage til London, hvor hun blev uddannet, og havde fundet en mand med tweedfrakke og pibe, og som underviste i Oxford. Det tror jeg måske. For min far og mor voksede op fuldstændig side om side i en lille bitte by i Vestjylland, men det var totalt forskellige ting, de lagde vægt på i livet.

Det er måske det, I har fået med som børn – brudflader?

– Lige præcis. Brudflader, når man måske føler, at man skal gøre sin mor tilfreds på den ene måde – men det er ikke det samme, som ens far synes er det rigtige. Min mor kunne lide stille børn. Hun var så skide træt. Hun arbejdede som fysioterapeut fra mandag til lørdag klokken et – så kom hun hjem fra sygehuset til fire børn og hele det der menageri af bedsteforældre og tanter og brødre og onkler på besøg – som hun ikke rigtig orkede. Hun kunne godt lide børn, der kunne passe sig selv og være rolige og stille. Min far var meget overdynamisk, der skulle ske noget hele tiden. Så er det klart, at man som søskende også retter sig i forskellige retninger og får svært ved at følge hinanden, for så bliver det forkert, det, den anden søskende gør, fordi det ikke er henvendt til den samme forælder. Det har jeg også hørt andre i større søskendeflokke fortælle om. Det kan godt give noget snadder.

Primitivt

Man får jo den tanke, at det kan betyde noget for søskendebalancen, at der er en pæn mængde danmarksberømmelse i flokken. Tre ud af fire er blevet noget ved musikken.

– Det har sikkert også betydet noget. I hvert fald udefra. Jeg synes, det er provokerende, når folk spørger mig, om jeg bare er misundelig på min storebror, fordi han sælger flere plader end mig. Det tænker man måske – lidt primitivt – når man kommer udefra. Men når man, som jeg, selv er i sammenhængen, handler det dybest set om, at man bare gerne vil have, at der er lidt kærlighed til stede imellem de mennesker, man har udgangspunkt med, og som man føler, man har et fællesskab med. Eller TROR, man har et fællesskab med. Det er nok derfor, det bliver så stærkt, når forældrene dør.

Kendisfaktoren skaber måske et behov for udadtil at fastholde et billede af en familie som værende lykkelig, dynamisk og organisk?

– Helt sikkert. Jeg går i bogen ikke så meget ned i, HVEM de mennesker nu er, for jeg ser det bare som nogle søskende. Men det havde klart stor betydning for, at jeg tog det op igen, at jeg tænkte: Jamen jeg vil IKKE være med i det billede, jeg vil ikke være med til at fremstå for unge mennesker i dag som ”nå, men det er så den kreative familie, hvor de alle sammen sidder og spiller på bongotrommer og har det enormt hyggeligt sammen”. For det er tit det, jeg også bliver mødt med: ”Hils din bror”, siger de. Og ”hvad går din bror så og laver?”.

Og hvordan skulle du vide det, hvis du ikke har set ham længe?

– Jamen det er jo det! Altså, hvor jeg bliver et billede på noget, som jeg ikke føler er mig, som jeg ikke føler er rigtigt. Det ved de andre jo godt. Jeg har sendt bogen til dem for lang tid siden.

Elisabeth nægter at lide af hensynsbetændelse.

– For man kan jo hurtigt komme over i sådan noget hensyn til den ene og den anden, og så må man ikke sige det eller det, og her på vores lille frimærke går det i hvert fald godt. Alt det, som bare holder os fast i at give hinanden nogle åndssvage billeder, vi skal leve op til. Tror vi. Det vil jeg ikke være med til at levere. For det er et af de mange problemer i dag. Især unge kvinder skal leve op til alt, og det skal være så perfekt, og det er 12-taller og de rigtige børn i de rigtige bukser og det rigtige ALT – men sådan ER livet ikke. Og det er også vigtigt at sige. For livet bliver jo ikke mindre værd, fordi der også er nogle kampe at tage.

– JEG er et menneske, som har givet mig selv lov til både at have problemer med min familie og tale med mennesker om, hvordan det er. Jeg orker ikke alle de tabuer. At det og det må man ikke snakke om, og det og det skal man passe på med. Jeg synes, det er vigtigt det her, fordi man på den måde giver nogle glansbilleder videre. Før i tiden var det damebladene, der leverede glansbillederne, nu er det Facebook, som bare giver nogle nye idealer og urealistiske billeder af, hvad det vil sige at være et godt, glad og lykkeligt menneske. Det er jo KONTROL. Jeg tror, der er rigtig mange – især kvinder – der kæmper med den der kontrol. Kontrollen har jeg også på mange måder brug for, fordi jeg som solist selv styrer så meget af mit arbejde, men jeg kan faktisk også rigtig godt lide mig selv, når jeg kan lægge kontrollen fra mig. Og ”Store børn” er måske en måde at lægge den fra mig på. For det, jeg lægger fra mig, er den kontrollerede historie: Nå, det er den glade familie? Som sidder der med deres fløjter og spiller sammen og er enige om alting? Nej, sådan er det ikke.

LÆS OGSÅ: Det siger din placering i søskendeflokken om dig

Familiemodellen

Elisabeth blev skilt efter 28 års ægteskab i 2006. Og blev alvorligt syg med en blodprop i hjertet året efter.

– Det er også derfor, det har ligget og simret lidt det hele. Efter jeg blev 50, har jeg syntes, at det sted, jeg er, er rart at være. Jeg har følt mig fri sådan med børnene, har ikke haft det der med at sidde og være rigtig ked af det, når de flyttede hjemmefra. Vi spiser også sammen hver søndag. Søndagsmiddag med svigersønnerne og det hele. Det er fedt. Det er min nærmeste familie. Og så har jeg en kæreste, som jeg ikke bor sammen med, og det er okay. Jeg har indrettet mig. Det gjorde jeg, da jeg blev skilt. Og det var RIGTIG hårdt at blive skilt. Man er vokset op i en familie, man tror på hele familiemodellen, det troede man også på i 28 år. Som langt hen ad vejen gik godt …

Med ”Store børn” har hun fået sat et punktum, der har skabt rum til nye projekter. Men Elisabeth siger også ærligt, at hun har det ”blandet” med den.

– Det ville være nemt at sige, at man bare var fri. Det er jeg ikke. Men jeg føler en frihed ved at have skrevet den, fordi jeg ikke har tabuer på mig selv. Nu har jeg min egen version, og den har jeg givet af, hvordan det er at være søskende, og hvordan relationer er svære, og hvordan vores glansbilleder af mennesker måske heller ikke altid holder, og sådan er LIVET. Og det har jeg det godt med. Det er en stor frihed for mig – også til at gå videre til at skrive andre ting. I det hele taget være det menneske, jeg synes, jeg skal være. Uden at jeg behøver hele tiden at gå og råbe op om det.

– Bogen har fået mig til at erkende, at jeg kan søge min egne græsgange, jeg kan være i familie med dem, jeg vil, så dem, der føler sig i familie med mig, er velkomne til at komme til min søndagsmiddag, ikke? Men det er da en smertefuld erkendelse, at man ikke kan nå dem, man føler, man burde være tættest på, dem, man har fælles erindringer med. Mærkeligt at det kan forsvinde i tågerne, fordi man ikke KAN kommunikere.

Tror du, I kan finde hinanden igen?

– … Jeg ville gerne kunne sige ja. Jeg synes faktisk, jeg har forsøgt – og det var så den her bog, der kom ud af det.

Det blev alligevel et soloprojekt?

– Ja, det blev det. Det kan også være, fordi vi er så store individualister i vores familie. Det kan være, det er derfor, vi skriver så mange sange om fællesskabets store glæder, haha. Jamen sådan kan det jo godt være – at man søger det så meget, man vil det egentlig så gerne, men man ER bare sit eget krøllede menneske. Men det er i hvert fald livsbekræftende for mig at slippe en rolle, jeg ikke føler mig tilpas i. Jeg er blevet proppet ind i en eller anden uniform, som jeg ikke kan lide at have på, så er det skønt at tage den af og sige: Jamen sådan her ser jeg ud, jeg er nøgen. Og jeg blotter mig i den bog på en måde, jeg ikke har gjort det før. Jeg tager hovedstolen og sætter mig virkelig på den, men jeg prøver at gøre det undersøgende og på at finde mit eget sted at sidde. Og det synes jeg faktisk er lykkedes.

– Den bog har holdt mig søvnløs og givet mig hedeture ud over det normale i min alder. Det har den, fordi det et eller andet sted bare er menneskets vilkår: Må jeg være en del af flokken, eller må jeg ikke? Jeg vidste godt: Hvis jeg skriver det her, så bliver jeg skubbet længere væk. Og det var jo ikke derfor, jeg skrev den. Jeg gjorde det for at få det sådan jævnet lidt ud: Vi er jo lige, vi kan snakke om det, vi kan snakke om at skrive sange, vi kan snakke om at være mennesker og søskende – NOT! Det resultat må man bare tage til efterretning. Ligesom vi kan have store drømme om, hvordan et ægteskab skulle føre os frelst igennem livet, men sådan gik det ikke. Og så har vi jo altid én ting tilbage, og det er os selv, ikke?

Er dine søskendeerfaringer forbundet med sorg?

– JA. Det er da ekstremt smertefuldt. Det er et tab, og det gør skide ondt, men tab hører til livet. Man kommer aldrig over, at man ikke fungerer med sine søskende, men jeg lever med det. Jeg har forsøgt i så mange år, og jeg synes – ligesom jeg også syntes, da jeg blev skilt – at jeg har gjort det, jeg kunne. Det er det vigtige. At man kan sige: Jeg kæmpede sgu for det. Okay. Men der er et sted, hvor kampen hører op. Ellers kan man bruge resten af livet på at sidde og tude over det.

Elisabeth Gjerluff Nielsen, 62 år, komponist og forfatter. Aktuel med bogen ”Store børn – erindring om en familie”