Ufrivilligt alene: Malin har ikke haft en kæreste i 30 år

Forfatter Malin Lindroth vil bryde tavsheden om nutidens pebermøer

Kvinder, der ufrivilligt lever hele livet alene uden at finde en mand eller få børn, bliver stadig set på som specielle. De kan have svært ved at få lov til at tale om sorgen over aldrig at finde en livspartner, og i det hele taget er deres livserfaringer indhyllet i tavshed.

Det oplever i hvert fald den 52-årige svenske forfatter og dramatiker Malin Lindroth, som vil tavsheden til livs med sin nye debatbog ”Pebermø”.

I bogen sætter hun fokus på de kvinder, der ligesom hun selv aldrig eller kun i en kort periode har oplevet at være i et parforhold. Ikke fordi de ønsker at leve alene, men fordi den store kærlighed aldrig dukkede op, fordi forelskelserne ikke blev gengældt, eller fordi livet bare ikke formede sig sådan.

Det er på tide at trække pebermøerne frem i lyset, vaske skammen af dem og fortælle deres historier, siger hun.

– Jeg er født i 1965 og vokset op med mange beretninger om stærke kvinder, som bevidst fravalgte at gifte sig, ofte for kunstens eller frihedens skyld. Som forfatter og dramatiker kunne jeg let have skabt sådan en historie om mit eget liv og sagt til andre og mig selv, at jeg lever, som jeg gør, fordi jeg vil fokusere på at skrive. Men det er ikke sandt. Sandheden er, at jeg lever sådan delvist ufrivilligt. Det har føltes farligt og forbudt at tale om ikke at være begæret af mænd. Jeg har knap kunne holde ud at formulere det over for mig selv, siger hun.

Med bogen vil hun se, hvad der sker, hvis hun bryder tavsheden og lader sin egen og andres pebermø-historier dukke op til overfladen.

– Jeg ønsker at give os en stemme, at fortælle vores del af kvindehistorien med så mange nuancer, jeg kan.

Men hvorfor insistere på at kalde ufrivilligt enlige kvinder for pebermøer? Lyder det ikke mere moderne at sige singler?

– Ordet single er lidt for vagt for mig. Jeg har brug for et, der er skarpere. Ordet pebermø rækker bagud og forbinder os med en hel armé af stigmatiserede kvinder op igennem historien. Mit ønske er, at kvinder, som fordomsfuldt er blevet betragtet som kedelige og visne, med min bog kan tage ejerskab til deres historie på en mere kraftfuld og ærlig måde. Jeg ønsker også, at vi kan tale om skrækken for at blive tilovers. Siden bogen udkom, har jeg mødt flere kvinder, som er så bange for at leve alene, at de er drevet ind i destruktive forhold. På den måde er pebermøen nærværende, også hos mange, som lever i tosomhed.

LÆS OGSÅ: Lenas drøm bristede: Det har været en livslang sorg at være ufrivilligt barnløs

Alene i 30 år

Det er ikke sådan, at der aldrig har været mænd i Malin Lindroths liv.

Tilbage i 1980’erne levede hun i fire år sammen med en mand og var forlovet. Da hun gjorde det forbi og flyttede, tog hun for givet, at et nyt kærlighedseventyr ventede lige om hjørnet.

”Jeg ventede på kærligheden, som man venter på julemanden og den yderste dag,” skriver hun i bogen.

Men selv om hun længtes, dukkede der ikke nogen op, hvor hun elskede ham, og han elskede hende på samme tid. Hun har ikke været nogens kæreste i snart 30 år.

Til gengæld har hun haft mange andre typer relationer til mænd. Herunder også en del, som hun i dag tænker, at hun gerne var foruden. Det var mænd, hun mødte i kulturlivet eller andre steder og snakkede godt med. De blev fortrolige, og i nogle tilfælde havde hun også sex med dem. Men de mødte hende aldrig med den lidenskab og forelskelse, som de viser over for en kæreste. Ofte sad de over for hende og talte intenst om den kvinde, de længtes efter at møde.

Det er på mange måder et gådefuldt mønster også for hende.

Prøvende beskriver hun sig selv med ordet geisha, det japanske ord for en kvinde, der er god til at underholde mænd.

– Man kan sige, at jeg var en slags intellektuel geisha. Da jeg var ung, var jeg utrolig ydmyg og flink mod mænd med store egoer. Jeg havde altid noget spændende at sige om deres kunst og stod ikke tilbage for at give dem feedback på et fire hundrede siders manuskript til en bog. Men en geisha er ikke længere underholdende, når hun begynder at tale om sig selv. Det var den dynamik, der var mellem mig og de mænd, jeg syntes om. Jeg var god at have i nærheden, så længe jeg blev i rollen som hjælper, bedste veninde og støtte. En rolle, der var uforenelig med at være deres kæreste og hustru.

LÆS OGSÅ: Eksperten: Sådan hjælper du dig selv videre, når en drøm brister

Kun en slags kærlighed

For hende er det at være enlig altså ikke en livsstil, hun har valgt. Mere førte en blanding af tilfældigheder, baggrund og personlighed til, at det aldrig lykkedes hende igen at finde en kæreste.

Op igennem historien har der været masser af den slags kvinder. Tænk bare på de mange husholdersker og privatsekretærer, der har sværmet omkring magtfulde mænd og store kunstnere før i tiden. Der har også været perioder i historien, hvor krige og udvandringsbølger skabte en så stor mangel på mænd, at de enlige kvinder blev bredt accepteret.

– Pebermøen er nok aldrig blevet set på som en vinder. Men der var mere respekt omkring hende i 1800-tallet, hvor op mod hver anden kvinde i byerne og hver tredje i landsbyerne var ugift. Dengang fremstod pebermøen ikke som en særling, og hun behøvede ikke at se sit liv som en personlig fiasko.

Lyt til vores livserfaringer

I dag er der ikke mangel på mænd, og alligevel er der omkring 1,6 millioner enlige voksne i Danmark. Nogle af dem har børn, og ikke alle bor alene, men mange gør. Billedet er nogenlunde det samme i Sverige.

– Mange lever jo frivilligt alene eller tager nogle års timeout fra tosomheden og ægteskabet. Andre er måske enker, men ser stadig på sig selv som nogens hustru. Dem, jeg gerne vil bryde tavsheden omkring, er dem, der som jeg har være uden en partner det meste af deres liv.

Selv om singlerne får mere opmærksomhed i vores kultur i dag, mener hun egentlig ikke, at det er blevet nemmere at være enlig.

– Vi er så marineret ind i troen på, at den romantiske kærlighed i et parforhold er det ypperste, vi kan komme ud for, at det føles som et nederlag ikke at være en del af.

– Indimellem er det, som om parforholdet er den eneste historie, vi kan finde ud af at fortælle om kærlighed. Ganske vist er der indimellem i romantiske film en håbløs brudepige, som virker dømt til at leve som single. Men finder hun ikke altid en stor kærlighed til sidst? Jeg tror det, for der er ikke meget feel good over at leve alene resten af sine dage.

En af ulemperne ved at være enlig er ensomheden, som kan dukke op i hundrede forskellige udgaver. Som når Malin står alene og forsøger at tage livet af et myldrende hav af melbiller med kogende vand. Eller når hun hver dag vågner op alene, spiser alene. Selv om hun har et aktivt liv med et spændende arbejde og mange venner, har hun alligevel tilbragt langt mere tid alene, end par og familier gør.

– Men i årenes løb har jeg nu lært at sætte pris på de fleste udgaver af ensomheden. Efter at min bog er udkommet i Sverige, har jeg fået mange mails fra andre pebermøer. Alle har vi det til fælles, at ingen rigtig vil forholde sig til vores livserfaringer. Den tilstand er i længden langt mere nedbrydende end ensomheden.

Tankerne om tosomhed optager mindre og mindre plads i Malins tilværelse. Skal hun pege på noget, hun dog stadig kan misunde par, er det hverdagens småsnak.

– Det at komme hjem og fortælle noget og opleve, at der altid kommer et svar tilbage, er meget bekræftende. Jeg tror, at det er i følelsen af at være én, hvis ord når frem til en anden og bliver taget imod, at følelsen af at være elsket tager sin begyndelse.

Men der er også andre måder at opnå den kontakt på. Malin oplever den, når hun er sammen med nære venner, læser romaner i sin lænestol med sine katte omkring sig, når hun mediterer eller er i terapi.

– Jeg er jo langtfra en enspænder. Noget af det bedste, jeg ved, er samtaler, som bevæger sig frit mellem stort og småt, alvor og morskab, og jeg er så heldig at have flere i min nærhed, der er gode til dem.