Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg kan ikke acceptere min stress"

Hej Nikoline Werdelin

Jeg blev ramt at stress for fire måneder siden, hvor min læge sendte mig hjem med en sygemelding samt strenge ordrer om at tage symptomerne alvorligt. Jeg må indrømme, at jeg protesterede, for på min arbejdsplads stod vi foran en større fyringsrunde, og jeg tænkte, at jeg jo nærmest bad om at blive prikket, hvis jeg var stressramt. Det skete dog ikke i denne omgang, men fra sidelinjen har jeg måttet sige farvel til flere skattede kolleger, og det har været hårdt. Det gør mig også nervøs, at jeg ikke ved, hvor længe chefen vil have tålmodighed med min situation.

Jeg har fået det bedre, men jeg kan langtfra overkomme det samme som før. Det er, som om min krop straks sætter i alarmberedskab, hvis jeg forsøger at presse mig selv. Det kan jeg slet ikke holde ud, for jeg har altid været typen, der overkom det hele – både på jobbet og hjemme. Nu skal der hele tiden tages hensyn til mig, og det irriterer mig grænseløst. Har du et godt råd til, hvordan jeg lærer at acceptere mit nye og svagere jeg? Jeg er 59 år. Med venlig hilsen Anette LÆS OGSÅ: Jeg bekymrer min om alt og intet

Kære Anette

Ja. Du skal sige farvel til din gamle historie om dig selv og skrive en ny. Det er ikke så let. Der er jo en grund til, at du altid har været hende, der kunne klare det hele. Det er en evne, du sætter højt, og det er måske også din måde at føle dig nyttig og tilpas her i tilværelsen – og jeg gætter på, at du har haft glæde af det i forhold til alle dine mennesker. Nu kan du ikke klare at være hende mere. Men jeg tror, du kan blive lige så glad for dig selv, version 2.0! Måske du bliver langtidsholdbar og en dag bliver glad for ikke at skulle bene fra Herodes til Pilatus for at føle, at du har ret til at være i verden. Men for at sætte grænser, sige nej og bede om hjælp skal du selv blive venner med Anette version 2.0. Du skal omfavne hende og tage hende på dig. Det er sådan set din eneste mulighed. Når du dirrer ved overbelastning, er det gule lamper, der advarer dig om, at du nærmer dig det røde felt. Vær taknemmelig for de advarsler. Jeg kender en pragtfuld ung kvinde, hun var nærmest en ironlady og arbejdede på et stort forlag. Hun kunne ikke mærke advarslerne, og en dag kunne hun ikke genkende det, der lå på hendes eget skrivebord. Hun kunne se omslagene og stablerne med manuskripter, men der var ikke noget af det, der gav mening. Og sådan er det, når man overhører stress – så slår hele relæet fra.

Min personlige erfaring med stress er, at det tog små 10 års tid, hvor jeg skulle være forsigtig – men nu er jeg mere robust og kan godt give den gas to dage i træk, hvis jeg så har tre rolige. Jeg kender ikke din økonomi og din arbejdsplads, og jeg ved ikke, hvordan du skal tackle det i forhold til det konkrete. Men uanset synes jeg, at helbredet er det vigtigste af alt. Mange hilsner Nikoline Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.