Laila arbejder som croquis-model: "Vi skal være glade for den krop, vi har"

Lailas arbejde som croquismodel har givet hende et positivt forhold til sin krop

Hvis jeg skal beskrive min egen krop, vil jeg bruge ord som harmonisk og kvindelig. Jeg tænker ikke over, om den lever op til tidens kropsidealer. Den er mit redskab til at leve i, den har en funktion. Jeg tænker ofte over, hvor godt det gør en, hvis man formår at være glad for den krop, man har, smiler 47-årige Laila K. Jensen overbevisende.

Det er 25 år siden, hun første gang smed tøjet og poserede som croquismodel. Dengang var hun blot 22 år og elev på en tegneskole, hvor hendes lærer spurgte, om hun havde lyst til at stå model som et fritidsjob. Hvorfor ikke, tænkte Laila, hun kunne jo altid stoppe igen, hvis det føltes forkert. Men det gjorde det ikke.

– Jeg var nok også farvet af, at jeg selv tegnede croquis. Jeg vidste, at det var et arbejdsredskab, så jeg følte mig ikke blufærdig, husker hun tydeligt.

Og siden da er Laila blevet skitseret flere gange, end det ville være muligt at holde rede på. Af unge som ældre, kvinder og mænd, kunstnere og amatører. Men Laila har også selv siddet med tegne- og maleredskaber i hånden. Hun har uddannet sig på flere tegneskoler og som privatelev hos kunstnere.

– Jeg var bogligt begavet, men det kunstneriske trak i mig. Det skulle bare udforskes. Hvor det ville føre mig hen, var ikke så vigtigt, beskriver hun.

Men leve af det, det kunne hun. I dag har hun sit eget firma, Croquis PRO, hvor hun kombinerer sin viden om tegneteknikker med sin erfaring som croquismodel. Ud over at være underviser i FOF-regi, tager hun ud flere gange om ugen og afholder croquis-events hos virksomheder, på skoler og ved festlige lejligheder. Som lærer og model på en og samme tid.

– Det kræver selvfølgelig, at det sidder på rygraden, når man skal udfylde begge roller, for der er jo modsatrettede opgaver. Som lærer skal jeg kommunikere og skabe en klar præmis, mens model-delen er ordløs. Det stiller store krav til min formidlingsevne, men det falder mig naturligt, og jeg får altid god respons.

LÆS OGSÅ: Anne Holm: "Der er stadig nogen, der rynker på næsen over, hvor Claus Holms kone arbejder"

Nøgen på polterabend

For 20 år siden blev Laila opfordret til at udbrede sit croquis-koncept til polterabender. En disciplin, hun ikke sprang ud i uden forbehold.

– Jeg overvejede selvfølgelig, hvordan jeg skulle få fulde folk og croquis til at harmonere, ler hun. – Men deltagerne reagerer altid på den retning, jeg udstikker. Det handler om, at det er mig, der styrer stemningen, og når folk mærker, at jeg er professionel og kompetent, så slapper de også selv af.

Og jo, der bliver grinet og pjattet, men ikke på en måde, der ødelægger formålet, fortæller Laila. Hun ved, at det er et udtryk for deltagernes egen usikkerhed og blufærdighed og slår fast, at man ikke kan gøre hende flov. Der er dog forskel på, om deltagerne under en polterabend er mænd eller kvinder, oplever Laila. Hos mændene er det oftere humoren, der er styrende for arrangementet.

– Der er en sober og sjov kommunikation kønnene imellem, som jeg godt kan lide. Herrerne er også mere med på, at vi laver en konkurrence om den bedste tegning. Hos kvinderne sker der af og til det, at croquis bliver en anledning til, at de åbner op omkring deres egen kvindelighed og forholdet til deres egen krop.

Men uanset om Laila underviser til en polterabend, sommerfester eller i en virksomhed, er det helt sikkert, at koncentrationen sætter ind, når deltagerne begynder at tegne. I den fase sker der ifølge Laila også noget andet interessant. Deltagerne skifter fokus – fra at se en nøgen krop til at betragte et motiv.

– Folk beskriver det som en vild oplevelse, at de pludselig ser helt nøgternt på en andens nøgne krop. De glemmer fuldkommen deres blufærdighed og ændrer, i hvert fald for en stund, syn på, hvad kroppen er, siger Laila, som privat bor med sin mand på Nørrebro i København.

Min mand synes, at jeg er sej

Laila og hendes mand har dannet par i 23 år, og allerede inden de mødtes, var Laila croquismodel. Han har derfor fra begyndelsen været indstillet på, at andre mænd og kvinder skulle se hans kone uden tøj på.

– Vi har samme holdning til, at det nøgne er en naturlig ting. At jeg bruger min krop som redskab til at formidle tegneøvelser og handlingsstrategier, er helt logisk for ham. Og det har det hele tiden været. Han er selv en dygtig musiker og sangskriver, så kreative processer er ikke fremmede for ham.

– Han synes, jeg er sej, og er faktisk stolt over, jeg kan leve af at være freelancer i min branche. Samtidig er han oprigtigt glad for, at jeg har et job, der gør mig så glad.

Som en croquismodel, der kommer ud blandt mennesker i alle afskygninger, fornemmer Laila ellers tydeligt det forhold, der er til kroppen og til nøgenhed generelt i befolkningen. Og det har ændret sig gennem de seneste 25 år. Især blandt unge, fortæller hun.

– Der er kommet flere forbehold over for kroppen, og jeg tror, det skyldes mange faktorer. For eksempel den censur, der foregår på de sociale medier, og som jo er kørt helt af sporet, hvis du spørger mig. De unge mennesker bliver ikke eksponeret for mange forskellige kropstyper, og det gør mig ked af det, at deres selvfølelse skal hænge sammen med en medieskabt perfektion, siger Laila.

LÆS OGSÅ: To modne kvinder: "Det er fantastisk, at kvinder over 50 bliver mere synlige"

Ingen selvcensur

Derfor er hun glad for den kropspositive sidegevinst, hun føler, de unge får, når ungdomsuddannelserne hyrer hende ind til croquistegning.

– Jeg ser det eksempelvis, når der kommer en flok unge piger hen til mig bagefter og siger: Du er så flot! For det er jeg jo ikke i den forstand, de er vant til at se. Men min tilpashed i min egen krop udstråler noget, der får dem til at opfatte kroppen på en ny måde, smiler Laila og glæder sig til sit næste gymnasieevent, der tæller hele 120 gymnasieelever.

En god croquismodel skal selvfølgelig kunne holde stillingerne, men det er også vigtigt, at man ikke er forfængelig. Laila tænker i det hele taget ikke over, hvordan hun tager sig ud, men agerer 100 procent som et redskab for tegnerne. Normalt går hun heller ikke op i, hvordan hun bliver tegnet, og hun forsøger at overbevise eleverne om, at de heller ikke skal tage hensyn til det.

– Folk er nogle gange bange for at tegne mig for tyk. Så forklarer jeg dem, at de ikke skal tegne en ballerina for at gøre mig glad. Jeg bliver glad, når de tør kaste sig ud i det uden at udøve selvcensur. For gør man det, er man jo ikke med på rejsen. Og så laver jeg et setup, hvor det handler om at overdrive og tegne ekstra store hofter og folder, forklarer tegnelæreren.

Ud over at deltagerne får prøvet kræfter med papir og blyant, er der også en psykologisk effekt af at tegne croquis, som gavner en gruppe, uanset om den udgøres af gamle venner, klassekammerater eller kolleger. Det er noget af det, Laila er mest stolt af ved sit job, og som får hende til at blive ved langt ud i fremtiden.

– Vi lever i et meget resultatorienteret samfund, og croquis er en modpol til det. Jeg ser, hvordan de ikke-boglige blomstrer op, og hvordan fejedrengen og direktøren pludselig er i samme båd i processen. Det er noget, der virkelig påvirker alles forhold bagefter i en positiv retning. Det gælder både i klassens gruppedynamik og i virksomhedens hierarki.

Om croquis:

Når man tegner croquis, skitseres emnet på få minutter. Oftest er der tale om levende modeller, der er nøgne. Modellen indtager en positur, som skiftes løbende, hvorefter en ny croquis hastigt tegnes. Croquis-skitserne kan både stå alene som værker eller senere bruges som fundament for malerier eller skulpturer. Croquis kommer fra fransk og betyder ”skitse”.