Underholdning
17. december 2019

Sofie Gråbøl: "Jeg kan godt blive lidt stødt over, at man udelukkende ser Maria som en tyk kvinde”

Sofie Gråbøl var så fuldstændig betaget af romanen ”Harpiks”, at hun selvfølgelig sagde ja til at spille rollen som Maria, der sammen med sin mand og datter har forskanset sig fra omverdenen på en ubeboet ø. Filmen er en grotesk fortælling om grænseløs kærlighed og spirende vanvid, men også et ikke-fordømmende blik på en dysfunktionel familie fortalt indefra.
Af: Susse Wassmann
Sofie Gråbøl

Foto: Carsten Seidel

Når der med jævne mellemrum dukker historier op i medierne om børn, der er blevet omsorgssvigtet på den ene eller den anden måde, er vores naturlige reaktion at forfærdes og forarges: ’Stakkels børn! Hvad er der galt med de mennesker?’

Men hvad nu, hvis vi fik fortalt historien indefra? Hvis vi vidste, hvad der rørte sig i de mennesker, ville vi så have et andet syn på dem? Måske rent faktisk forstå dem?

I sin prisbelønnede roman ”Harpiks” tager forfatter Ane Riel os i hånden og planter os midt i en af de dysfunktionelle familier, som helt har mistet grebet om virkeligheden og i sin uformåenhed kommer til at gøre et barn fortræd. Bogen er nu filmatiseret af instruktør Daniel Borgman, og Sofie Gråbøl er totalt uigenkendelig som moren Maria, der er så stor, at hun ikke kan forlade sin seng.

Det er en noget anderledes rolle, du spiller her – hvad fik dig til at sige ja, Sofie?

– Jeg blev meget betaget af bogen, som er fuldstændig fantastisk. Det er en vidunderlig fortælling om et tema, som vi alle sammen kender fra medierne – de her tragiske sager, hvor vi kan stå udenfor og kigge på dem og tænke: ’Det var dog forfærdeligt! Hvordan kan det gå til?’ Det, Ane Riel lykkes så stærkt med, er netop at se det indefra: Hvordan ser livet og kærligheden ud i denne her familie? For selvfølgelig er der kærlighed. Masser af kærlighed. Og ja, de her mennesker beskytter deres barn så meget, at de svigter det, men det er ikke af ond vilje. De giver, hvad de er i stand til at give.

– Det, der rørte mig ved karakteren Maria, var, at hun er en begavet og kærlig kvinde, som kan se sin egen uformåenhed, mens hun lever den. Det er simpelt hen så smerteligt, og der er nok mange forældre, der kender det fra deres eget liv. På en måde er den største smerte alt det, man er bevidst om, at man ikke kan. Alle forældre kender jo det, at man vil alt det bedste, og samtidig kan man også se, hvad man ikke er i stand til at give. Sådan har jeg det også selv. Jeg er ikke helt blank på mine mangler og utilstrækkeligheder.

– Det, som binder faren Jens og Maria sammen er – ud over en stor kærlighed – også en dyb, dyb angst for verden, så de forskanser sig på hver deres måde. Han er hoarder (person med tvangspræget samlermani, red.), og hun forskanser sig på en måde i sin krop og er blevet så stor, at hun ikke længere er mobil. Det er tydeligt, at den måde, de lever på ved at isolere sig selv og dermed deres datter fra omverdenen, er uholdbar, men Maria er ikke i stand til at rejse sig op og tage datteren i hånden og bryde ud af isolationen. Her går forfatteren helt solidarisk og fordomsfrit ind og kigger på de her menneskers præmisser indefra og prøver at forstå deres bevæggrunde, fortæller Sofie Gråbøl.

LÆS OGSÅ: Helene Thyrsted fra Fat Front: "Jeg håber, at folk ser, at tykke mennesker er mere end bare tykke"

KÆRLIGHEDEN ER SJÆLDENT USELVISK

Er kærligheden så altid god? er det underliggende spørgsmål i filmen. For der er ingen tvivl om, at Jens og Maria elsker deres datter højt – samtidig med at de skader hende dybt.

– Kærlighed er sjældent uselvisk, for vi har jo alle sammen et selv, og det er det, vi elsker med. Med alle de fejl og mangler, det har. Jeg har en datter på 15 år, og min angst for, at der skal ske hende noget, kommer jeg indimellem til at påføre hende. Det er, fordi jeg elsker hende, at jeg kan komme til at bekymre mig så meget, at jeg begrænser og måske smitter hende med den angst. Og det er jo ikke særligt kærligt eller brugbart for hende.

– Hun har truffet mig mange gange ret præcist på, at jeg forholder mig på en anden måde til hende end til hendes bror, som er tre år ældre. Og det er ikke, fordi han er ældre, det er fordi han er en dreng. Det gør ondt at indrømme, at hun har ret. Men det er noget af den bagage, jeg slæber på. Noget af det er mit eget, noget er meget ældre: Mønstre og opfattelser, som er hundreder af år gamle. Så kan du sige, at kærlighed er at sætte fri og have tillid, men man elsker jo sine børn med sig selv – med alle de neuroser og erfaringer, man har

– Jeg må sige – og det er jeg faktisk ret skuffet over – at jeg oplever at være lige så præget af de mekanismer i dag, som da jeg var yngre. Selv om jeg er bevidst om dem. Da jeg var ung, havde jeg en idé om, at når man blev ældre og vis og moden, så ville man opløse de mønstre, men det synes jeg ikke, går så godt, he he. Og når jeg ser mig omkring, synes jeg heller ikke, at andre mennesker bærer synderligt præg af at have opløst deres mønstre. Der er da områder, hvor man bliver klogere, men jeg føler, at summen af uformåenhed er konstant. Man bliver bare bedre til at manøvrere i situationerne.

– En af de gode ting ved at blive ældre er så, at man efterhånden får et reolsystem, hvor man ved, at okay, dét hører til på dén hylde, dét der kommer derfra. Man bliver bedre til at kategorisere sine mønstre og dermed også bedre til ikke at lade sig styre bevidstløst af dem.

SKAL EN TYK KARAKTER SPILLES AF EN TYK PERSON?

Allerede da traileren til ”Harpiks” blev offentliggjort, var der kritiske røster, der påpegede, at rollen som Maria burde spilles af en tyk skuespiller. Debatten er også opstået i forbindelse med film, hvor ciskønnede spiller transpersoner, som flere mener, skal spilles af ægte transkønnede. Men skal en skuespiller erstattes af en tyk person, en transkønnet, en homoseksuel osv., bare fordi de er det i virkeligheden?

Ja, mener nogen. Nej, mener andre – så kan vi lige så godt afvikle skuespillerfaget.

– Jeg forstår og anerkender alle argumenterne. Og jeg synes, at det er totalt påkrævet, berettiget, tiltrængt, at dørene bliver åbnet på alle måder i vores opfattelse af køn, seksualitet, hudfarve, alder, kropsideal – alle de identitetspolitiske dagsordner. Én ting er det enkelte menneskes liv, hvor vi alle sammen er optaget af vores egen historie, men jeg bliver mere og mere optaget af det, vi kalder tidsånden: at tiden også har en fortælling, som vi er underfortællinger i, og at man nok ikke kan separere dem. For kan man overhovedet løsrive det enkelte menneskes bevæggrunde og opfattelser fra den tid, vi lever i og er rundet af? spørger Sofie Gråbøl.

– Jeg kan selv mærke, hvor indarbejdet mange af mine tankemønstre er, og det bliver endnu mere tydeligt, når der kommer en ny generation og siger: ’Hvad fanden laver I?’ Så stopper man jo op og kigger på det på en ny måde. Det kan godt provokere, og indimellem stejler jeg, men så må jeg spørge mig selv, om jeg stejler, fordi det er mig imod, eller fordi selve forandringen generer mit fastgroede verdensbillede. Den diskussion tror jeg, det er vigtigt, man har med sig selv løbende. For helt grundlæggende er det sundt og nødvendigt, at jorden bliver vendt og iltet jævnligt.

– Det, som så indimellem sker, er, at forandringen kommer rullende med så voldsomme bevægelser, at man kan føle, at alle de fine små nuancer bliver kørt over. Og dér, hvor jeg føler, at det støder sammen i denne her problematik, er, når vi taler om selve essensen af mit fag – skuespillerfaget. For mig er skuespilleren en repræsentant. For hvad som helst. Det grummeste og mest uelskelige, det mest fantastiske, det, vi væmmes ved eller beundrer og drømmer om – vi legemliggør det hele. Fiktionen får os til at se på os selv fra alle vinkler og gør os forhåbentlig lidt klogere på, hvem vi er. Så parallelt med vores egne refleksioner over vores liv kan kunsten vel kaldes vores kollektive refleksion.

– Om det er transseksuelle, tykke mennesker, farvede mennesker, kvinder – alle mennesker, der har følt deres muligheder begrænset i kraft af deres køn, hudfarve, seksuelle orientering, krop – vi er i vores fulde ret til at kræve synlighed og repræsentation. Og jeg ved, at de lige præcis i det her tilfælde gerne ville have en tyk kvinde til at spille rollen. De testede flere amatører, for der findes ikke skuespillere på den størrelse i Danmark, men kunne ikke finde nogen, de syntes kunne dække den. For det ER en rolle. Og jeg kan godt blive lidt stødt over, at man udelukkende ser Maria som en tyk kvinde. For det mener jeg, at man gør, når man siger: ’Det her er bare en tyk kvinde, så det skal være en tyk kvinde, der spiller hende,’ siger Sofie Gråbøl, som ikke mener, at det er Marias vægt, der gør hende til en interessant karakter:

– Hendes vægt er bare et vilkår. Og hvis man insisterer på, at hun skal spilles af en tyk kvinde, som alene er kvalificeret, fordi hun ser ud på en bestemt måde, så reducerer man netop rollen til en stereotyp. En kropsvægt. En skuespillers arbejde med en rolle er først og fremmest et fortolkningsarbejde.

LÆS OGSÅ: Barbara Moleko: "Hele det der skinny skønhedsideal er bare belastende"

EKSTREM KROPSMASKE

Hvis ikke jeg havde vidst, at det var Sofie Gråbøl, der spillede den overvægtige Maria, ville jeg ikke have genkendt hende på grund af den ekstreme kropsmaske – det såkaldte fatsuit – hun har på i ”Harpiks”. Fatsuitet er lavet af silikone af en hollandsk speciel effect artist, og Sofie skulle meget tidligt op om morgenen under optagelserne for at få hele dragten på.

Det er en ekstrem kropsmaske – hvordan var det at arbejde med den?

– Det var virkelig vanskeligt og superhårdt rent fysisk, og dragten var ulideligt varm at have på. Jeg mødte meget tidligt om morgenen, fordi det tog flere timer at få den på. Først fik jeg ansigt og hoved på, så torsoen, som skulle tages på ligesom en badedragt – det kunne jeg godt bevæge mig rundt i. Når vi så kom op i soveværelset, som de havde bygget så småt, så vi næsten ikke kunne være der, fik jeg benene lynet på, og de var så tunge, at jeg ikke kunne gå længere. Til sidst arme og hænder.

Fik du fornemmelsen af, hvordan det er at være så stor?

– Jeg oplevede, hvordan det er at være så fysisk hæmmet af sin kropsvægt, som Maria er, ja. Hun er så stor, at hun ikke kan gå. Hver gang man spiller en rolle, prøver man at finde en dør, man kan komme ind ad, så man når et punkt, hvor man føler, at man anskuer personen indefra, og døren ind til Maria var blandt andet helt fysisk at mærke følelsen af at være lukket inde i denne her store krop og lænket til sengen. Den fysiske fornemmelse gav mig meget, på samme måde man som skuespiller kan opleve det, når man for eksempel spiller periodedrama, og korsettet bliver strammet, og man får den tidssvarende frisure og skoene på, så indfinder den indre fornemmelse for rollen sig også ofte.

JEG ER JO IKKE MINE ROLLER

’Syv år, Niels!’

De fleste husker nok det ikoniske citat fra filmhittet ”Den Eneste Ene”, hvor Sofie Gråbøl spillede den omklamrende og lidt velpolstrede psykologistuderende Mulle, som havde kastet sin kærlighed på søsterens mand. Den var ikke gået i dag, siger Sofie Gråbøl som et eksempel på, at tidsånden har ændret sig i forhold til kropsidealer.

– I ”Den eneste ene” spillede jeg også en tyk kvinde, men da var det tænkt som et komisk lag på karakteren: ’Hvordan kan vi gøre hende så kikset og klodset som muligt? Vi gør hende tyk!’ Det ville vi aldrig gøre i dag, og det er godt, at tingene har flyttet sig. Hvis nogen havde foreslået mig, at Mulle skulle være tyk, i dag, havde jeg aldrig sagt ja. For vi er blevet klar over, at det er ufølsomt over for dem, som ER tykke. Paprika Steen var den dumme blondine – den rolle ville man måske heller ikke fremstille så entydigt i dag. Dengang faldt det os bare ikke ind at reflektere over det. Mulles vægt blev brugt som et billigt virkemiddel, men hun ville være lige så sjov, selv om hun ikke var tyk.

– Det er ikke kun tykke menneskers kamp, at tykke mennesker skal respekteres og ikke diskrimineres. Det er ikke kun kvinders kamp at opnå ligestilling, det er ikke kun farvedes kamp, at vi får lige muligheder alle sammen. Ingen skal diskrimineres på baggrund af køn, race, seksualitet, krop – noget som helst. Men det er måden, vi når derhen på, vi godt kan tale om, synes jeg. Og jeg kan mærke, at jeg bliver lidt forskrækket, når midlet bliver, at man i mit fag skal begrænses til at være det gode eksempel.

– Jeg havde det lidt på samme måde, da jeg spillede Sarah Lund, som af mange blev set som en feministisk heltefigur. Det syntes jeg, var vidunderligt. Man kunne jo mærke, hvor stor en længsel der havde været efter en figur som hende. Det var befriende, at man for en gangs skyld ikke beskæftigede sig ret meget med en kvindelig hovedpersons privatliv, for man savner jo heller ikke at vide, hvordan Clint Eastwood har det derhjemme, eller om han var ked af det den morgen.

– Men der, hvor trøjen begyndte at kradse, om jeg så må sige, var, da det pludselig blev set som et statement om, hvordan kvinder skal fremstilles i det hele taget. Folk roste mig for at vælge stærke kvinderoller, og jeg måtte gentage rigtig mange gange, at det slet ikke er mit kriterium. Jeg vil lige så gerne spille en uformående rolle, hvis det er en interessant karakter. For jeg ER jo ikke mine roller. Jeg repræsenterer. Fortolker. Det synes jeg, er det allerfineste ved mit fag.

Sofie Gråbøl, skuespiller, 51 år. Bor i København sammen med sine to børn, Bror på 18 og Gudrun på 15, som hun har med eksmanden Jacob Thuesen. Er lige nu aktuel med rollen som Maria i filmen "Harpiks".

Læs også