Selvudvikling
6. januar 2020

Heidi Frederikke Sigdal: "Livet er begyndt at gå mere op for mig"

Om lidt tager vi hul på et nyt årti, og for Heidi Frederikke Sigdal betyder det samtidig begyndelsen på et nyt leveår. Hun er nemlig barn af årets første dag. Selv beskriver hun 2019 som året, hvor hun lærte at stå på egne ben, da hun valgte at blive selvstændig, men heldigvis har hun stadig tid til en gang imellem at sige: Go’ morgen Danmark.
Af: Anne Bruhn Jørgensen
https://imgix.femina.dk/media/article/heidi_frederikke_prim.jpg

Foto: Kennet Havgaard

SØNDAG har mødt Heidi Frederikke Sigdal

S å må du rigtig gerne skifte position og bevæge dig lidt hele tiden, du ved, ligesom en fotomodel ...

– En fotomodel? Du ved godt, det er fodboldpigen, du taler til, ik’? griner Heidi Frederikke, som efter bedste evne forsøger at efterleve fotografens anvisninger om at smile stort, men endelig ikke for meget, om at holde sig i bevægelse, men for guds skyld holde sig inden for lysfeltet, og om at have begge hænder i lommerne, men samtidig vise de bordeauxrøde julenegle frem.

Som hun står der i bronzefarvet bluse med høje hæle, krøllet hår og glimmerøjenskygge, er det svært at få øje på fodboldpigen, som 42-årige Heidi Frederikke Sigdal også selv lagde lidt på hylden for nogle år siden, da hun skiftede sit efterhånden mangeårige job som sportsvært ud med en værtstjans på Go’ morgen Danmark. Men hun er bestemt ikke blevet gemt væk, forsikrer Heidi Frederikke, der allerede som barn var bevidst om, at hun enten ville være journalist eller professionel fodboldspiller.

– Dengang var der ikke samme fokus på pigefodbold, som der er i dag. Vi var syv piger i min klasse, og de seks andre gik til ridning. Så selv om jeg klippede mit hår kort, kunne jeg godt se, at man nok skulle være en dreng for at blive professionel fodboldspiller.

– Jeg kunne både læse og skrive, inden jeg kom i skole, og jeg har altid skrevet rigtig meget og samtidig læst avisen dagligt. Derfor troede jeg egentlig, jeg skulle være skrivende journalist, for jeg havde også en naturlig interesse for verden omkring mig.

Bonderøv fra Fyn

Heidi Frederikke er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i Odense, og hendes første journalistiske erfaring gjorde hun sig i radioverdenen på P4 Sjælland. Sidenhen kom hun på Viasat Sport og senere TV 2 Sporten, hvor hun hurtigt blev et kendt ansigt.

– Man arbejder ikke som journalist, man er journalist. Det er i høj grad en livsstil. Men lige der, da jeg blev sportsvært, oplevede jeg, at min passion for journalistikken og min passion ved siden af journalistikken blev forbundet, og det var ret vildt.

– Fodbold er min største passion, og det var uden tvivl den passion, som drev mig over til at lave fjernsyn. Hele min familie er involveret i fodbold på en eller anden måde, og det har altid været en stor del af vores familieliv. Jeg kan huske, at jeg følte mig så sindssygt privilegeret. Tænk, at jeg rent faktisk blev betalt for at tage ud og se de allerstørste kampe i Superligaen hver weekend ...

Heidi Frederikke er født og opvokset i Sdr. Næraa på Midtfyn, og hun beskriver selv sin barndomsby som et sted, hvor man går rundt i joggingtøj, hvor ingen er mere værd end andre, og hvor man generelt har benene solidt plantet på jorden. Og det er måske forklaringen på, hvorfor den voldsomme eksponering, som følger med hendes job, aldrig rigtig har generet hende.

– Det sker ofte, at folk, jeg ikke kender, hilser på mig, og det synes jeg bare er dejligt, fremfor at vi alle sammen går og kigger ned i vores telefoner. Det er hyggeligt at få et smil fra mennesker, som kommer med oprigtig interesse for ens arbejde, så det er faktisk sjældent, jeg er generet af at være kendt, og jeg tænker meget lidt over det. Jeg er bare den der bonderøv fra Fyn. Det er jeg virkelig, og det er jeg stolt af, griner Heidi Frederikke.

Efter 10 år hos TV 2 Sporten blev Heidi Frederikke tilbage i 2016 vært på Go’ morgen Danmark, og selv om begge dele er live-tv, er der klare forskelle, forklarer hun.

– Sport sker lige nu og her, det er drevet af energi og følelser, og enten er du sindssygt glad eller sindssygt skuffet. Du ved ikke, hvordan udfaldet af en kamp bliver, eller hvornår træneren har tid til at blive interviewet, så tingene er langt mindre tilrettelagt end på Go’ morgen Danmark. Men begge steder har jeg været privilegeret at arbejde sammen med nogle virkelig dygtige og engagerede kolleger, og det betyder bare meget.

LÆS OGSÅ: Mette Bluhme Reick: "Det, der bliver sagt om natten, gælder ikke"

Fodbold samler folk

I det år, der snart er gået, har Heidi Frederikke skabt store forandringer i sit mangeårige arbejdsliv som tv-vært. 1. januar oprettede hun nemlig sin egen virksomhed, og det betyder, at hendes hverdag nu byder på alt fra kommunikationsarbejde for blandt andet Team Rynkeby Fonden til produktion af podcast, jobs som konferencier og moderator, men også fortsat vagter på Go’ morgen Danmark.

Beslutningen havde været undervejs længe – to et halvt år helt nøjagtigt. Tilbage i 2015 sagde Heidi Frederikke op på TV 2 Sporten for at virkeliggøre ambitionen om at blive selvstændig, men inden hun nåede det, blev hun ringet op af Go’ morgen Danmark, som ønskede hende som vært i et barselsvikariat.

– Alt i min mave og mit hjerte sagde, at det skulle jeg prøve, for det lød sjovt. Så blev jeg alligevel hængende noget tid, men efter nogle år skulle det bare være. Men jeg elsker at lave Go’ morgen Danmark, og jeg er så taknemmelig for, at jeg fortsat får lov til at lave det en gang imellem.

– Rent arbejdsmæssigt har det virkelig været en øjenåbner for mig at komme ud at opleve nogle andre verdener. Team Rynkeby, som støtter Børnecancerfonden, er virkelig min hjertesag, og det er det for alle, der arbejder med det. Jeg går sindssygt meget op i mennesker, og det er nok ofte energien mellem mennesker og den menneskelige relation, som fanger mig. Jeg skal ikke ud at ændre verden, men jeg vil gerne være med til at ændre på ting, som kan gøre verden bedre for nogen. Det føler jeg blandt andet, at jeg gør med Team Rynkeby.

Heidi Frederikke har aldrig sluppet fodbolden helt. Hun er engageret i den lokale fodboldklub, ligesom hun også af og til arbejder som moderator og konferencier for DBU. Men umiddelbart er der langt fra Børnecancerfonden og Team Rynkeby til Superligaen, hvor Heidi Frederikke begyndte sin karriere.

– Fodbold kan måske godt syne overfladisk, men for mange mennesker er fodbold både med til at danne fællesskaber, give livsværdi, øge integrationen og generelt samle folk. Fodbold har en kæmpe gevinst og værdi for vores samfund. Derfor mener jeg også, der burde være lige rettigheder for piger og drenge i fodbold.

LÆS OGSÅ: Signe Egholm Olsen: "Jeg er blevet bedre til at sige skidt pyt"

Hvor er pauseknappen?

En anden ting, som har fået lov at fylde i Heidi Frederikkes nye arbejdsliv som selvstændig, er podcast. Sammen med veninden Sara Maria Franch-Mærkedahl har hun i første omgang lavet podcasten ”Hjælp, vi er forældre”, som der i øvrigt snart kommer en sæson to af, og senest har de kastet sig over et nyt emne, nemlig 40-års krisen for kvinder. Her har de i hvert afsnit besøg af kendte kvinder omkring de 40, som diskuterer emner, der relaterer sig til det at fylde 40, både af fysisk og mental karakter. Selv fyldte Heidi Frederikke 40 for to år siden.

– Jeg er ikke i en 40-års krise, men jeg er i en 40-års refleksion. Jeg har ramt et sted i mit liv, hvor jeg pludselig kan mærke, at ting ændrer sig for mig. For nogle år siden kørte jeg bare derudad med hundrede kilometer i timen uden at tænke over alt det, der var før, og alt det, der kom efter. Jeg gav den bare maksimalt gas med arbejde, venner og familie, men nu kan jeg godt mærke, at livet begynder at gå mere op for mig.

– Jeg er blevet mere bevidst om, at tiden går, og at livet går. Tiden går virkelig hurtigt for mig, og jeg forestiller mig dagligt, at der fandtes en kæmpe pauseknap, for jeg kan godt blive vemodig ved tanken om, at den første halvdel af mit liv – formentlig – er gået, og at den er gået virkelig hurtigt.

På samme måde har nytåret fået en anden betydning for hende:

– Hold da op, nu er der gået et år mere – igen! Sådan oplever jeg det. For det har jo altid næsten lige været nytår. Bevidstheden omkring det ændrer jo ikke på, at dagene fortsat går, og at de går hurtigt, men måske sætter jeg pris på dem på en anden måde nu end tidligere.

Når vi hvert år skifter fra 31. december til 1. januar, skåler i champagne og dermed påbegynder et helt nyt år, har det for Heidi Frederikke en dobbelt betydning. Hun fylder nemlig 42 år 1. januar og tager dermed samtidig hul på et helt nyt leveår.

– Som ung var min fødselsdag altid en kæmpefest, fordi jeg bare fejrede den til nytår, men efterhånden som jeg er blevet ældre, er der ikke den samme velvilje til at fejre mig, for folk er bare lidt trætte 1. januar. Men jeg har jo aldrig kendt til andet end at have fødselsdag på årets første dag.

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du få en lækker Södahl plaid i velkomstgave

Her er Heidi Frederikke

  • Født 1. januar 1978.
  • Uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2003.
  • Debuterede i 2006 som tv-vært hos TV 2 Sporten.
  • Vært på Go’ morgen Danmark siden 2016.
  • Modtog i 2016 TV-GULD-prisen for Årets Kvindelige Sportsvært.
  • Mor til Matilde på ni og Charlie på fem år.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs mere om:

Læs også