Kristinas mor var i KZ-lejr: "Først da hun var 92 år, begyndte hun at fortælle mig om det"

Den 27. januar 1945 blev Auschwitz koncentrationslejr i Polen befriet af sovjetiske tropper, og den 30. april var turen kommet til Ravensbrück, en kz-lejr for kvinder 90 km nord for Berlin. Over 130.000 kvinder var passeret gennem lejren, men af dem overlevede kun 40.000. En af dem blev senere mor til Kristina Rosenberg Mejlby, 69, og hendes lillebror, Henrik Aleksander.

– Jeg vidste godt, at min mor havde været i koncentrationslejr fra den 23. maj 1942, til lejren blev befriet næsten tre år senere, men først da hun var 92 år gammel, begyndte hun at fortælle mig om Ravensbrück. Alt står stadig lyslevende klart for hende, og hun kan fortælle om det i billeder og stemninger, siger Kristina, hvis mor i dag er 95 år og bor på plejehjem i Aarhus, hvor Kristina også selv er bosat. Blikket kan strække sig vidt ud over byen og bugten her fra 15. sal i det nordlige Aarhus. Næsten som et sindbillede på det overblik, Kristina selv omsider har fået over baggrunden for de konsekvenser, hendes mors kz-ophold har haft for hendes eget liv. For sådan må man fortolke den totale dominans, forklædt som kvælende kærlighed, Kristina og hendes bror blev udsat for fra deres mor. – Min mor ville være nummer et for sine børn, siger Kristina. LÆS OGSÅ: Gitte forsker i sin slægt: "Det er en umådelig glæde" Navnet Rosenberg har Kristina fra sin far, der var af jødisk afstamning, men hendes mor er ikke jøde. Den røde vinkel på hendes fangedragt i Ravensbrück viste, at hun var politisk fange. – Hun var katolik og slet ikke politisk aktiv på nogen måde, men det var imod hendes natur at tjene andre. Desuden var hun som polak naturligt nok modstander af tyskerne, der havde angrebet Polen. Så da hun – ikke helt frivilligt – kom i huset hos en SS-­familie i Berlin, fik hun lavet så meget ballade, at de i første omgang fik hende fængslet og senere sendt til Ravensbrück som politisk fange. Men Kristinas mor havde en frækhed og en fighterånd, der holdt hende i live gennem årene. – Sammen med nogle russiske kvinder lykkedes det hende at stjæle noget ekstra mad, så de kunne overleve, men de levede alligevel på et niveau af sult, som hun aldrig har overvundet. Hele min barndom lavede min mor de mest fantastiske retter i rigelige mængder, og selv i dag kan hun næsten ikke få nok af maden. Kristina genfortæller, hvordan hendes mor hver morgen stod uden for barakken i kz-lejren og passede madlavningen i nogle kæmpegryder. Så passerede en række jødiske kvinder, der vinkede venligt til hende. – I hendes øjne var de tudsegamle, men deres hår var altid sat så nydeligt, som om de ville bevare en vis værdighed til det sidste. For de har nok vidst, at de aldrig kom tilbage fra denne sidste spadseretur. De var for gamle til, at de kunne bruges til noget arbejde.

Mors smerte

– Min mor var nysgerrig, så hun fandt gaskammeret, der ellers var temmelig kamufleret. Hun fortæller, hvordan hun på vinduerne i hård plast kunne se, at kvinderne havde skrabet med neglene på indersiderne. Det var de jødiske kvinder og dem, der var uegnet til arbejde, som blev gasset. De politiske fanger, fandt mor ud af, blev henrettet med skud ved en bjergvæg. Kristinas mor fortalte også om en meget smuk polsk kvinde fra hendes egen barak, som fik fjernet knoglen i sit ene ben, og hvor såret bevidst blev inficeret med bakterier. – Det var især de politiske fanger, der blev udsat for medicinske eksperimenter. Og hun oplevede en kvinde, der havde kastet sig mod det elektriske hegn for at begå selvmord. ”Hvad sagde du til det,” spurgte jeg min mor. ”Hun lå der bare,” svarede hun. Hun var nødt til at skærme sig selv, og jeg kan nu se, hvordan hendes dominans over os børn har været et dække for en stor psykisk smerte. Hele livet igennem har det været svært for Kristina at undslippe eller gøre oprør mod sin mors dominans. Men da hun var 15 år gammel, flygtede hun hjemmefra. Det var dog ikke til noget bedre – derimod til en mand, der også dominerede hende og blev far til hendes ældste søn, som hun fødte 17 år gammel. – Da jeg som 20-årig kom til Danmark, havde jeg ikke ønsket at komme væk fra Polen. Men jeg kunne ikke sige nej til min mor og min bror, som fik mig til at bruge min fars jødiske afstamning for at få udrejsepapirer. I slutningen af 1960'erne begyndte en anti-jødisk kampagne i Polen, som skulle få den polsk-jødiske befolkning til at forlade landet. For alle andre var det umuligt at flytte til et vestligt land. – Jeg rejste ufrivilligt fra mit fædreland og fra mit lille barn som statsløs i efteråret 1971, hvor jeg kom til Danmark. Dansk Flygtningehjælp hjalp min lillebror til landet, og han fik tilladelse til at blive her. Otte måneder senere kom min mor med mit 3-årige barn på et turistvisum, og de blev her sammen med mig og min lillebror. LÆS OGSÅ: Jette Lehmanns familie gemte på en hemmelighed I Polen læste Kristina fysik på universitetet, men valgte at uddanne sig til tandlæge i Danmark, og fra 1984 til 2012 har hun arbejdet som selvstændig praktiserende tandlæge. Det lyder som en succes, men sådan har Kristina desværre ikke selv oplevet det. – Min mor dominerede stadig mit liv. Hun ville være nr. 1 for sine børn og var jaloux på både de mænd, jeg giftede mig med, og de børn, jeg fik. I dag har jeg heldigvis et godt forhold til både til mine børn og mine børnebørn. De senere år har hun haft endnu mere tid til at dyrke sine kreative sider. Hun maler, laver film og skriver. Senest har hun på polsk nedskrevet sin mors historie. Bogen handler også om hendes eget og hendes brors svære liv sammen med deres mor. Kristina er nu ved at oversætte ”Barbara z Ravensbrücka” til dansk, så den kommer til at hedde ”Barbara fra Ravensbrück”.