Brev til Nikoline Werdelin: Er jeg sart, eller bliver jeg mobbet?

Kære Nikoline

Jeg skriver, fordi jeg ikke rigtig ved, om jeg ser spøgelser eller ej. Jeg blev mobbet i skolen som barn, hvor klassens førende piger holdt mig udenfor. Det stod på et par år, indtil mine forældre blev klar over problemet og greb ind. Jeg skiftede til en skole, hvor jeg ikke ligefrem blev mobbet, men jeg var stadig ensom og forsagt. Først i gymnasiet fik jeg venner, og jeg havde også en god studietid. Egentlig føler jeg, at jeg har lagt problemet bag mig, og at jeg i dag har et godt selvværd.

Men for nylig begyndte jeg på en ny arbejdsplads, hvor jeg deler kontor med tre andre kvinder – og nu gentager mobningen sig – tror jeg! De tre har arbejdet sammen længe og kender hinanden godt. Jeg er klar over, at det kan tage tid at blive en del af fællesskabet, men jeg har en fornemmelse af, at de modarbejder mig. De holder på de spændende opgaver. Når jeg kommer ind i rummet, bliver der tavst. De spørger aldrig, om jeg vil med og hente kaffe. Jeg føler mig mere og mere kejtet sammen med dem, og hjemme er jeg også blevet i dårligere humør og bryder ud i gråd over det mindste. Jeg er 34 år og single. Tror du, at de holder mig udenfor, eller er det mig, der er sart på grund af min fortid? Knus Stine LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Udstødt af familien for tyveri

Kære Stine

Der skal ikke ret meget udelukkelse til som barn, før man er bange for at blive udelukket igen – jeg tror, det ligger dybt nede i det indre urmenneske. I et stammesamfund betød udelukkelse jo ofte døden. Som du beskriver det, tror jeg ikke, du ser syner – det lyder ikke rart. Jeg synes, du skal søge et nyt job. Og i mellemtiden opsøge en jobcoach, som også er psykolog, og tale det igennem. Både når du får andet arbejde – og i den tid, du må forblive på din nuværende arbejdsplads – vil det være godt at have nogen ved din side. Du er udsat, fordi du lever alene og ikke har et andet menneskes loyalitet og øjne på dig i hjemmet. Hvis der er uro på arbejdspladsen, har vi alle sammen brug for mennesker, der kan realitetskorrigere os og minde os om – dybt nede i cellerne – at arbejdet kun er en del af vores liv. Så tag ansvaret for din fritid: Tag fat i dine venner, sørg for at dyrke sport og komme ud i naturen – gør noget, der får dig til at føle dig stærk og sej. Du skal ikke sidde derhjemme og græde ... Det gør dig endnu mere til et offer for de nye kolleger. De er både tarvelige og på langt sigt helt ligegyldige for dig og dit liv, men det kan man ikke huske, når man står midt i det. I stedet for at tænke ”stakkels mig” synes jeg, det er en god fornemmelse at tænke: ”Jeg er heldigvis selv inkluderende og ikke sådan et røvhul” og ”Jeg er en amazone, og hvis jeg ville, kunne jeg pande dem alle tre ned.” Varme hilsner Nikoline LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min søn nægter at se mig Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.