Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky: "Der ligger en stor­ befrielse i at tilgive"

Forfatteren Anne-Cathrine Riebnitz­sky er ikke mindst elsket af sine mange fans for at turde gå lige ind i hjertet af de største etiske dilemmaer og skrive om tro og religion. Emner, der også præger hendes seneste, dybt rørende bestsellerroman, "Smaragdsliberen". I hendes personlige liv giver den kristne tro hende retning i livet og hjælper hende med at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert, siger hun. Og ikke nok med det. Den har også medvirket til at forvandle hende fra en usikker ung kvinde til at blive roligere og gladere og nyde sit arbejde og sit liv mere.

Det har hun nu skrevet en lille bog om, "Tro i hverdagen". – I mine foredrag har jeg altid fortalt, hvad min tro betyder for mit forfatterskab. For nogle år siden så folk mistroisk på mig, når jeg bragte det på bane. Men jeg har oplevet en støt stigende interesse for emnet. Jeg tror, der er mange, som er søgende derude og vil vide mere. Anne-Cathrine Riebnitzsky vil endda sige, at Gud har hjulpet hende til at blive forfatter. At skrive var hendes helt store drøm, lige siden hun som 15-årig udvekslingsstudent i Spanien blev undervist af en karismatisk og inspirerende litteraturlærerinde. – Men hvis jeg nævnte min drøm for mine forældre, affødte det øjeblikkeligt formaninger om, at det kunne jeg ikke leve af, og at jeg nok hellere måtte søge ind i en bank. Det var mere sikkert. Efterhånden blev det dog tydeligt, at det var forfatter, hun ville være. Problemet var bare at få mod til at tage springet. – I mellemtiden havde jeg gået på Forfatterskolen og været udsendt som sprog­officer til Afghanistan. Da jeg kom hjem, skortede det ikke på opfordringer fra forlag til at skrive en bog om mine oplevelser. Men jeg var bange for at mislykkes, så det krævede lange samtaler med mig selv, min kæreste og Gud, før jeg turde. Troen er stadig en stor hjælp, når hun skriver. Hun er ikke særlig systematisk, og det tager lang tid, før hendes historier samler sig om en handling. Derfor sætter hun sig også som det første om morgenen og skriver en bøn til Gud. – Det føles bare mest logisk at skrive bønnen, nu da jeg er forfatter, og der ingen steder står, at man skal bede med foldede hænder. Blandt andet beder jeg om hjælp til at skrive godt og få de rigtige indskydelser, og så beder jeg også for alle dem i min omgangskreds, der bakser med problemer. LÆS OGSÅ: Sara Blædel: "Historierne kommer, når de melder sig"

En masse vrede

Anne-Cathrine Riebnitzsky er ikke vokset op i et troende hjem, selv om hun som de fleste af sine kammerater blev konfirmeret. Kristendommen kom først til at betyde noget for hende, da hun blev cirka 20. – Da havde jeg en stærk åndelig oplevelse. Jeg vil ikke fortælle om den i detaljer, men jeg oplevede, at en ånd talte til mig, og det gik op for mig, at der var noget derude, som var betydeligt større, end jeg kunne fatte. Dengang faldt det mig ikke ind at gå i kirke for at finde ud af, hvad det var. I stedet gik jeg i gang med at søge i de forskellige new age-bevægelser, som var udbredte dengang. Omkring mig gik mange til krystalhealing og andet alternativt. Det tog mig mange år at opdage, at ånden var den Gud, de prædiker om i den danske folkekirke. Hendes tro blev styrket i de kommende år, ikke mindst i 2003, da hun endnu ikke var debuteret med sin første roman og arbejdede ved den danske ambassade i Moskva. – I den periode prøvede jeg at komme mig over en ulykkelig forelskelse, og det var ikke let i Moskva. Bl.a. fordi de har levet uden tro så længe, og det påvirker moralbegreberne mere, end man kan forestille sig. Jeg har boet både i muslimske og katolske lande, og det vil jeg hellere end i et land som Rusland, hvor jeg oplevede en ufattelig forråelse. Det hjalp, da jeg begynde at se tv-programmer med den amerikanske præst Joyce Meyer. Hun blev lidt min åndelige moder, fordi hun har sådan en lavpraktisk tilgang til troen, som passer godt til mig. Af Joyce Meyer lærte Anne-Cathrine, at man godt kan rejse sig fra en ulykkelig barndom og få et godt liv alligevel. Det havde hun brug for at vide, for som hun beskriver i sin gennembrudsroman, "Forbandede yngel" fra 2013, var hendes far en voldelig hustyran, og hendes mor så ulykkelig, at hun prøvede at begå selvmord otte-ti gange, inden Anne-Cathrine blev 18 år. I det hele taget var hjemmet fyldt med vrede, gråd, råb, skrig og stor utryghed. – Jeg var med god grund rasende på mine forældre over min skæbne. Hvorfor ramte det lige mig, at jeg skulle vokse op sådan? Men Joyce Meyer har sagt, at hvis man vil kalde sig troende, skal man kunne tilgive. Det måtte jeg så i gang med, selv om det ikke var nemt. Min familie har altid haft nemmere ved at bære nag. Jeg troede jo, at mit had var en straf for dem, der havde forbrudt sig mod mig. Men det var det ikke. De mærkede ikke min vrede, til gengæld var den en byrde for mig og åd sig ind på min livsglæde og styrke. At tilgive består for hende i, at man beslutter sig for at holde op med at bruge kræfter på sit had og sin vrede. Følelserne ændrer sig ikke nødvendigvis med det samme, man træffer beslutningen, men det kommer efterhånden. – Det gjorde det i hvert fald for mig. Sådan fik jeg min livsenergi tilbage. Det er også moralen i "Forbandede yngel". Hvis jeg var blevet ved med at holde fast i, at min opvækst var synd for mig, kunne jeg få ynk og medlidenhed. Men jeg ville også hænge fast i den rolle. Da jeg derimod besluttede at tilgive, holdt jeg op med at være et offer og fik styrke til selv at tage ansvar for at komme videre og starte på en frisk. At tilgive betyder ikke i hendes øjne, at man siger, at ondskab og overgreb er okay. Tværtimod. Det onde er stadig ondt. Det betyder heller ikke, at man skal lægge sig fladt ned og lade en psykisk ustabil person komme tæt på sig. – Det har jeg selv gjort flere gange, og hver gang måtte jeg minde mig selv om, at det stadig er sundt og fuldstændigt kristent at kunne trække en grænse.

Plads til gode minder

En anden ting, troen har lært Anne-Cathrine, er ikke at feje tingene ind under gulvtæppet. For hende har der været en stor befrielse i at konfrontere sin fortid, selv om det kan synes hensynsløst mod de nærmeste. – Som barn kunne jeg ikke se nogen mening i vrede. Vi børn krøb jo rundt langs væggene og forsøgte at undgå min fars vredesudbrud, der ofte var helt ude af proportioner i forhold til, hvad der var foregået. Men som voksen har jeg opdaget, at vrede er livsnødvendig. Den er som den røde lampe på et kontrolpanel, der advarer os om, at noget er galt. Det gjorde godt, da jeg i "Forbandede yngel" vendte og drejede min vrede og fik tingene sagt. Nu syv år senere kan jeg se, hvordan det har givet mig adgang til de positive barndomsminder, jeg også har. Det, tror jeg, gælder for alle, at når først vi rydder op i det, der kaster lange skygger ind i vores liv, er det nemmere at huske og have fokus på de gode ting. I bogen om sin tro skriver hun om det bibelske bud, at man skal ære sin far og mor. Det var ikke nemt med en baggrund som hendes. – Min mor blev vred over, at jeg skrev "Forbandede yngel". Hun følte, at jeg hængte hende ud. Da jeg var klar over, at den blev udgivet, og at der ville blive skrevet om den i aviserne, gav jeg hende manuskriptet. Til at begynde med syntes hun, det var en fin beskrivelse af en hård barndom. Hun var selv på børnehjem det først halve år af sit liv, og det var ikke godt for hendes sjæl. Men da det gik det op for hende, at der var skildringer i den, som ikke satte hende i et positivt lys, blev hun så vred, at vi brød kontakten. Jeg kunne ikke vide, om den kunne optages igen, men jeg fortrød ingenting. Jeg var klar over, at bogen ikke alene havde hjulpet mig, men også ville hjælpe andre, som har haft en utryg barndom. Efter udgivelsen fik Anne-Cathrine flere hundrede mails fra læsere, der havde haft tilsvarende oplevelser og takkede for bogen. Dem sendte hun videre til sin mor. – Efterfølgende fik min mor og jeg kontakt igen, men talte hverken om bogen eller de mails, jeg havde sendt. Indtil hun en dag fortalte om naboen, der havde stoppet hende, mens hun lugede, og sagt, at jeg godt kunne have ventet 10 år med den udgivelse. Underforstået, at så kunne min mor nå at dø inden. Da svarede min mor, at hun så det som modigt af mig, at jeg turde tage proppen af flasken. Det spillede de mails en rolle i, tror jeg. Min mor er meget hjælpsom og gavmild af natur, og det påvirkede hende, at så mange kunne genkende sig selv i min historie. LÆS OGSÅ; Statsminister Mette Frederiksen: "Følelser skal man ikke være bange for. Jeg er i hvert fald ikke"

Kærlighed skulle læres

Selv om Anne-Cathrine er afklaret med sin fortid, kan den stadig spille hende et puds. For eksempel når det gælder kærlighed. I bogen om sin tro beskriver hun, hvordan ustabiliteten i hendes barndomshjem gjorde, at enhver form for ensartethed fik hende til at forvente en nært forestående katastrofe. Det er ikke så smart i et kærlighedsforhold. – Jeg forventede hele tiden, at mændene ikke syntes, jeg var god nok, og skabte på den måde en masse ballade. Men jeg bad for, at jeg kunne forandre mig, og det er lykkedes. I dag er jeg lykkeligt gift og har fundet ro i trygheden. – Gud har hjulpet mig, men jeg har også selv gjort et stort arbejde ved at gå til psykolog og arbejde med mig selv. Og så er jeg heldig, at jeg har en meget tålmodig mand, der har brugt tid på at lære mig, at kærlighed kan være stabil. Nu er jeg så i gang med at lære, hvor endnu mere livsomvæltende Guds kærlighed er. Hun har let ved at mærke Guds ånd, siger hun. Når hun for eksempel har tusind planer for, hvad hun vil nå, kan en stille stemme indeni sige: Tag det roligt, slap af. Du behøver ikke kæmpe så hårdt for at være god nok, du er det allerede. – I det hele taget synes jeg, at vi alle skal søge efter det, der giver os fred i sjælen. På den måde lytter vi til Guds stemme. Det, der giver os fred, kan sagtens være noget, andre ikke synes, vi skal gøre. Men vi kan kun selv forvalte, hvad der er bedst for os selv. Lige såvel som tilgivelsen er væsentlig for hende, er taknemmeligheden det også. – I dag kan jeg jo sige ærligt, at jeg ikke er ked af min opvækst. Den har givet mig en menneskekundskab, jeg ikke vil være foruden. Når jeg kom hjem fra skole, måtte jeg som det første være på vagt over for, hvordan min mor havde det. Det har i den grad trænet min evne til at observere og aflæse mennesker. Det syntes jeg engang var anstrengende, men nu oplever jeg det som et fantastisk arbejdsredskab, jeg er meget taknemlig for.