Camilla skilt efter 11 år: Sådan blev jeg venner med min eks

Lige over for andedammen ligger et rødt murstenshus. Ligesom mange af de andre villaer på vejen i Haslev, emmer Camillas hjem af familieidyl. Huset deler hun med sin mand og deres sammenbragte tre børn. Børnene deler hun med lidt flere. I den nærmeste familie finder man også Camillas ekskæreste og hans nye kone.

”Vi er en patchwork-familie,” siger Camilla, da hun har forklaret de familiære forhold. For selv om det kun er den ene af sønnerne, der biologisk har noget med hendes ekskæreste at gøre, har hele familien ham tæt inde på livet.

Bedre som et team

De var kun 19 år, da Camilla og hendes ekskæreste fandt sammen i gymnasiet. De havde været sammen i 11 år, da de gik fra hinanden.

– Jeg har tænkt meget over hvorfor. Vi var ikke enige om bruddet, og det tror jeg tit, at man ikke er. Vi var forskellige steder.

I Camillas tilfælde var det en følelse af noget uforløst, som blev den afgørende faktor.

– Jeg holder enormt meget af min ekskæreste, så jeg ønskede egentlig ikke, at vi gik fra hinanden. Der var ikke noget galt med ham, overhovedet! Det var i virkeligheden nogle behov, som viste sig i mig.

– Det var mere et venskab. Vi var skidegode som et team. Vi tænkte ens om børneopdragelse og var homogene i vores verdenssyn. Nogle gange er det måske dét, der gør, at noget forsvinder. Når der ikke er så meget modstand.

LÆS OGSÅ: Sådan fortæller I børnene om jeres skilsmisse

Frygt for at venskab skulle slutte

Beslutningen om at ende forholdet var derfor længe undervejs. Frygten for, at venskabet ville slutte, når parforholdet ophørte, fyldte meget for Camilla.

– Men jeg er så heldig, at han er blevet ved med at være en del af mit liv. Det var der en risiko for, at han ikke kunne, da vi ikke var enige om at gå fra hinanden.

Det var ikke kun den smerte, som Camilla ville påføre ekskæresten, der fik hende til at blive i forholdet:

– Det mest smertefulde for mig var, at jeg godt vidste, at jeg ville gøre mit barn rigtig ondt. Det var derfor, det tog mig et par år at tage beslutningen. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg gik så meget i stykker over at være i det, at jeg tænkte, at vores søn havde brug for en mor, der var mere nærværende. Jeg blev ikke lykkelig med det samme. I perioder var jeg nødt til at negligere omkostningerne for at kunne være i det.

Fælles håb og drømme

Camilla var villig til at gøre stort set alt for at bevare ekskæresten i sit liv. De fik begge relativt hurtigt nye partnere, og det medførte, som i de fleste tilfælde nye udfordringer.

– Til vores søns fødselsdag et års tid senere mødte jeg hans kæreste. Men han havde ikke lyst til at møde min nye kæreste. Der gik knap tre år, før de mødte hinanden. Det respekterede jeg, for det var mig, der havde sluttet noget, som han ikke ønskede skulle slutte.

– Jeg fortalte ham, at mit største håb var, at vi 10 år senere kunne sidde sammen med begge vores partnere og drikke kaffe. Hans svar var, at det også var hans håb. Jeg ville strække mig virkelig langt for, at vi fandt en løsning, som han kunne finde sig til rette i. Jeg vidste, at vi havde samme håb, så jeg ventede bare, til han blev klar.

Camilla understreger, at hun ikke havde noget imod at vente.

– Lige så snart man har overskud til det i det kriseforløb, som et brud er, skal man være rummelige over for hinanden. Man skal ikke holde det imod hinanden, at ”jeg var rummelig sidst, så det er din tur nu.” Der har jo også været tidspunkter, hvor jeg har været urimelig, hvor han har været den rummelige.

Skil tingene ad

I bruddet sørgede Camilla og ekskæresten for at opdele de mange følelser, de hver især havde. Til det fik de blandt andet hjælp ved at gå i parterapi.

– Vi formåede at bevare venskabet hele tiden, fordi vi skilte tingene ad. Alt det følelsesmæssige, hvor vi ikke forstod hinanden, talte vi om i ét rum hos en parterapeut. Alt det, der handlede om vores søn, i et andet rum. Så vi havde ét rum, hvor vi var frustrerede, og ét rum, hvor vi var konstruktive og løsningsfokuserede sammen.

Ekskæresten havde, da forholdet begyndte at skrante, ikke lyst til at gå i parterapi, da Camilla foreslog det. Han synes dog at det var en god idé, at Camilla gik til psykolog alene.

– Det var først, da jeg meddelte, at jeg var nødt til at flytte i en periode for at få styr på mine svære følelser, at han ville i parterapi. Jeg kunne ikke love ham, at jeg kunne finde tilbage til os som par, men jeg tænkte, at det uanset udfaldet ville være godt med parterapi, så vi kunne komme fra hinanden på den bedst mulige måde.

- Jeg tror, det har hjulpet os med sidenhen at få det gode samarbejde. Vi fik ”ryddet op” i nogle af de svære følelser, så vi på sigt fik en bedre forståelse for hinandens perspektiver.

LÆS OGSÅ: 7 myter omkring skilsmisse

Hele delebørn

For mange familier betyder skilsmisse, at alting deles op. For Camilla og hendes ekskæreste var det vigtigste i bruddet, at deres søn stadig kunne have begge sine forældre tæt på.

– Nogle eksperter mener, at børn kan blive forvirrede af, at forældrene har så tæt et samarbejde, som vi har, men for vores søn har det været naturligt. Da han gik i SFO, skulle vi til et arrangement. Hans far og bonusmor kunne ikke komme, og min mand var syg, så det var bare mig. Han blev ked af det, fordi vi plejede at være mange med ham, og nu var det kun mig, fortæller Camilla.

Selv om det har været naturligt for familien, har det af og til været svært for udenforstående at forstå.

– Da vi holdt fødselsdag i børnehaveklassen, spurgte nogle af pigerne, hvor mange senge vi havde, fordi de troede, vi alle sammen boede sammen. Det har været forvirrende og lidt mærkeligt for andre børn, men for vores børn har det været normalt, forklarer Camilla.

Sammen med ekskæresten og sønnen fortsatte de deres treenighed.

– Selv lige efter jeg flyttede, lavede vi ting sammen. Vi tog på kanalrundfart eller en tur i skoven, for at vores søn kunne se, at han stadig havde os begge to.

Sønnen var kun fire år, da de gik fra hinanden. Camilla tror, det har været en fordel for ham, for han kan ikke huske dem sammen. Dermed ikke sagt, at han aldrig har vist behov for en mor og far, der var sammen.

– Engang da han var seks-syv år, var han ked af det og spurgte, hvorfor vi ikke bare kunne bo sammen. Jeg forklarede, at det kunne vi ikke, fordi han havde brug for, at hans far og mor var glade. Hans far var glad, når han boede sammen med hans bonusmor, og jeg var glad, når jeg boede sammen med hans bonusfar. Det har været forklaring nok for ham.

Få ryddet op

Camilla har i dag sit eget firma ”Hele delebørn”, hvor hun rådgiver familier i brud. Navnet kommer fra familiens egen historie.

– Jeg tror, at man bliver hel på en anden måde, hvis forældrene får det til at fungere. Vores søn har været delebarn, men hans verden har hængt enormt meget sammen. Der er mange børn, der lever i to meget opsplittede verdener, når forældrene går fra hinanden.

– Jeg tror, at den lykkelige skilsmisse er vigtig, for at man bliver et helt menneske igen. Det er lige så vigtigt for de voksne som for børnene, at man kan fungere sammen efter bruddet. Jeg ser også i min egen rådgivning, at det handler om det følelsesmæssige, de aldrig har fået ryddet op i. Egentlig burde alle, der går fra hinanden, gå i parterapi.

Artiklen er læst og godkendt af Camillas ekskæreste.