Gwyneth Paltrow: ”Jeg trives godt med biroller”
Foto: All Over Press, Colourbox & SF FILM
Det er ikke meget, man ser til Gwyneth Paltrow i hendes nye film "Contagion". Hun har en mindre birolle og dør i filmens begyndelse. Men det passer Gwyneth Paltrow perfekt! Skuespillerinden skulle blot møde op på Steven Soderberghs filmset i Hongkong i tre dage og derefter indspille et par scener i lufthavnen i Chicago. Og så kunne hun ellers tage en flyver hjem til London og følge børnene i skole.
Apple på syv og Moses på fem år kommer i første række.
- Jeg havde heldigvis opnået en hel masse, før jeg fik børn, så nu kan jeg fokusere på dem, siger Gwyneth Paltrow.
- Når jeg får mulighed for at lave en god film, så er det fedt, hvis jeg kan. Og hvis jeg ikke kan, så er der bare ikke noget at gøre ved det.
Jeg sidder ikke og ærgrer mig over det, fortæller hun.
De travle 20'ere
Det er ikke så meget, vi har set til Gwyneth Paltrow de seneste seks år. Hendes seneste større rolle var i filmen Sylvia om digteren Sylvia Plath, fra 2005, og ellers har hun medvirket i større eller mindre biroller i film som "Infamous", "Iron Man" og sin bror Jake Paltrows "The Good Night". Det står i skarp kontrast til hendes travle liv i 20'erne, hvor Gwyneth Paltrow indspillede den ene succesfilm efter den anden og bl.a. vandt en oscar som bare 27-årig for sin præstation i "Shakespeare in Love".
- Man har en idé om, at man skal opnå en masse for at være noget værd. Det er på ingen måde sandt. Det handler om, hvordan man ser sig selv. Men jeg fik lavet et godt stykke arbejde, inden jeg fandt ud af, at jeg ikke hele tiden behøvede at bevise mit værd., siger Gwyneth Paltrow i dag, hvor hun nærmer sig 40 år.
En bid af Gwyneth
Ved siden af arbejdet som skuespiller har Gwyneth Paltrow nu fået tid til at kaste sig over sine andre interesser. Hun er blandt andet forfatter til kogebogen "My Father's Daughter" som en kulinarisk hæder til sin afdøde far.
I forordet fortæller hun, hvordan hendes far var hendes store kærlighed frem til hans død i 2002, og at hun den dag i dag føler sig tættest på ham i sit køkken. Her kan hun stadig høre hans "uuuuhm", når han smagte på noget lækkert.
- Jeg elsker mad. Jeg elsker at lave mad og jeg elsker at spise den, siger Gwyneth Paltrow og påpeger, at det ikke kan ses, fordi hun virkelig arbejder for, at det ikke kan.
- Jeg er meget aktiv. Jeg tager ganske enkelt på, hvis jeg ikke dyrker over en times motion hver dag. Så hver morgen, efter at børnene er kommet i skole, er jeg i gang, siger den slanke skuespillerinde.
Sarah Jessica Parker: Jeg er ikke som Carrie
Christiane Schaumburg-Müller: Gik ned med mavesår og stress
Kate Hudson: Jeg er drengeglad