Julie Hastrup: Trangen til at hævne var enorm

Der gik mindre end to minutter, fra hun havde modtaget opringningen om overfaldet, til hun havde fået sko på, grebet en frakke og styrtede ned ad trapperne og bare løb.

– Jeg er ellers ikke særlig god til at løbe. Men den dag kunne jeg, siger hun.

Julie Hastrups nye krimi ”Vildskud” er skrevet med udgangspunkt i netop den aften, en onsdag i efteråret 2016, da hun blev ringet op af sin søn, der var blevet overfaldet ved Nørreport Station.

– Han var lige fyldt 15 år og skulle til fodbold og kom bare gående, da han helt umotiveret blev udsat for vold. Nogen griber fat i hans halstørklæde bagfra og slår ham ned. Gudskelov er der folk, der blander sig, og det hele ender godt, forstået på den måde at den drengebande, det var, nåede at blive stoppet, fortæller hun.

Følte mig som en buldrende tyr

– Jeg følte mig som en stor, buldrende tyr, da jeg styrtede af sted den aften, fortæller hun videre.

- Jeg havde lyst til at løbe ned til Nørreport for at finde dem, der havde overfaldet mit barn. Jeg gjorde det ikke. Men trangen til at hævne øjeblikkeligt var enorm.

Via deres forsikringsselskab kunne de få krisehjælp, som de sendte deres søn til.

- Og efter nogle måneder, hvor han var meget bange for alting og nærmest ikke turde røre sig, blev alt normalt igen. Og det har det været siden. Vi slap billigt, kan man sige. Men den følelse af afmagt og vrede og uretfærdighed, jeg mødte i mig selv, da jeg blev ringet op om overfaldet, den kunne jeg ikke bare glemme.

Trangen til at skrive om hændelsen oversteg heldigvis hævnfølelsen.

- Jeg vidste til gengæld, at jeg i stedet skulle skrive om den. Det er det lykkelige for alle, der skriver: Forfatterventilen. Det er en skøn måde at bearbejde ALT svært på.

– Jeg havde virkelig lyst til at brede den historie ud, men hvor det så var gået meget værre, end det gjorde for os og sætte alle mulige forskellige vinkler på. For jeg tror, det er en følelse, de fleste kender, i større eller mindre grad.

LÆS OGSÅ: Sara Blædel: Historierne kommer, når de melder sig

Når katastrofen rammer

I ”Vildskud” møder vi en række mennesker, hvis tilværelse fra det ene øjeblik til det andet ændrede sig, da en katastrofe ramte. Død, ulykke, sygdom. Vi rammes i flæng. Sådan er livet. Vi kan ikke gardere os. Noget sker med grumt forsæt. Noget sker ganske uforsætligt.

Men hos de efterladte i Julies nye roman rejser der sig ud af sorgen en voldsom trang til at stille nogen til ansvar. Og hvis politi og retsvæsen ikke kan, kan de måske selv. Det kaldes selvtægt.

Og det er selvfølgelig ikke i orden. Det mener Julie heller ikke. Men følelsen, den der trang til at slå tilbage, at give igen, at give efter for en ”øje for øje og tand for tand”-mentalitet, hvad med den?

Skal vi ikke kunne tale om den og stå ved den, også selv om den er grim og ikke passer til billedet af os selv som pæne, civiliserede mennesker, spørger Julie imellem linjerne i romanen.

LÆS OGSÅ: Elsebeth Egholm: Jeg har famlet efter at finde tilbage til lyset

Takket være mormor

Julie er oprindeligt uddannet journalist, men at hun nu er blevet forfatter, det tilskriver hun sin kære mormor. Helt og aldeles.

– Min mormor var lægesekretær på Bispebjerg Hospital, og hendes kæreste igennem mange år, min papmorfar, var både professor i psykiatri og i neurokirurgi og opererede hjerner. De to havde altså mange samtaler om menneskets ondskab. Og tit sad jeg ved bordet og tegnede og lyttede med store ører.

– Min mormor boede tæt på Rådhuspladsen, Vester Voldgade, i en stor lejlighed. Hun var meget belæst inden for al litteratur, men hun elskede også krimien og ernærede sig i mange år med at skrive noveller til ugebladene under pseudonym. Hun var sådan en, der sad i sin smagfuldt indrettede stue fyldt med bogreoler og serverede hjemmebagt sandkage og te fra Perch’s og røg Cecil, og så talte vi ellers. Min mormor kunne man tale med i timevis. Dér sad vi så og talte om drab og drabelige sager. Og det var altid psykologien og den menneskelige faktor i drabene, der var det spændende. Allerede da tænkte jeg, at jeg ville være forfatter.

LÆS OGSÅ: Forfatter Birgithe Kosovic om at bo hver for sig, hun og hendes mand

Stadig veninder

Men hun kan også huske, fortæller hun videre, hvordan hun som 10-årig flyttede til Kartoffelrækkerne på Østerbro med sine forældre og sin seks år yngre lillesøster.

– Og da jeg springer af flyttebilen, kommer der en pige løbende mig i møde og siger: ”Hej, jeg hedder Rosa. Hvad hedder du? Og velkommen til gaden”.

- Det viste sig, at Rosas mor var Dea Trier Mørch. Og Rosa og jeg er stadig veninder. At opleve Dea, der altid sad øverst oppe og skrev med et skilt på døren: ”Må ikke forstyrres mellem 10 og 16”, som børnene i øvrigt respekterede, det fik det for alvor til at gå op for mig, at forfatter var noget, man kunne være. Og at det ville jeg være.

Vidste, jeg skulle vente

Alligevel parkerede Julie drømmen i en lang årrække. Og det gjorde hun meget bevidst.

– Da jeg stod som 20-årig og ganske vist havde været på skoleophold både i USA og i Frankrig og var blevet færdig med gymnasiet, vidste jeg, at jeg skulle vente. Jeg var ikke klar til at blive forfatter. Det kunne jeg simpelthen mærke.

I stedet søgte hun ind på journalisthøjskolen i Aarhus og kom ind. Det var i 1990. Og det blev starten på en journalistkarriere, der førte hende til TV 2 Lorry og siden til DR. Her var hun ansat frem til 2006, hvor hun sagde op og tog springet ud i den usikre tilværelse som krimiforfatter. For nu skulle det være.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov: Jeg har ingen erfaring med medvind

Glad som journalist, lykkelig som forfatter

– Jeg var glad som journalist, superglad. Men jeg er lykkelig som forfatter, konstaterer hun i dag.

Men da hun begyndte som journalist, tænkte hun: ”Nu arbejder jeg som journalist og får forhåbentlig skabt mig et spændende liv, og når jeg er 60, trækker jeg mig tilbage og sidder i et sommerhus med et par katte på skødet og skriver krimier”. Sådan var hendes plan.

– Men da jeg fik barn nummer to, kunne jeg godt mærke, at jeg måske ikke skulle vente, til jeg var 60...

Julie var 38, da hun valgte at vende ryggen til alle dem, der talte advarende imod frivilligt at forlade et godt job med god løn og pension. Og hun har aldrig fortrudt, siger hun.

– Det har været sådan en påtrængende drøm at blive krimiforfatter. Det har aldrig været en drøm om at blive berømt. Heller ikke om at blive rig, selv om man selvfølgelig håber, at man bare kan leve af det.

- Det er en drøm, der er båret af en oprigtig kærlighed til krimi, til litteratur og til det at skrive. Og jeg håber da, at jeg skal skrive i hvert fald i 20 år endnu. Hvis ellers man har sin hjerne i behold, kan man jo fortsætte længe som forfatter.

Julie Hastrup

• Født 1968. Og ja, hun er datter af Bjarne Hastrup, administrerende direktør i Ældre Sagen.
• Gift med tv-fotograf Morten Raarup og mor til teenagerne William og Emma.
• Har udgivet følgende bøger i serien om politiefterforsker Rebekka Holm: ”En torn i øjet”, ”Det blinde punkt”, ”Blodig genvej”, ”Portræt af døden”, ”Farlig fortid”, ”Mirakelmanden”, ”Blodspor” og ”Vildskud"