Tør jeg i det hele taget skrive det: At jeg er 58 år?

Danmarksrekorden i alder tilhører lige nu Karla Lindholm Jensen, der 7. maj fyldte 112 år.

Med lidt god vilje kan man sige, at hun næsten er dobbelt så gammel som mig. Hun hører altså til i afdelingen for absolutte sjældenheder.

Jeg regner ikke med at slå hendes rekord. Ikke desto mindre lever vi altså alle sammen længere og længere. Især kvinder. Menneskelig udødelighed forekommer faktisk ikke engang længere utopisk, forskerne er i fuld gang med at finde løsningen.

Hvis man tror på Gud, er udødelighed noget hø, da der bliver virkelig tomt både i Paradis og Helvede. Indtil da må vi nøjes med at blive virkelig gamle, før vi indløser enkeltbilletten.

"Du er da ikke gammel"

Derfor artiklen her: Hvad gør vi ved det paradoks, at vi lever og er friske og aktive længere, men samtidig nærmest pr. automatik bliver dømt ude eller bliver usynlige, når vi når en vis alder? For det gør vi. Især kvinder.

Jeg ved godt, at der er masser af undtagelser. Tag f.eks. det 98-årige amerikanske stilikon Iris Apfel, som sidste år tegnede kontrakt med det verdensomspændende modelbureau IMG. Og legetøjsfirmaet Mattel lavede forrige år – surprise! – en gråhåret Iris Apfel Barbie-dukke klædt på af Apfel selv.

De findes derude. Men de er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Kvinder når sidste salgsdato i tilværelsen, før mænd gør, selv om de lever længere. Det er et paradoks. Det resulterer i forskellige afværge-reaktionsmønstre.

Skønhedsindgreb for eksempel. For 30 år siden begyndte det at boome herhjemme. I begyndelsen lidt omgærdet med hemmelighedskræmmeri: ”Nej nej, jeg har SLET ikke fået lavet noget, jeg har bare gode gener." Siden er det blevet så almindeligt, at ingen løfter et øjenbryn, hvilket de ofte heller ikke kan på grund af Botox.

Vi fortæller hinanden, at det er smukt at ældes ”med ynde”, at der er klasse over autenticiteten i det – samtidig med at vi gør, hvad vi kan, for at undgå det. Hvis vi ikke kan leve med det.

Jeg købte selv tre bh’er i går. Da jeg stod i prøverummet, kunne jeg godt se, at mine engang struttende D-skåls-bryster så lidt trætte ud. Jeg kunne også godt se, at jeg selv så lidt træt ud. Indvendig var jeg lige så frisk, som jeg plejer at være.

Et af argumenterne for at bruge skønhedsindgreb lyder faktisk, at det handler om at ville se lige så frisk ud udenpå, som man føler sig indeni. Fint, fint, ikke? Men det handler vel helt ærligt mest om den dér frygt for at blive dømt ude. For at blive vejet og fundet for gammel.

Så er det bedre at blive ved med at se ud, som om man endnu ikke har mødt sin første rynke, til man stiller træskoene.

Sonja Sørensen: "Kvinder over 50 hviler i sig selv på en helt anden måde"

Sidder du nu og tænker, at arh, det da ikke er rigtigt, at man ryger ud af samfundssynsfeltet, når man når en vis alder?

Så tænk lige over det her: ”Du er da ikke gammel” er en kompliment. ”Du er da ikke ung” ville være en fornærmelse. Men nu er vi havnet i kulkælderen, så vi må op af den. Kom med – du skal møde Sonja Sørensen.

Sonja Sørensen vil hjertens gerne tale med femina, men fatter nu ikke helt selv, hvorfor en del medier har kontaktet hende det seneste par år. Det er jo bare et liv, ikke? Oh well. Kender du måske særlig mange snart-70-årige mormødre, der om sommeren kører rundt i en åben Morgan med det lange grå hår blafrende i vinden? Og som gladeligt viser det på Instagram?

Sonja blev enke for fire år siden efter et langt og godt ægteskab. 44 år. Det er alligevel noget. Hun har rejst sig igen og er stormende forelsket – er på vej på forlænget weekend til London med sin ret nye kæreste, da jeg ringer. De mødtes i Irma i grøntafdelingen, hvor de begge ledte efter modne avocadoer.

LÆS OGSÅ: Skal jeg bare sige "fuck det", springe ud i det og realisere min drøm?

Sonja har undervist i det samme motionscenter i 36 år. Mange ville nok sige, at hun holder sig godt. Hun er dog meget bevidst om ikke fået lavet ”noget”.

– Jeg er ikke tilhænger af det. Folk bliver uigenkendelige. Jeg håber stadig, at jeg, hvis jeg bliver rigtig gammel, kan cykle rundt ved mit sommerhus i hullede jeans og en stor hvid hørskjorte. Sådan vil jeg gerne være. Jeg kan ikke se uden briller længere, men ellers er jeg frisk og rask. Jeg ville gerne have stopknappen nu. Den, der gør, at jeg ikke ældes.

– For jeg kan godt nikke genkendende til, at kvinder bliver ”dømt ude”, når de når en vis alder, og jeg tror, at mænd har et helt andet selvværd end kvinder – som hjælper dem – men jeg synes, jeg samler meget op inde i mig selv.

– Hvis jeg var arbejdsgiver, ville jeg sørme hellere have én, der har været igennem tiden med små børn. For kvinder over 50 hviler i sig selv på en helt anden måde end de yngre med små børn.

Hvis man spørger Sonja Sørensen synes hun ikke, at det er svært at blive gammel.

- Jeg er jo gammel. Ældre i hvert fald. Og det er trods alt slet ikke længere sådan, som da min mor var i 70’erne. Sommeren tilbringer jeg i Hønsinge Lyng, hvor jeg har sommerhus. Så kører jeg rundt i min lille Morgan veteranbil, som jeg arvede fra min mand. Det er et pragtfuldt liv.

Gretelise Holm: "Kvindebilledet på TV er stadig ekstremt gammeldags"

Signe Lindkvist blev interviewet her i femina i sommer og sagde om dengang, hun som yngre levede af at være tv-vært: ”Når jeg havde været til casting eller en samtale om noget arbejde, blev jeg tit valgt fra, fordi jeg ikke var lækker nok. (….)

- For eksempel: ”Det var en skideskøn casting, og du er pissedygtig, og det var superfedt, men vi bliver simpelt hen nødt til at have en, der er mere sexet.” (...)

- Jeg er glad for, at jeg ikke fik en karriere som hende den lækre tv-vært, der altid stod ved siden af ham den kloge mand. For så havde jeg nok haft en stor livskrise i dag. Det er en sygdom, der stadig er i dansk fjernsyn: Der er meget få kvindelige værter, som ikke er valgt på grund af deres udseende. Og det er et eksremt gammeldags kvindebillede, hvis du spørger mig.

LÆS OGSÅ: Mette har ikke farvet hår i 20 år: "Mange bliver overraskede over min hårfarve"

Billedet af den kønne kvindelig studievært og den kloge ældre mandlige vært, kan forfatter Gretelise Holm godt genkende. Også i nyere tid.

- Det er helt utroligt og virkelig strengt.

– Det handler om, at vi lever i et mandssamfund og en mandskultur, hvor det ligesom er mænd, der definerer. Og mænd definerer, at kvinder over en vis alder ikke er interessante, siger hun.

Gretelise Holm har debatteret kvinder, ligestilling og rettigheder hele sit voksne liv. Hun er uddannet journalist, men skiftede spor, da hun skrev sin første krimi i 1998. Hun er 73 år.

På nettet kan man finde et ikonisk billede af en helt ung Gretelise siddende på en ladcykel iført kasket og det, man faktisk dengang kaldte en hulkort kjole.

Kvindeligheden – hvordan har du det med den nu?

– Om man synes, man er sexet? Jeg var jo nok mere sexet på det billede dengang … Til gengæld får man mere personlighed med årene.

Men man risikerer også at blive dømt ude på grund af alder?

– Det er noget med vores kønsroller. Vi er ikke så seksuelt attraktive, fordi vi ikke længere kan føde børn – hvis man tager darwinistisk på det. Jeg synes, det er strengt. Det var også derfor, Karin Sommer, min hovedperson i min tidligere krimiserie, var en kvinde over 50. Jeg tænkte: Så trækker jeg dem frem i lyset og viser, at de faktisk eksisterer.

- Der var nogen, der advarede mig i starten, også jævnaldrende kvinder: Uha nej, ingen gider læse om en kvinde over 50. Men forlaget syntes, det var en god niche.

Det viste det sig så også at være. Serien gik rent hjem hos læserne.

Det er fantastisk, men også sørgeligt, at det ligefrem er en niche at vælge at have en kvindelig hovedperson over 50 – når virkeligheden er fyldt med kvinder over 50?

– Ha ha, ja det er det da! Det er da forfærdeligt.

Gretelise tror, at vi simpelt hen mangler en ”tryg rolle” til kvinder i den alder.

– Du ved … rollen er tryg, så længe vi er unge og kærester. Den er egentlig også tryg, så længe vi føder børn, for så er vi mødre og ægtefæller. Men når vi passerer de 50, har vi ligesom kun svigermorrollen tilbage. Så er vi svære. Vi er lidt farlige, fordi vi er blevet kloge og dygtige. Vi er truende, synes nogle mænd. Eller mandskulturen. Samtidig med at vi har mistet seksuel attraktion.

Så man bliver udfaset?

– Ja, helt klart. Men man bliver samtidig gammel og vis, så man kan bare hæve sig over det og være ligeglad. Jeg er helt ligeglad. Det eneste, man kan sige, er, at man selvfølgelig ikke skal acceptere det. Jeg fører mig frem. Jeg sørger for ikke at blive overset. Det hjælper også, at jeg lige har skrevet to bøger.

Liselotte Lyngsø: "Vi sætter ungdommen på en piedestal"

Liselotte Lyngsø er fremtidsforsker i Future Navigator og 49 år. Jeg skrev til hende og spurgte til paradokset: hvorfor en vis alder er diskvalificerende, når vi nu holder os bedre og længere. Hun skrev tilbage, at ”ageism klart er en ting”.

– Presset kommer egentlig forskellige veje fra. Det ene er omverdenen. Der er et pres for, at vi holder os på arbejdsmarkedet længere og længere, og der skal vi virke unge. Vi sætter ungdommen på en piedestal, fordi den er lig med ”innovativ”, ”fleksibel”, ”omstillingsparat” og alle de der buzzwords, der ligger i tiden. Derfor er der kæmpehype om ungdommelighed, så det er vigtigt, at man signalerer: Jeg er ung og omstillingsparat.

- Det er blevet værre, i takt med at flere og flere er oppe i årene. Så når de unge bliver en mangelvare, bliver de en ”luksus”. Et knapt gode. Der er faktisk virksomheder, der har grejet det og som satser på senioransættelser, fordi seniorer bare er mere loyale, erfarne og også dygtigere.

Men nu taler vi jo om, hvad der ligesom er hypet i samfundet, og det er, at man sukker efter ungdom. Derfor har skønhedsindgrebsbranchen fantastiske kår.

– Folk får sprøjtet det ene og det andet ind og får virkelig lavet genveje, hvor de kan, for at prøve at holde sig unge og se unge ud. Det svære ved det er: Kan du tillade dig at stå udenfor, hvis alle de andre får løftet øjne, fjernet rynker og farvet hår? Kan du så tillade dig at sige: ”Jamen jeg vil faktisk gerne lade min grå manke stå. Og ditto med rynkerne, som jeg har opbygget igennem et langt liv med sorger, smerte og erfaring”?

- Jeg kender faktisk en kvindelig kunstner og musiker, som har bosat sig på Zanzibar. Hun er sidst i 50’erne og synes bare, der er meget mere respekt for de ældre der. Hun gider ikke den ageism, der er herhjemme, hvor det er svært i en vis alder at få job, både med musik og kunst og alt muligt andet, fordi de unge ligesom forherliges.

Hvad er ageism?

Ageism defineres som fordomme, diskrimination og stereotypisering på baggrund af alder. Det er ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO et verdensomspændende problem, der har en skadelig effekt på specielt ældre. Det har en negativ påvirkning på sundhedstilstanden, jobmuligheder og adgangen til hjælp fra det offentlige. Kilde: WHO

Nu skal vi jo ikke male fanden på væggen, der findes heldigvis kvinder, der bærer både rynker og gråt hår med stolthed – og også mange af dem. Det generelle billede er i forandring.

Spørgsmålet er dog, om kvinder er mere udsatte end mænd, når det gælder ageism.

– Ja, det er de helt klart. Mændene har meget bedre kår. Indtil videre i hvert fald. Jeg ved ikke, om det kommer til at ændre sig, i takt med at kvinderne også har længere uddannelser og kommer ind i nogle andre jobfunktioner. Men det er ikke tilfældigt, at man er bekymret for, om Hillary Clinton kan klare at være præsident i USA, men man er ikke bekymret for, om Donald Trump eller nogle af de andre gamle mænd kan.

Det er et paradoks, fordi kvinder faktisk lever længere og sundere og er meget bedre til passe på sig selv. Det burde kunne vendes på hovedet. Hvorfor kan det så ikke det?

– Jeg tror, det er noget med, at mændene kan forplante sig senere. At de kan få børn. Jeg tror, det handler om sex. At de er frugtbare. Det er en hypotese, men det kunne sagtens være det. Men det kan være, at det hjælper på det nu, hvor kvinder kan få frosset deres æg ned – så kan de gå i gang med at få børn, så de kan gå på pension og barsel samtidig!

Er ”age is just a number” noget fis?

– Det ved jeg ikke, om man kan sige … Er det ikke også ageism, at man skal gå og lege, at man er i 20’erne og 30’erne, når man nu ikke er det? Hvorfor står man ikke ved sit brand? Hvorfor står man ikke ved, hvor fantastisk det er at være den erfarne?

- Det sjove er, at de unge er pissetrætte af, at der er en generation over dem, der ikke står ved sig selv og ikke vil være autoriteten og ikke tager ansvar. Derfor søger de unge ind på højskoler med strikse regler og rammer og ind i militæret og alle mulige steder, hvor der er nogen, der tør være ”voksne”. Så omverdenen presser os selvfølgelig til at løbe med på den der ageism, men den kommer altså også fra os selv. Vi spiller med på, at vi skal være unge med de unge og ikke står fast i en erfaring og siger, nu er det altså mig, der er den voksne, og jeg vil gerne have en holdning til, hvor skabet skal stå.

Og ”Du er da ikke gammel” er et kompliment?

– Ja, hele vores ordforråd er galt. Vi komplimenterer folk ved at sige, ”du ser da meget yngre ud”, eller ”hun holder sig godt”. Der er mange ting i det her. At være gammel, vis og erfaren burde være grundsøjlen i vores samfund, men vi har ikke længere den indstilling. Det er allerede nu sådan, at vi simpelt hen helst ikke må dø af alderdom.

– Der er et kæmpe tabu i forhold til at blive gammel og skulle dø. Jeg tror, vi skal indføre noget nyt. Ligesom vi andre har skullet gå til fødselsforberedelse, så skal vi i fremtiden simpelt hen gå til dødsforberedelse. Lære, at det på et eller andet tidspunkt er okay at give slip. Det er jo en kæmpe belastning for folk, at man skal blive ved med at være innovativ og tænke ud af boksen, selv om man er 90 år og har haft tre hjertestop.

Hvad med dig selv?

– Jamen jeg havde et flip, da jeg fyldte 40. Jeg besluttede mig for at blive et år yngre hvert år fra da af. Jeg havde helt klart krise. Men jeg er alligevel hoppet tilbage på min alder, for jeg syntes, det var lidt pinligt. Også i forhold til mine børn – at jeg ikke stod ved mig selv. Heldigvis har jeg fire børn, jeg skal være rollemodel for. Og der handler det rigtig meget om at prøve at elske sig selv. Med den alder, man nu har.

– Det, jeg frygter mest, er vel det, alle mennesker frygter mest: lige pludselig ikke at være elsket, ikke at være attraktiv. Jeg frygter helt vildt det med at miste sin seksualitet, det har fyldt enormt meget igennem mit liv. Jeg ser jo undersøgelser, der viser, at det fylder ret lidt for nogle kvinder, i forhold til hvor meget det fylder for mænd. Og så tænker jeg: Hvad fanden sker der? Kan man tage en pille for det? Jeg er også der, hvor jeg tænker, at hvis der er nogle piller og ting, der kan fikse det, så bring it on.

- Så jeg vil sige: Jeg vil hellere leve godt, end jeg vil leve længe. Og det, jeg sagde nu om mig selv, var ikke særlig fremtidsforskeragtigt … Så fremtidsforskeren Liselotte Lyngsø siger:

– Jeg tror, vi lever i det der innovationshamsterhjul, der gør det rigtig svært at blive ældre, hvis ældre betyder, at man også godt må læne sig ind i sig selv og bare slappe af og sige: ”Nu har jeg præsteret og performet, nu er det faktisk godt nok. Jeg er god nok, som jeg er.” Point taken. Jeg er 58. Jeg er god nok, som jeg er. Jeg tør godt sige det. Hvad med dig?