Birgit og Christine blev lamme på samme tid: "Det er os to mod verden"

Hvad er egentlig sandsynligheden for, at to kvinder i samme omgangskreds, med bare en dags mellemrum, bliver lamme fra livet og ned?

En septemberdag i 2009, ni måneder efter et spring ned i havet i Malaysia, en næsten afrevet ankel og en kødspisende bakterie, der nær tog livet af hende, var det en fejl på et norsk sygehus, der skulle gøre Birgit Skarstein lam fra livet og ned, da en epiduralbedøvelse ikke forlod kroppen under det, som skulle være den sidste operation af benet.

Men et uheld kommer sjældent alene, og hun blev smittet med svineinfluenza og måtte ligge i isolation flere uger på Rigshospitalet.

Her lå hun, blot 20 år gammel, da hun fik at vide, at Christine var blevet fragtet med luftambulance til Ullevål sygehus, hvor hun nu lå i koma med livstruende skader. Det var dagen efter, at hun selv var blevet lam.

Birgit Skarstein (31) beskriver sig som temmelig slidt, da hun efter at have bekæmpet svineinfluenzaen kunne tage videre til Sunnaas sygehus for at begynde genoptræningen. Hun havde været der et par uger, da hun hørte, at Christine var kommet til bevidsthed igen, men at hun også var blevet lam fra livet og ned.

Det var os to mod verden. Sådan lyder det fra Christine Utne (til venstre) og Birgit Skarstein (til højre), der blev erklæret lamme på næsten samme tid.

Os to mod verden

Og ikke at Birgit under selv sin værste fjende at skulle igennem noget lignende, men da situationen først var, som den var, og hun hørte, at Christine også ville komme til Sunnaas, tænkte hun bare ”Yes!”

- På Sunnaas var der næsten kun mænd med de typiske sommerskader fra ulykker med motorcykler eller dykning. Jeg længtes efter at få en kvinde ind, siger hun.

- Det var ensomt at være lam. Jeg kendte ingen, som var det, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle være det. Det at have nogen at finde ud af det sammen med betød meget, fortæller Birgit.

Ti år er gået siden den første underlige tid, hvor de mødtes på Sunnaas, eller som Birgit enkelt opsummerer det.

- Jeg skulle opereres i anklen. Christine satte sig ind i en bil. Vi måtte begge håndtere, at der blev vendt op og ned på livet.

- Det er minder, som handler om at stå i det sammen – at vi skulle tage de små skridt tilbage til samfundet sammen. Det var os to mod verden. Vi var et godt team.

Hun kommer lige fra træning, som man ofte gør, når man er topatlet. Med nyvasket hår samlet i en hestehale, store brune øjne og et stort smil.

- Jeg vidste, jeg var lam, samme sekund jeg vågnede

I Christines selskab er det en anden følelse, man får. Hun sidder rank og rolig i rullestolen.

Når Christine tænker tilbage på den, hun var før ulykken, griner hun lidt over, hvor voksen hun troede, at hun var dengang. Hun var 21, flyttet hjemmefra, havde fuldført en bachelor som civiløkonom og troede, at hun havde et godt overblik over, hvad livet havde at byde på. At hun var dødelig, havde hun aldrig skænket en tanke.

Men på vej hjem fra småvildtjagt sammen med sin far og tvillingesøster en septemberdag i 2009, samtidig med at Birgit lå på Rigshospitalet, kolliderer deres bil med en modgående bus. Alle tre kom slemt til skade, men det gik værst ud over Christine. I et par dage vidste ingen, om hun ville overleve.

Selv husker hun intet fra ulykken, men allerede mens hun lå i koma, skulle lægerne have fortalt, at hun ville blive lam. Da hun mere end fire uger senere gradvist kom til sig selv, vidste hun det godt.

- De var forsigtige med at fortælle, at jeg var lam, da jeg vågnende, men jeg vidste det med det samme. Alligevel tog det lang tid at forstå det.

Når Birgit fortæller om det første, hun husker om Christine på Sunnaas, slår hun en latter op.

- Hun havde en rød og hvidstribet skjorte på. Jeg lå der med skidt under neglene. Det var så stor en kontrast til hende i den formelle skjorte. Jeg tænkte bare ”hej hej, hvem er du?”- og så var det dig! Hun havde taget sig tid til at klæde sig pænt på, mens vi andre kørte rundt i joggingtøj.

Blev snakket til med babystemmer

Christine havde allerede fået et glimt af Birgit. Da hun ankom til sygehuset, så hun hende øve sig i at løfte sig op fra kørestolen og over på en seng.

- Hun så så stærk og muskuløs ud. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville nå dertil, men kunne samtidig se, at hun jo kunne klare det. Jeg troede, at man bare kunne sætte sig i kørestolen. Hun ville prøve alt, og det smittede af på mig.

De trænede begge hårdt for at nå det fælles mål: at komme tilbage til livet, de så pludseligt havde måtte give slip på. Men hvordan?

- Der var så meget, som vi skulle finde ud af, fortæller Birgit.

- Som hvor går man til fest? Hvordan kan jeg fortsætte studierne? Det var alt fra at lære basistingene til de helt store ting. Fra hvordan man får et par jeans på – det er ganske vanskeligt, når man ikke kan løfte numsen – til hvordan du takler den enorme indgribende effekt, lammelse har på dit liv. Og følelsen af skam over ikke at få tingene gjort.

Hun fortsætter med at fortælle om minderne og alle udfordringerne, de måtte takle dengang.

- Hvordan håndterer man det at blive snakket til med babystemme? Hvor går man hen, når man vil i byen? Du kan vædde med, at der er en trappe, der hvor du skal hen i en by som Oslo, hvor 98 procent af alle hjem og udearealer ikke er handicapvenligt designet.

- Præcis! Det var som at være et barn, der skulle lære at gå. Jeg var ukendt med den person, jeg var blevet. Det var vanskeligt at være helt sig selv, indskyder Christine, mens Birgit fortæller videre:

- At finde en kørestol, som både ser pæn ud og er praktisk. Hvad siger du, når du møder en mand? Kan man blive gravid? Hvilket job kan man have?

Hvor går man til fest? Kan jeg fortsætte studierne? Hvordan får jeg jeans på? Birgit og Christine har hjulpet hinanden med mange af udfordringerne ved at være lam fra livet og ned.

Gik igennem det sammen

Det ubestridte højdepunkt fra Sunnaas er den eftermiddag, hvor Christines tvillingesøster kommer med en flaske vin, og de beslutter sig for at tage til koncert.

- Cathrine kørte os ind til Oslo. Vi havde været patienter og "brugere", og alle de forfærdige termer, og pludselig var vi bare helt ”normale”.

Birgit ler, og fortæller med høj og ivrig stemme.

- Og på vej hjem kørte vi forbi McDonalds og købte burgere. Når du har levet af sygehusmad i så mange måneder, så smagte det fantastisk.

- Ja, det var helt fantastisk, siger Christine.

LÆS OGSÅ: 11 ting, du kan takke din storesøster for

Den aften sad vi tre og talte om livet. Det er ikke mange, der får lov at blive lamme sammen. Cathrine blev også hårdt skadet. At gå gennem de ting sammen, det er virkelig specielt.

Når der bliver spurgt ind til lavpunkterne, og om de nogle gange græd sammen, bliver der helt stille. For begge har det været vigtigt at mestre så meget, de kan selv. At erkende sårbarheden i den nye situation og at lære, at det er i orden at bede om hjælp, har taget tid.

- Jeg føler, vi er blevet gradvist bedre. Vi har fået lidt mere perspektiv, siger Christine.

- Vi øvede os på hinanden. Jeg øvede mig i at sidde og græde med dig, og øvede mig i sige, at det var noget lort, fortæller Birgit.

- Ja, det fik ingen andre at se. Jeg husker, at vi sad på værelse og græd og holdt om hinanden, siger Christine.

Styrken i at være svag

Efter et halvt års tid på Sunnaas, tog Birgit videre til en anden rehabilitering. For Christine tog det længere tid. Ryggen var lang tid om at hele. De første vintre var benhårde for dem begge. Bare det at komme gennem sneen med kørestol, kunne kræve alle deres kræfter.

- Når du derudover ikke har bil og kun rejser med kollektiv transport, har senebetændelse i begge arme, konstant blærebetændelse, stadig kommer til skade, fordi du ikke har lært alle tricks endnu og samtidig skal følge et studie... Vi levede begge rimelig kringlet de første år, fortæller Birgit.

- Vi var trætte, fastslår Christine, som specielt husker, hvilke strabadser Birgit i en periode måtte igennem bare for at få vasket tøj.

-Der var is på vejen til fællesvaskeriet, så hun kunne ikke rulle fremad. Hun måtte hoppe ned på jorden og kravle frem med tøjkurven og kørestolen foran sig, husker Christine.

Birgit har også flere gange set, hvordan Christine har anbragt en stor taske foran kørestolen og skubbet den foran sig. ”Herregud, så spørg dog om hjælp!” har hun tænkt.

- Det er fint at se sig selv udefra nogle gange, ler hun. Nogle andre specielle erfaringer de deler, er, at de begge har kæmpet med stærke nervesmerter - og fortsat gør det.

- Det er vanskeligt at forklare nervesmerter, men nogen sammenligner det med veer, siger Birgit.

LÆS OGSÅ: Anna Falck har overlevet kræft og misbrug: "Jeg har ild i mit blod"

- Nogen synes, det er vanskeligt at være sammen med os, når de ved, at vi har rigtig ondt. Da er det anderledes at sidde sammen med Christine. Jeg ved, at jeg ikke kan hjælpe hende med hendes smerter. Du må bare acceptere, at der ikke er noget, du kan gøre. Du kan bare tilbyde en hånd, hun kan klemme, siger Birgit.

- Det hjælper, at dem, man er sammen med, kan slappe af omkring det. For mig har det hjulpet, at Birgit har det på sammen måde, erkender Christine, mens Birgit fortsætter.

- Vi har været meget sammen. Nu taler vi meget i telefon. ”I dag har jeg så ondt eller, i dag har jeg det virkelig skidt”. Og så siger Christine det samme. ”Jeg har ikke turde sige det til nogen, men jeg har så ondt.” Vi har været lidt sindssyge i perioder. Der har det været godt at have hinanden, så man ikke behøver at være stærk hele tiden. Det at turde være svag, det er at være stærk, insisterer Birgit.

Vejen tilbage til livet

Tre år efter at være blevet lam fra livet og ned, begyndte Birgit at konkurrere i langrend og roning. Efter nogle år som topatlet vandt hun en sølvmedalje til VM i roning i Sydkorea i august 2012. Siden er hun fortsat med at hive medaljer med hjem og træner sig op til OL i Tokyo. Sport har været hendes måde at komme tilbage til livet på.

Christine, som har fulgt Birgit siden hun øvede sig på at løfte sig selv fra kørestolen over i en seng, hepper ivrigt fra sidelinjen.

- Ingen af os er sentimentale, men jeg får tårer i øjnene af og til, når jeg ser hende i mesterskab på tv. Jeg bliver bare så stolt. Tænk, at hun har opnået det, siger hun.

Birgit dyrker sport på højt plan. I 2012 vandt hun en sølvmedalje ved VM i roning i Sydkorea.

Christine er også svært glad for at træne, men er gået en anden vej end Birgit.

For hende var de vigtigste mål at komme tilbage til studierne og få et job. Efter to år frem og tilbage på Sunnaas kunne hun rulle ind på BI i Nydalen i Oslo for at begynde på sin master. Kort tid efter fik hun også sin egen lejlighed.

- Det var, da jeg nåede de mål, jeg vidste, jeg var tilbage. Og ved at gøre ting, som jeg også havde gjort før. Som at tage på tur med venner og familien. Det handler også om at komme dertil, hvor venner og familie kan takle situationen, og at de også har indset, at jeg ikke kan alt. Af og til må jeg jo bæres, siger Christine.

- Jeg føler mig stærkere

I dag har hun også en master i rygsækken, arbejder som konsulent og har en del rejseaktivitet.

- Vi er blevet gode til forskellige ting, fastslår Birgit.

Jeg er imponeret over, at hun kom tilbage så hurtigt. Jeg har måtte lægge studierne på hylden på grund af al rejsen med sporten nu. Det er inspirerende at se på Christine, at det er muligt at komme tilbage. Man lærer hurtigere, når man er to, som går den samme vej.

Om hinanden

Birgit om Christine: Hun er utrolig gavmild og virkelig positiv - men også ærlig. Det sætter jeg stor pris på. Hun har turde været utrolig åben. Vi har gået igennem så meget sammen. Vi snakker ikke sammen hver dag, men når vi snakker, er det som om vi netop har mødt hinanden. Hun er stærk og sårbar på sammen tid og med en dybde, som har været vigtig. Det var os mod verden. Jeg har haft en fællesskabsfølelse. Vi var et team.

Christine om Birgit: Det har været en tryghed at have hende. Hun er en, der forstår og giver ikke op. Hun har været der fra dag et, da jeg kom på Sunnaas. Hun har klaret så meget og vil prøve alt, og det smitter af på mig. Vi har fælles mål og er optaget af at mestre ting. Vi ville begge tilbage til studierne og genoptage vores liv, hvor vi slap.

Når de to ser sig i bakspejlet og skal opsummere den helt specielle tur, som de to har taget sammen, fra efteråret 2009, svarer Birgit.

- Det er omtrent 10 år siden, vi sad på Sunnaas og drak vin. Havde vi set os selv sidde her i dag, tror jeg, at vi havde nikket ganske fornøjet til det, vi så. Vi skal fortsætte med at drikke vin og snakke om livet, arbejdet og dating. Hun griner, før hun bliver alvorlig igen.

- Livet er ikke bare ligetil for nogen – alle har noget i sit liv, som er skelsættende på en eller anden måde. Det at række hånden ud, turde være sårbar og været noget for andre. Det er det, det handler om.

Christine opsummerer.

- Det har givet nogle nye perspektiver. Det har lært mig, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er i livet. Jeg føler mig stærkere og ved, jeg kan tackle udfordringer. Jeg ser, hvor vigtigt det er at have venner og familie. Man er der for hinanden, og alle har stillet sig til rådighed. Man er nødt til at kæmpe videre og ikke give op – du må bare finde på nye måder at gøre tingene på.