“Det er et vildt og historisk øjeblik at være vidne til. Brutalt og smukt på én og samme tid“

Det er den 13. dag med protester her i New York...

Og demonstrationerne fortsætter overalt i byen og ser ikke ud til at stoppe foreløbig. Jeg har næsten været på gaden hver eneste dag, siden protesterne brød ud på Union Square i New York 28. maj. Jeg begyndte at dække de store protester i Brooklyn, som startede foran Barclays Center i Downtown Brooklyn dagen efter og slangede sig i optog rundt i gaderne omkring Atlantic Avenue.

I weekenden var jeg til kæmpe demonstrationer på Times Square og i Washington Square Park på Manhattan, men jeg har også været til en hel masse mindre, blandt andet her i Bed-Stuy i Brooklyn, hvor jeg selv bor, og hvor en hel gade fuld af mennesker pludselig faldt som dominobrikker på knæ for George Floyd.

Jeg er lige kommet hjem fra en mindemarch, hvor tusindvis af mennesker gik hen over Brooklyn Bridge, mens George Floyd blev begravet i sin hjemby i Houston, Texas.

Marchen blandede sig senere med en demonstration til minde om de mange sorte newyorkere, der er blevet dræbt af politiet i tidens løb.

Sara Maria Glanowski

Journalist og forfatter til den anmelderroste bog "Skyggebokser. Fortællinger fra kanten af New York", der udkom på Gyldendal i efteråret og handler om USA i kamp og forandring. Hun skriver for både danske og amerikanske medier, blandt andre Weekendavisen, og rejste til New York i 2012 for at tage en mastergrad i amerikansk politik og journalistik på Columbia University. Dengang var hun fastansat på Politiken, men i stedet for at tage hjem, sagde hun sit trygge job op og sprang ud som freelancejournalist i New York, hvor hun har boet lige siden. Hun er født i 1980, gift og bor i Brooklyn.

Eric Garner, Amadou Diallo, Sean Bell, Ramarley Graham. Det var familierne til de dræbte, der arrangerede demonstrationen, mange bar blomster i hænderne, og mødrene holdt taler, hvor de mindedes deres børn.

I løbet af de første dage væltede vreden og smerten og frustrationerne gennem gaderne.

En 35-årig sort demonstrant, der stod sammen med sin lillesøster, fortalte mig, at han ville flytte fra USA lige så snart, han fik muligheden for det, for hans liv havde ingen værdi her. Amerika er en smuk tanke, men i realiteten et mareridt for den sorte befolkning, sagde han.

Her i Brooklyn blev der sat ild til politibiler, og på gaden skrev man Black Lives Matter med aske.

Videoen af George Floyd kom ud kort efter videoen af Ahmaud Arbery, den unge, sorte løber, der blev jagtet og skudt af hvide mænd i Georgia.

Og den kom også ud samtidig med, at Breonna Taylor, en ung sort kvinde, blev skudt i sit hjem af politiet i Louisville, Kentucky, fordi betjentene forvekslede hendes hus med en andens.

Samtidig har New York jo været epicenteret for coronakrisen i USA, som har dræbt uforholdsmæssigt mange sorte amerikanere på grund af den strukturelle racisme, der findes overalt i det amerikanske samfund, og frustrationerne over alt det på én gang eksploderede i løbet af de første dage.

Der var helikoptere overalt i luften...

Politiet mødte kampklædt op til demonstrationerne, og borgmesteren indførte udgangsforbud efter kl. 20 for at stoppe plyndringerne og ildspåsættelserne.

Men det fik bare volden til at eskalere, for betjentene begyndte at anholde fredelige demonstranter, så snart mørket faldt på.

Medierne har fokuseret meget på optøjerne, men overvejende har demonstrationerne været fredelige, og mange demonstranter har forsøgt at stoppe ballademagerne, som i høj grad bestod af folk, der kom udefra for at udnytte det kaos, der har været i byen på det seneste.

Den værste vold har været fra de betjente, der jagtede fredelige demonstranter på gaden, tævede dem med stave, pebersprayede dem og foretog masseanholdelser, hvor de stuvede de anholdte sammen i celler, hvor de ikke kunne holde afstand og sad i helt op til et døgn ad gangen.

De fleste demonstranter bar masker, nogle havde også cykelhjelme med og skibriller eller svømmebriller, hvis politiet skulle begynde at skyde med gummikugler eller peberspray.

I min bog følger jeg Jose LaSalle, en såkaldt cop watcher, der hver dag går ud og filmer politiet for at agere vagtværn i byens sorte kvarterer. Under demonstrationerne var han på gaden med sin patrulje for at dokumentere politiets metoder og passe på demonstranterne under protesterne, men han blev selv anholdt, mens han stod og filmede.

Til den første demonstration, jeg dækkede i Brooklyn, anholdt politiet så mange mennesker, at betjentene måtte stoppe en bybus på gaden og bede chaufføren om at køre de anholdte til arresten, fordi deres egen bus var fyldt op. Men chaufføren, en midaldrende sort mand, nægtede at køre bussen i solidaritet med demonstranterne og deres kamp mod politivold.

Jeg har mødt mange demonstranter...

... der fortalte, at det var allerførste gang, de deltog i en protest. De bar T-shirts og skilte med George Floyds sidste ord: “I Can’t Breathe”, som også var Eric Garners sidste ord, da han blev kvalt af en betjent på Staten Island i 2014.

Og de råbte “No Justice, No Peace!” med hentydning til, at så længe demonstranterne ikke fik retfærdighed, ville resten af samfundet ikke få fred.

Jeg har mødt unge, sorte mænd fra Brownsville i Brooklyn, som var trætte af at blive stoppet af politiet, og jeg har mødt afroamerikanske kvinder, der sagde, at Floyd lige så godt kunne have været deres kæreste eller bror.

En afroamerikansk mor, der var til demonstration med sin 19-årige søn, sagde til mig, at hun var bange, hver eneste gang hendes søn gik ud ad døren. Hun fortalte mig, at hun aldrig selv kunne finde på at tænde ild til noget, men hun kunne mærke den smerte, hun så i ilden, og hun forstod vreden over, at historien blev ved med at gentage sig.

De seneste uger har jeg dækket protesterne og de dybereliggende problemer med politivold og strukturel racisme i Amerika for Weekendavisen, DR, TV2 og andre danske medier.

Men i virkeligheden er det en historie, jeg har dækket, lige siden jeg flyttede til New York for otte år siden, og som jeg også skriver indgående om i min bog "Skyggebokser", der udkom i efteråret.

Da jeg landede i USA i 2012, levede mange hvide amerikanere endnu i illusionen om, at det farveblinde samfund ankom til Amerika, da Obama flyttede ind i Det Hvide Hus.

Dengang læste jeg på Columbia University, som ligger på kanten af bydelen Harlem, og lige ude på den anden side af universitetsmurene så jeg en hel generation af unge sorte mænd, der konstant blev mistænkeliggjort og stemplet som kriminelle af politiet – stoppet på gaden, kropsvisiteret, smidt op ad husmure eller lagt i håndjern for bagateller.

Allerede den sommer i 2012...

Flere år før Black Lives Matter-bevægelsen for alvor bølgede hen over nationen, formede sig en kamp mod racediskrimination på gaderne her i New York, og det blev den første store kamp, jeg dækkede herovre.

Jeg brugte hundredvis af timer på gaden sammen med unge, sorte drenge, der vokser op i kvarterer, hvor politiet opleves som en besættelsesmagt, og med betjente i NYPD, Amerikas største politistyrke, der tog mig med på patrulje og fortalte om de strategier og den politikultur, der er en stor del af problemet.

Jeg begyndte at følge i hælene på Jose LaSalle, en såkaldt cop watcher, der overvåger politiet, og som besluttede at gøre det til sin mission at passe på unge sorte mænd, da hans egen stedsøn blev teenager og pludselig oplevede at blive jaget vildt af politiet på grund af sin hudfarve.

Dengang var LaSalle blot en enmandshær, der gik rundt med rygsækken fuld af fotokopierede billeder af sorte mænd, som var blevet dræbt af politiet i New York, men hvis død aldrig var blevet fanget på et kamera.

I dag leder han en hel hær af aktivister, der patruljerer i alle fem bydele af New York, og samtidig er hele verden jo blevet en slags cop watchers, der filmer politiet med smartphones.

Forleden på Times Square i New York fulgte jeg lederne af Black Lives Matter-bevægelsen bag scenen, da de holdt den store demonstration, hvor de præsenterede deres agenda.

Præsidenten, Nupol Kiazolu, der ses på billedet nedenfor, er et lille powerhouse af en kvinde på 19 år, som har ledt mange af protesterne både her i New York og i Minneapolis.

Hendes hud var nubret og irriteret af tåregas, og stemmen hæs af at råbe op. For bare tre år siden var hun hjemløs og boede på et herberg tæt på Times Square, men nu drømmer hun om at blive USA’s præsident i 2036 og leder tusindvis af mennesker i protest.

Jeg mødte en tidligere leder i Det Sorte Panterparti...

... mens jeg skrev "Skyggebokser". De Sorte Pantere var en militant og revolutionær gruppe, der i 1960’erne og 1970’erne patruljerede politiet i Oakland, Californien med shotguns og håbede, de kunne eliminere politivold og forandre Amerika for altid.

Vi talte om, at de tabte kampen, og at historien gik i ring, så jeg spurgte den gamle panter, hvad der gav ham håb.

Han svarede, at det gjorde Generation Z. Dem, som er født efter 1996 og er den første generation, hvor flertallet ikke er hvide. De er frygtløse, sagde han. Og de har nultolerance over for racisme. Det tænkte jeg på, da jeg mødte Kiazolu og hendes generation af aktivister.

Flere af de unge, sorte demonstranter, jeg har talt med de seneste uger, er parat til både at blive anholdt og løbe risikoen for at blive smittet med coronavirus. For alene det at leve i deres hud bærer en risiko hver eneste dag.

Mange ser den hvide betjents knæ i nakken på George Floyd som et billede på, hvordan den sorte befolkning bliver holdt nede i USA, og en sort far til otte fortalte til mig, at den egentlige virus i det her samfund er racismen.

Han sagde også, at Amerika er "land of the free and home of the brave", som amerikanerne synger i deres nationalsang, men så længe den sorte befolkning ikke er fri, bliver de nødt til at være tapre.

Der er en scene fra de seneste ugers demonstrationer...

... som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Ved triumfbuen over for en demonstration i Prospect Park stod en ung, sort fyr alene i eftermiddagssolen og strakte sin knyttede næve mod himlen.

Bag på hans T-shirt stod: "For the Founders". For grundlæggerne. Dem, der skrev Uafhængighedserklæringen med de smukke principper, som Amerika er bygget på: At alle mennesker er skabt lige og har ukrænkelige rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke.

Og det er jo lige præcis det, protesterne handler om: At Amerika er en nation, grundlagt på de fineste idealer om frihed og lighed, men bygget på ryggen af slaver.

Den arvesynd har nationen aldrig formået at tage livtag med, og undertrykkelsen dukker hele tiden op i nye forklædninger. Men lige nu sker der forandringer overalt i det amerikanske samfund, og det er et vildt og historisk øjeblik at være vidne til. Brutalt og smukt på én og samme tid.

Den seneste uges tid har protesterne forandret sig...

Hvor de før rummede frustration og smerte, er demonstrationerne nu fulde af håb om forandring.

Folk synger og danser i gaderne, og demonstrationerne føles nærmest som en gadefest. Der er folk, der kører rundt med små vogne og deler vand og snacks ud, og nogle af byens restauranter laver mad til demonstranterne.

I en park et par gader fra min lejlighed mediterede hundredvis af mennesker sammen en tidlig morgen, og lige nu fokuserer den inderste kerne af aktivister på at formulere løsninger.

De er i færd med at tegne skitserne til en plan, der kan skabe bedre forhold for den sorte befolkning, mens politireformer breder sig over hele landet, og man mange steder vil investere mindre i politi og mere i forebyggelse. I Minneapolis nedlægger man ligefrem politistyrken for at bygge et helt nyt system op.

Det, der adskiller det her oprør...

... fra tidligere protester mod politivold, jeg har dækket, er mangfoldigheden.

Der har været store protester selv i hvide stater som Utah og Ohio – ja, i hele verden. I nogle af demonstrationerne her i New York er to tredjedele af deltagerne hvide, og generelt er alle hudfarver repræsenteret vidt og bredt.

Til mindehøjtideligheden for George Floyd, der begyndte i Brooklyn, talte jeg med en lille gruppe franciskanermunke, der troppede op i lange kutter, og en af dem, Broder Joseph, fortalte mig, at han var mødt op, fordi drabet på George Floyd var en påmindelse om at respektere og sætte pris på menneskeliv, især sorte liv.

Det har Amerika glemt, sagde han. Jeg talte også med en hvid kvinde, som sagde, at det var på tide, at Amerika gjorde op med det hvide overherredømme, som nationen er grundlagt på, og at hvide amerikanere har pligt til at deltage i den kamp.

Allerede en af de første dage talte jeg med en ung sort fyr, der fortalte, at det netop gav ham håb at se så mange forskellige hudfarver blandt demonstranterne – især i sin egen generation. For det var op til dem at forandre Amerika.