Mille Dinesen blev gravid, da alt håb var ude: "Jeg er enormt stædig"
Foto: Mathilde Schmidt. Lokation: Hotel Sankt Petri
Mille Dinesen har været på en længere taxatur. I det hun ankom til hotellet, hvor vi skal mødes, ringede hendes hundelufter. ”Du har låst den forkerte lås,” lød det i den anden ende af telefonen. Og så måtte hun bede taxaen vende om og køre tilbage til Østerbro.
Hundelufteren blev lukket ind, Mille Dinesen hoppede i taxaen igen, og nu er hun her med kun 10 minutters forsinkelse. Hun griner. Det er ikke sådan, når man skal ud i virkeligheden igen efter et par måneders coronatilværelse med sønnen Eddie og hunden Marlee.
− Jeg har haft nok at se til med lille Eddie, ikk’? Jeg har aldrig været så hængt op, som jeg har været i den her periode. Jeg har heller aldrig lavet så meget mad, siger hun om hjemmelivet med en krudtugle på halvandet år.
− Jeg elsker ham jo overalt på jorden, skynder hun sig at tilføje.
I dag har hun afleveret Eddie i vuggestuen. Det er godt at vende tilbage til en mere almindelig hverdag med aftaler, arbejde og alenetid, synes hun. Også selv om den rummer et farvel.
TV 2 har taget hul på den femte sæson af tv-serien ”Rita”, som bliver det endelige kapitel i fortællingen om folkeskolelæreren med den store mund og det lige så store hjerte. Dermed skal Mille Dinesen også vinke farvel til den kvinde, det har været ”vidunderligt at gå rundt med indeni” i næsten 10 år.
− Det er vemodigt at tage afsked med hende. Det er skønt at spille en antihelt. Rita er politisk ukorrekt og upassende på mange måder – og bare for meget. Men hun er jo egentlig bare en ensom sjæl, der holder følelserne ude i strakt arm.
- Hun er sarkastisk og ironisk, og så går hun hjem og sover og drikker eller knalder for at få et eller andet forløst dér, siger Mille Dinesen om sit tv-alter ego og fortsætter sin kærlighedserklæring.
− Jeg elsker også, at hun er konfliktsøgende. Hun har det som blommen i et æg, når hun er i konflikt. Det er så langt fra mig selv, og det er forløsende for mig at spille en rolle, som bare kører derudad.
- Når jeg selv bliver forulempet på en eller anden måde, går jeg bare i chok og bliver mundlam. Og når jeg så kommer hjem, ved jeg, hvad jeg skulle have sagt. ”Slam, in your face!” Der er Rita så pissehurtig, siger hun og tilføjer ”også for hurtig” efter en lille pause.
LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: Man behøver ikke nødvendigvis bo sammen med den man elsker
Slemme piger på tv
I den nye sæson har Rita åbnet en friskole sammen med sin kollega Hjørdis i sit barndomshjem. Scenen er sat til en omgang klassisk Rita med masser af grin og krøllede tæer, men måske også lidt mere eftertænksomhed.
− Rita lærer nogle ting på den hårde måde i den her sæson. Den bliver ret mørk. Hun bliver nok så voksen, som hun nu kan blive. Men vi holder fast i det diabolske i hende, fortæller Mille Dinesen.
Hun nikker genkendende til, at der generelt er blevet mere plads til de kvinder, som ikke passer ind i stereotyperne, på tv, i den periode, ”Rita” har kørt. Blandt andet ”Fleabag”, ”Killing Eve” og ”Girls” har været med til at nuancere billedet af, hvad kvinder er, vil og kan.
− Det er tegn på, at der langt om længe sker noget på den front i branchen. Det begynder at ændre sig, og det er jo kun glædeligt. Rita opfører sig på mange måder ret meget som en mand, og det kan jeg godt lide, siger Mille Dinesen og peger selv på, at udviklingen er tydelig, når man sammenligner hendes gennembrudsrolle i ”Nynnes dagbog” med Rita.
− Dengang gik det ud på at være lidt ”klumpet”, og hovedtemaet var at finde en mand. Det bliver så indskrænket. Rita kan både være en mand og en dame. Jeg synes, det er svært med kønssnak, uden at det bliver skingert, men det er totalt glædeligt, at der er et skift, siger hun.
Når kroppen ikke vil
Det er 16 år siden, Mille Dinesen blev færdiguddannet som skuespiller, og 15 år siden hun blev landskendt fra den ene dag til den anden med titelrollen i ”Nynne”, der var en slags dansk pendant til britiske Bridget Jones, født som en ultrapopulær føljeton i Politiken.
15 år hvor hun har haft nok at rive i og hele tiden flyttet sig fagligt, men også næsten 15 år hvor hun har stået stille i forhold til en anden drøm. I dag er hun mor til knap 2-årige Eddie, men at få et barn har ikke været lige så let for hende som at få en karriere.
Hun prøvede i næsten 10 år, før temperaturmålinger, hormonindsprøjtninger, fertilitetsbehandlinger, håb og bønner endelig blev til en baby.
− Jeg er enormt stædig, og jeg giver ikke op. Hvis der er noget, jeg vil, så går jeg 110 procent efter det, indtil jeg får det. Og det er jo en god egenskab, som også har gjort, at jeg har nået mine mål. Men det er også en egenskab, som gør, at man kan brænde helt sammen.
− Jeg ville jo gøre alt, og jeg gjorde alt. Men det, der har været så udfordrende for mig og for den person, jeg er, var, at det var uden for min kontrol. Det synes jeg, var vildt. Og svært.
- Folk sagde ”du skal bare slappe af”, og det kan de jo godt komme og sige, men jeg kan jo ikke ”bare” … Der sker jo det, når man går i gang med de fertilitetsprocesser dér, at man bliver så bevidst: ”Nu skal det bare ske.” Det spor i mit liv har virkelig været heftigt, synes jeg. Og det har fyldt meget, fortæller hun.
Alligevel var det måske, fordi hun fik en form for ro på, at hun endelig blev gravid.
− Det, der måske var anderledes, var, at jeg havde sat en deadline for mig selv. ”Ellers kan jeg ikke mere, alderen løber fra mig,” havde jeg tænkt. Det var virkelig sent, at jeg besluttede, at det var slut. Jeg tilskriver det det der med at være stædig … Men hvis man er en lille smule overtroisk, havde det måske noget med den ro at gøre, funderer skuespilleren.
Op- og nedture i babyland
Mille Dinesen har altid vidst, at hun gerne ville have børn.
− Da mine veninder begyndte at få børn, syntes jeg bare, det var vidunderligt. Jeg elskede at være sammen med dem og høre om alle deres problemer, fortæller hun.
Du var en god veninde – det ville nogen nok synes, var lidt kedeligt?
− Ja, griner hun og fortsætter selv den imaginære samtale:
− ”Skal vi ikke hellere drikke nogle øl?” Og sådan fik jeg det jo også på et tidspunkt. Fordi jeg var så ulykkelig over, at jeg ikke var en del af det. Og jeg begyndte at tænke, at måske bliver jeg aldrig heldig selv at skulle opleve det der. Så blev jeg træt af det. Det har mange faser, siger hun om de 10 års op- og nedture i babyland.
Mille Dinesen bor alene sammen med Eddie. Og hun indrømmer gerne, at hun går i seng klokken 20.30 nærmest hver aften – en halv time efter sønnen er forsvundet ind i drømmeland – og at hun ikke altid har overskud til at se sine veninder, som nu har store børn og nyfunden tid til at ”realisere sig selv”.
− Jeg er blevet mor sent, så alle mine veninder er et andet sted. Jeg har jo Eddie med, når vi ses, og får ikke altid snakket med dem, som jeg gerne vil. Det kan være frustrerende. Jeg kunne forestille mig, at det var meget fedt at have nogle gode veninder, som var det samme sted som mig, siger hun og konstaterer, at ”sådan er det bare”.
Hun nyder godt af at have sin søster lige om hjørnet og elsker at se det forhold, ”moster Line” og Eddie har til hinanden. Og hun prøver at lære noget af den evne, både søsteren og sønnen har til at være i nuet.
− Hvis jeg ikke udretter noget i løbet af en dag, kan jeg slet ikke have det. Det er, som om Mille Dinesen siver ud af en ventil – jeg kan slet ikke holde det ud!
- Det at få et barn har seriøst udfordret den side af mig, for det handler jo om at være til stede her og nu. Jeg kan godt blive lidt hektisk og synes, at ”nu skal vi dét og dét”. Jeg øver mig i at lade være og synes faktisk, at coronakrisen har hjulpet mig med det.
LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: Jeg har ikke helt sluppet min indre pleaser
Ro på
De seneste år har Mille Dinesen bl.a. medvirket i succesen ”Jagtsæson”, som var den mest sete film i de danske biografer i 2019. Snart skal hun afsted til Aarhus for at indspille en ny film, som hun ”vist ikke må sige noget om endnu”.
Men selv om skuespilkarrieren kører for fuldt blus for den 46-årige københavner, har hun også sat gang i et projekt, som hører til i en helt anden verden.
For nylig, midt under coronakrisen, sendte hun en række skønhedsprodukter på gaden under navnet Balance by Mille Dinesen. Serien har været undervejs i flere år, og Mille Dinesens egen interesse for sundhed og for, hvordan kroppen fungerer bedst, blev vakt for næste 20 år siden.
Dengang var hun lige begyndt på teaterskole, kørte sig selv benhårdt og ”havde ikke tid til at lytte til nogen som helst signaler fra min krop, som den jo ellers er så rar at give en, hvis man gider at høre efter”. Hun bukkede under. ”Et kollaps af min krop,” kalder hun det selv.
Lægerne tilbød hende medicin, men hun sagde nej tak.
− Min mavefornemmelse sagde, ”det skal jeg bare ikke”. Jeg ville hellere prøve at finde ud af det selv. Og det blev en start på en søgen i den alternative verden, som nu har varet i 20 år. Jeg fandt ud af, at jeg kunne få min krop tilbage i balance, siger hun og fortæller videre, at hun ”ikke kan lade være med at prøve ting af, bruge min krop som laboratorium”.
En af de ting, hun har fundet ud af, virker for hende, er det, hun kalder sin ”mosekonebryg”. Et lille glas af forskellige olier og chlorellapulver, som hun drikker hver dag. Den blev startskuddet til skønhedsserien.
− Mange ville gerne vide mere om den, og jeg tænkte, at det kunne være sjovt at udvikle den, så man måske kunne lave en version, som var lidt nemmere for forbrugeren i den her travle tid, vi lever i, hvor man måske ikke lige har tid til at gå i specialbutikker og købe alle mulige ingredienser, fortæller hun.
Et liv i balance
Mille Dinesen tog selv kontakt til House of Cosmetics, som står bag flere store skønhedsbrands, og derfra udviklede idéen om at lancere mosekonebryggen sig til en hel serie.
− Det ene tog det andet, for det, der er med sundhed, er jo, at det også handler om skønhed. Skønhed er en positiv bivirkning af sundhed. Det hænger sammen. Så vi begyndte at snakke om hudpleje, fortæller Mille Dinesen, der kalder Balance for ”inside-out beauty”, fordi serien kommer til at bestå af både kosttilskud – skønhed indefra – og cremer og sæber.
Mosekonebryggen er endnu ikke i handlen, fordi der er lidt længere godkendelsesprocedurer, når det gælder ”ting, man putter i munder”, forklarer Mille Dinesen. Men den er på vej.
Har du en lille iværksætter indeni?
− Ja, lidt, tror jeg. Jeg er nok entreprenant. Jeg kan ikke bare lade ting ligge, og det her er min idé og mit hjertebarn. Det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke bare har lagt navn til det her, men at jeg har været med i alle processer.
Navnet Balance er heller ikke grebet ud af den blå luft.
− Jeg ser holistisk på sundhed, for jeg har selv har mærket, at det handler lige meget om at få styr på sin fysiske krop og sin psykiske tilstand. Jeg er hele tiden vendt tilbage til ordet balance, for det er jo det, vi søger. I løbet af de sidste 20 år har jeg fundet ud af, hvad der skal til, for at jeg er i balance.
- Jeg er det ikke hele tiden, for ting sker – liv, søn, alt muligt! – men bevidstheden om, hvornår jeg er det og ikke er det, er vigtig, siger hun.
Kunne du forestille dig at sige farvel til showbiz og fokusere på det?
− Ja, det kunne jeg faktisk godt. Skuespillet fylder en masse i mit liv, og jeg elsker det, men jeg kan mærke, at jeg godt kan lide alle elementerne i det her – også det forretningsmæssige. Så det kunne godt komme til at fylde mere og mere. Specielt hvis vi kan arbejde videre med den holistiske tilgang. Det kunne være rigtig fedt.