Brev til Renée: Min mand dyrker kun sig selv
Kære Renée
I 2001 blev jeg gift med min mand og flyttede til Danmark. Vi har ingen børn. Jeg er i 40’erne, uddannet ingeniør og arbejdede indtil 2009, hvor jeg blev diagnosticeret med udbrændthed og depression, og er nu invalidepensionist.
Trods det udfører jeg alle huslige pligter. Min mand hjælper ikke i hjemmet, og han spiller helst computerspil, sidder foran fjernsynet eller finder en ny, dyr hobby som golf, tai-chi eller klaver, som han hurtigt mister interessen for. Han vil ikke lave noget sammen.
Jeg har aldrig selv haft dyre hobbyer eller en bil. Min mand skifter bil hver andet-tredje år og gerne til en dyr bil. Jeg må ikke køre hans bil, og han vil ikke køre mig, så jeg tager altid bussen eller cykler – også når jeg køber ind til husholdningen. Mine venner kommer ikke på besøg, for han hilser aldrig og er ikke særlig behagelig.
En dag fik jeg en sms om, at han var flyttet ud uden begrundelse. Senere fandt jeg ud af, at han var træt af mig og ventede på, at jeg foretog mig noget (skilsmisse eller parterapi). Jeg havde en svær periode netop dér, da min far døde, og jeg selv blev opereret i halsen og kæben.
Jeg bad mine svigerforældre om hjælp, men de vendte mig ryggen. Vi tog til parterapi fem gange, og han flyttede hjem igen kort efter. Men efter et par uger var alt, som det plejer. Jeg frygter konstant, at han forlader mig igen.
Hvordan kan en voksen mand leve uden venner, uden lidenskab og uden at deltage i de pligter, som hører livet til? Hans liv handler kun om hans behov – alle andre er ligegyldige.
Kærlig hilsen En kone til en meget kedsommelig mand
Kære kone til en meget kedsommelig mand
Nu har jeg læst dit brev to gange, og jeg sidder tilbage og tænker: Hvorfor i alverden er du stadig gift med din mand? Og hvorfor ønsker du fortsat at være gift med ham, for dit brev bærer ikke præg af, at du ønsker en skilsmisse? Han lyder helt enkelt ikke som en særlig rar mand at være gift med. Eller måske passer I bare ikke sammen mere?
Vil I overhovedet det samme? Din mand lader til at dyrke sine passioner, men du er aldrig involveret i hans planer. Han deltager ikke i noget husligt og er ikke særlig gavmild, men sørger for sig selv, for eksempel når han har en bil, mens du må cykle og slæbe varer hjem fra supermarkedet alene.
LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Min kæreste bruger mig som skraldespand.
Du ønsker en mand, der vil deltage i det huslige. Du synes, det er hamrende uretfærdigt, at han ikke deltager derhjemme, og det giver jeg dig ret i. Du vil gerne dyrke jeres ægteskab, og det gider han ikke. Du har været alvorligt syg, og det kan selvfølgelig være årsagen til, at du ikke har haft kræfter til at gå fra ham?
Lige nu er du på invalidepension, så i realiteten vil du kunne forsørge dig selv, hvis du blev skilt. Jeg er klar over, at du ikke kan bo i et hus i midtbyen og måske ikke have råd til en bil, men du vil helt sikkert kunne få hjælp til at finde en lille lejlighed, hvor du kan være dig selv og i det mindste ikke skal vaske hans tøj og lave hans mad.
Du spørger mig, hvordan en mand kan leve, som din mand gør, uden at tage del i husarbejdet, uden venner og uden særligt nærvær med sin kone.
Jeg tror, at mennesker af og til behandler os dårligt, fordi vi tillader det. Jeg tror, at din mand opfører sig, som han gør, fordi han ved, hvor han har dig. Du får ikke sat dine grænser tydeligt, så han kan gøre, hvad han vil, uden at være bange for at miste dig.
Måske er du nødt til at gå din vej eller bede ham flytte ud, så han kan forstå, at du ikke kan leve, som I gør, længere. Jeg ved, det er en stor risiko at løbe, hvis du stadig elsker ham og ønsker at fortsætte jeres ægteskab, for et krav om, at tingene skal ændre sig, kan potentielt ende med skilsmisse.
Hvis det resulterer i en skilsmisse, vil du nok savne ham i starten, men på den måde, du beskriver jeres ægteskab, tror jeg ikke, der går lang tid med at sørge. Tværtimod tror jeg, at du måske vil føle lettelse over at give slip på noget, som gør så ondt, som det må gøre at blive ignoreret, som du bliver.
Svaret er sikkert ikke, hvad du ønskede, og det må gøre ondt at læse. Måske er der mere til historien – måske den kærlighed, der også findes i jeres forhold, men som du ikke længere kan mærke. Som du skriver, ligner det ikke, at der er formildende omstændigheder mellem jer.
Derfor tror jeg, at du måske vil stå bedre ved at begynde et nyt liv uden din mand. Uanset hvad, så vil en drastisk beslutning sætte tingene tilstrækkeligt på spidsen til, at din mand kan mærke, hvad han har, og om han virkelig vil miste dig.
Kærlig hilsen Renée
SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.
MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
