28-årig klimaaktivist: "Det er min farmor, der har fat i den lange ende"

Marie-Louise Boisen Lendal arbejder med at skabe en mere bæredygtig fødevarebranche i Danmark. Hun er vokset op på landet. Hendes farmor, Bente Boisen-Thøgersen, er landbrugskone. Det har hun været hele livet.

– Jeg har ikke kunnet leve andre steder end på landet: Jeg var et landbarn. Og jeg blev gud ske tak og lov gift med en landmand. Min opvækst på landet handlede ikke om andet end at få det til at fungere. Vi gik op i vejret. Om det regnede eller sneede. Det var det, hele tilværelsen drejede sig om – at så og høste, fortæller hun.

De kommer fra samme landbrugsfamilie i Ringsted. Men ellers har deres opvækst været meget forskellig som følge af de 60 år, der er mellem dem. Og selv om mange ser klimakampen som en generationskløft, ser Marie-Louise det mere som en generationsbro:

– Jeg tror, bæredygtighed er en bro fra farmors generation til vores. Der er nogle løsninger, vi kan blive inspireret af i den generation, og som stadig er brugbare. Der er virkelig mange ting, vi kan tage med fra deres generation.

– Jeg har lært rigtigt meget af farmor – i starten grinede vi ad hende, når hun vaskede sine plastikposer. Sidenhen er det gået op for mig, at det faktisk er farmor, der har fat i den lange ende, fortæller Marie-Louise.

– Men det er jo bare sådan, jeg er vokset op. Det er en livsstil. Og den tankegang forsvinder ikke bare sådan: Når man er født og opvokset med det, kan man ikke stoppe, forklarer Bente.

– Og jeg elskede jo, at de grinte af mig, når jeg gjorde forskellige tiltag, men de har jo ikke rigtigt lært af det. De vasker jo ikke deres plastikposer, smiler hun.

Hvad du lært af din farmor?

– Jeg har lært meget om ressourceeffektivitet, at udnytte råvarer og gå op i kvalitet frem for kvantitet – og bruge tid på det rigtige. Vi har fået frigivet en masse tid ved ikke at skulle sylte og henkoge, som farmor har gjort, men hvad er det, vi erstatter den tid med? Min generation udfylder tiden med rigtigt meget junk såsom Netflix og computerspil. Jeg er blevet inspireret af min farmor til at fokusere på de vigtige ting og ikke altid at ty til quickfix.

LÆS OGSÅ: "Skal jeg bare sige 'fuck det', springe ud i det og realisere min drøm?"

Mangel på ansvarsfølelse

Det er rigtigt, at en bæredygtig livsstil gavner klimakampen, men er man nødvendigvis klimaaktivist, hvis man går op i bæredygtighed? Det var ikke for klimaets skyld, Bente vaskede plastikposer – det var for at spare, men det har alligevel sat sit præg for en hel generation efter. De unge har lært af de gamle.

– Jeg er jo kommet rigtigt meget hos farmor og farfar, da jeg var barn. Der er en masse eksempler på, at det er bedsteforældrene, der har startet en eller anden idé om bæredygtighed hos børnebørnene:

Alt blev jo brugt hos farmor. Det så jeg ikke som bæredygtigt, før det gik op for mig, at der var en klimaproblematik. Men det er jo den rigtige måde at gøre tingene på, forklarer hun.

Er I aktivister?

– Jeg vil ikke betegne mig selv som aktivist, nej, men jeg er aktiv i kampen inden for rimelighedens grænse. En aktivist er noget helt andet for mig end for Marie-Louise, men jeg synes, vi skal være aktive og yde det, vi kan, lyder det fra Bente.

– Jeg ser i høj grad mig selv som aktivist, men jeg ser ikke min generation som særlig aktivistisk. Jeg synes, vi mangler en ansvarsfølelse i min generation. Vi gemmer os lidt i forhold til de tidligere generationer. Jeg synes, vi selv skal stille op der, hvor vi kan gøre en forskel i foreninger og organisationer. Vi har brug for redskaberne, vi kan få derfra, til at kunne tage kampen op.

– Vi skal gøre alt, for at det bliver bedre i morgen. Vi skal hele tiden sætte mål. Og hvis vi når vores mål, så er der noget andet vi kan gøre bedre. Man kan altid blive mere bæredygtig. Og vi kan altid nå nye mål, forklarer Marie-Louise, der håber, at vi kan nå at ændre på klimaforandringerne, inden vi mister al vores biodiversitet.

– En fjerdedel af vores insekter er forsvundet, og de kommer altså ikke igen!

Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

HVEM

Marie-Louise Boisen Lendal, 28 år, gift og mor til en lille dreng, bor i Espergærde. Direktør og medstifter af Tænketanken Frej.

Bente Boisen-Thøgersen, 88 år, landbrugskone og enke, bor i Ringsted. Pensionist.

Selvdisciplin og omstilling

Hvad fik dig til at blive aktiv i klimakampen?

– Min opvækst som en del af fødevarebranchen er min indgang til bæredygtighed. Og det selvbillede, landbruget havde, var, at vi bidrog positivt til samfundet med fødevarer, vækst og arbejdspladser, fortæller 
Marie-Louise.

– Men da jeg så kom til København, var der et helt andet billede af bæredygtighed, og man så ikke den danske fødevareproduktion som en positiv bidrager til den bæredygtige dagsorden. Det var et kæmpe chok for mig, fordi det var modsat af, hvad jeg troede. Så jeg startede Tænketanken Frej for at få land og by til at mødes ud fra de forskellige tanker. Sådan at landet kan blive inspireret af byens klimakamp, og byen kan blive inspireret af landets forhold til naturen. Vi arbejder på at skabe et mere bæredygtigt Danmark. For den unge forbruger og den nye generation.

– Det er spændende at følge med i, hvad ungdommen laver. De ser alt fra en helt anden vinkel. Jeg har da ofte tænkt: “Tænk, hvis man kan gøre det om.” Men det kunne man bare ikke dengang. Så det er superspændende at få de to poler til at møde hinanden – det skal der virkelig komme noget godt ud af, roser Bente.

– Men jeg tror sådan set ikke, jeres generation skulle have gjort noget anderledes. Jeg synes, det er en kæmpe fejl, at min generation peger fingre og siger, at klimaproblemet er jeres fejl. Vi glemmer, at det er din generation, der har gjort verden til et langt bedre sted, end det du voksede op i. I kunne ikke tænke på andet end økonomi og arbejdspladser, fordi det handlede om at få mad på bordet. Klimakrisen nu er ekstrem, men det handler jo ikke om, at vi ikke får mad på bordet i morgen, påpeger Marie-Louise.

– Vi lever jo med et luksusproblem, som vi kun kan engagere os i, fordi de ældre generationer har sikret os, at vi har arbejde og noget at lave. Vi skal være den ungdom, der tager ansvar.

Hvordan tager vi ansvar?

– Hvis vi alle levede som farmors generation, så ville vi ikke have de her klimaproblematikker, vi har nu. Det tænker jeg tit over. De havde slet ikke det samme forbrug som os. Personligt prøver jeg at tage nogle valg, som begrænser mig, ved ikke at rejse, mindske madspild, købe mindre tøj, spise mere vegetarisk. Jeg laver valg og fravalg, forklarer Marie-Louise og fortsætter:

– Det er også det, der er den store forskel mellem vores generationer. Farmor havde ikke nogen valg. Sådan var det bare. Det var nødvendighed for overlevelse. Hvorimod jeg har uanede mængder af valg. Jeg skal virkelig tage mig sammen for at tage det bæredygtige valg. Der er behov for en meget større selvdisciplin i min generation end i farmors for at tage de rigtige valg.

LÆS OGSÅ: Bodil skiftede Nørrebro ud med bondegård: "Fandens. Det kræver tid at få nye venner"

Plads til bridge

Det er tydeligt at mærke, at farmor og barnebarn har samme holdning til klimakrisen: Den skal stoppes. Men mens Marie-Louise tager kampen op, gør Bente, som hun plejer. Plastikposerne bliver vasket, hun undgår folie og spæder frikadellerne op med spæk fra slagteren, så man kun kan spise to frem for fem.

– Jeg er blevet alene, og det gør det hele meget nemmere. I min alder er der jo mange ting, der bliver droslet ned. Så jeg tror ikke, det er mig, der belaster klimaet, siger hun.

– Nej, bridge belaster ikke klimaet så meget. Og du kører i en lille, brugt bil. Hvilket er lidt sjovt, for du har jo råd til at køre en stor og dyr bil, men alligevel køber du en brugt. Der havde min generation købt en stor bil, men det gjorde du jo ikke.

– Nej, og jeg cykler til byen, når jeg kan. Ikke for at være aktiv, men fordi jeg sparer benzin, forklarer Bente.

– Det er så fedt!

– Ja, men det er det. Og man kan ikke komme fra det. Det er sådan, jeg er opvokset, og det kan man ikke få ud af hovedet.

– Og du køber jo også kun ud fra behov. Du havde jo ikke behov for mere, stemmer Marie-Louise i.

– Nej, og hvad skulle jeg med en stor bil? Den skal have fire hjul, kunne køre mig fra A til B og jeg skal have plads til tre bridgeveninder, mere har jeg ikke brug for. Sådan er livsstilen, og den kan man ikke lægge om.

– Og det skal man heller ikke! siger Marie-Louise.

LÆS OGSÅ: Michelle Hviid: "Jeg kan ikke holde ud, at kvinder skammer sig over deres krop"