Brev til Renée: Jeg har ikke behov for flere venner. Er der noget galt med mig?

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 42 år og har tre børn på 16, 12 og 6 år med min mand, som jeg har været sammen med, siden vi var i starten af 20’erne. Vi har det godt.

Jeg er begyndt at spekulere på, om der er noget i vejen med mig. Jeg har altid haft mange venner. Jeg har aldrig følt mig ensom. Jeg har gået i folkeskole, på efterskole, to uddannelser, tre mødregrupper, boet forskellige steder. Altid har jeg og min mand fået gode venner, men nu er det gået op for mig, at jeg løbende har mistet kontakten med de fleste.

F.eks. er det gået op for mig, at vi stort set ikke ser nogen af de venner, som var med til vores bryllup for 20 år siden.

Jeg har stadig kontakt med min ældste veninde og nogle flere, men det er mest på grund af min mand. Jeg er på en måde ligeglad. Jeg er ikke blevet uvenner med nogen, men kan alligevel godt mærke, at jeg måske har følt, at jeg ikke gad folk mere, og så er forholdene løbet ud i sandet – stille og roligt.

Men jeg tænker på, om ”gad” er det rigtige ord? Jeg har bare trukket mig. Min mand kan ikke rigtig se problematikken.

Vores bedste venner gennem mange år er nu vores naboer, og de er på tur med gamle venner næsten hver weekend. Jeg nævner det ikke af misundelse, men fordi jeg spekulerer på, om jeg/vi er unormale.

Jeg overvejer at genoptage kontakten med de venner, som jeg har lyst til at fortsætte venskabet med. Men jeg ved ikke rigtig, hvem det skulle være. Jeg kan mærke, at det er dem, som min mand også er involveret med. Kan jeg have et problem med at få folk for tæt på?

Kærlig hilsen Mig

Kære Dig

Det er spændende, at du skriver til mig, for i grunden ser der i dit brev ikke ud til at være et problem. Du skriver, at din mand heller ikke kan se problematikken, og alligevel spekulerer du på, om der er noget unormalt i din måde at have forvaltet dine venskaber igennem dit liv.

Umiddelbart tænkte jeg, da jeg læste dit brev, at det eneste, som egentlig generer dig, er, hvis du udefra set ikke virker som alle andre. Jeg ved ikke, om det er rigtigt tolket, men grunden til, at jeg tænker sådan, er, at du sammenligner dig selv med andre, f.eks. jeres gode venner og naboer.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Jeg er introvert og kan ikke holde jul hos min kærestes ekstroverte familie

Jeres naboer har det anderledes socialt, end du har. De dyrker meget at ses med gamle venner. I grunden er det ikke noget, du mangler eller længes efter.

Jeg ved, at det er individuelt, hvor sociale vi mennesker er. Nogle elsker at ses med andre og får endda energi af at være sociale og ekstroverte. Andre oplever dét at være social som en anstrengelse, og at det kan være drænende mentalt og fysisk. Den gruppe af mennesker kunne man kalde introverte.

Måske tilhører du gruppen af introverte – og det er selvfølgelig fuldstændig okay! I vores samfund er det desværre sådan, at man fremhæver folk, som er meget sociale, som værende gode og spændende, mens de, som er mindre sociale og indadvendte, ikke ses så positivt på. Måske er det den kulturelle kontekst, som du underbevidst får dine tanker fra?

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: SKal jeg bare opgive at finde kærligheden?

Faktum er, at vi er forskellige i vores sociale formåen og lyst. Man er ikke finere eller lever et bedre liv, fordi man er meget social. Det er ikke bedre at være udadvendt end indadvendt. Det er bare forskellige måder at være i verden på.

Vækker de tanker, jeg har beskrevet, genklang hos dig? Hvis du er typen, der hellere vil sidde med en bog, gå i haven eller hygge med dig selv end stå til en reception sammen med en masse mennesker, så kunne Susan Cains Ted Talk, som du kan finde på nettet, være noget for dig. Hun er selv introvert og har skrevet en del bøger om det.

Du spørger, om du kan have et problem med at få folk tæt på, men hvorfor skulle du pludselig have det? Det er selvfølgelig en mulighed, og siden du selv bringer det på banen, kan det være interessant for dig at undersøge det.

I grunden virker dit brev, som om du ”bare” en er kvinde, der nyder at være sammen med sin egen lille familie – og det er der absolut intet galt med. Medmindre du synes, at du savner at være mere social, tænker jeg ikke, at du bør gøre noget ved det. Du har ikke pligt til at være social, så hvem har ret til at dømme din måde at leve på?

Du har din mand, hans sociale omgangskreds, og dine børn, og det synes at være rigeligt for dig lige nu. Hvis du på et tidspunkt oplever en længsel efter at være tæt med en ny eller gammel veninde, så synes jeg, at du skal handle på den længsel. Men så længe du har det godt med mængden af dit sociale samvær, så synes jeg, du skal slappe af og nyde dit dejlige liv.

Kærlig hilsen Renée

SKRIV TIL RENÉErenee@femina.dk