Hvilken type er du i et forhold?
Hvis du giver dig til at kigge nærmere på de romantiske forhold, du har haft gennem tiden, vil du sikkert kunne ane et mønster. Hvis du ved, hvilken forholdstype du er, vil det blive lettere at få et harmonisk parforhold.
En ny bog, der netop er udkommet, skal hjælpe os til at forstå, hvorfor vi handler, som vi gør i vores forhold. Bogen hedder Extracted from Attached og er skrevet af den amerikanske læge Amir Levine, der er psykiater og forsker i neurovidenskab, og Rachel Heller, der har en master i social-organisationspsykologi.
Læs også: 10 tegn på din partner er utro
Tre forholdstyper
Forfatterne tager udgangspunkt i nyere forskning på området og inddeler os i tre forskellige forholdstyper: Den nervøse, den trygge og den undgående.
Hvis du lærer at genkende dig selv som en af disse forholdstyper, så vil du få lettere ved at se, hvilke behov en partner skal kunne opfylde hos dig.
Den nervøse type vil fx passe godt sammen med en tryg type. Men måske vil den nervøse finde den trygge lidt kedelig i starten, fordi de følelsesmæssige op- og nedture, den nervøse er vant til, udebliver.
Samtidig vil den undgående og den nervøse type ofte blive tiltrukket af hinanden, men det vil ofte ende kaotisk. Den nervøse søger konstant tryghed og den undgående bliver ved med at trække sig væk.
De forskellige træk hos typerne:
Den nervøse
Du kan godt lide at være meget sammen med og meget tæt på din partner, men du bekymrer dig meget om, hvorvidt han har det på samme måde med dig. Du bruger meget følelsesmæssig energi på dit forhold, og du bliver også let påvirket af din partners humør.
Den trygge
Det er naturligt for dig at være imødekommende og elskelig. Du er god til at kommunikere dine følelser ud og god til at afkode din partners følelsesmæssige tegn. Du er hurtig til at tilgive din partners mindre heldige opførsel.
Den undgående
Det er meget vigtigt for dig, at du kan beholde din frihed. Ofte foretrækker du den frem for intimitet. Du vil gerne være tæt på andre, men at være for tæt kan gøre dig utilpas. Du holder gerne din partner en armslængde væk. Du er ikke specielt bekymret for en afvisning, men tager stor afstand fra en kontrollerende partner.