Nina levede et dobbeltliv: "Jeg drak til alt blev sort"

Nina Berg har længe levet et dobbeltliv.

På den ene side var hun den skøre Nina, som festede og på den anden side var hun en ambitiøs ung mor, som forlod sine forældre og tog til Malmø for at tage sin gymnasieuddannelse og skabe et trygt miljø for sig selv og sin lille datter Linnéa.

Som 24-årig nysepareret og enlig mor drømte hun om en lys fremtid med en høj uddannelse som arbejdsforsker fra Lund Universitet og et meningsfuldt arbejde.

Udadtil så folk en glad, engageret ung mor, som aldrig gik glip af et forældremøde, trænede, lavede sund og nærende mad, bagte og sørgede for datterens børnefødselsdag. Men indeni Nina var det kaos.

- Det kostede oceaner af energi, at bide det i sig og gøre alt det, der så godt ud. Jeg kæmpede benhårdt for at holde facaden oppe, så folk troede, at jeg var smart, succesfuld og normal og ikke en sprængt blodåre, som styrtbløder i hovedet, siger 50-årige Nina Berg.

Blev altid fuldt belastet af alle

Hvad ingen vidst var, at Nina festede hårdt og levede et vildt natteliv de weekender, hvor datteren var hos sin far eller mormor.

Ude på klubberne i Malmø var Nina altid hende, der drak for meget, blev totalt grænseløs og gjorde mærkelige og farlige ting.

- Jeg gik aldrig hjem efter nogle få glas. Det sluttede altid med, at jeg blev fuldest af alle og gjorde ting, jeg skammede mig over, og som jeg aldrig havde gjort ædru. Oftest drak jeg til det blev sort og vågnede dagen efter uden at huske noget som helst aftenen forinden.

Dagen efter kunne hun vågne med tømmermændsangst.

- Ofte havde jeg så mange tømmermænd, at jeg ikke kunne røre mig. Hjernen ledte febrilsk efter minder fra aftenen før. Ofte lå jeg til 14-15 om eftermiddagen og vred mig med dødsangst. Derefter tog jeg et par Treo-tabletter og et bad.

Var det lørdag, gik hun ud igen.

- Jeg kunne ikke have det sjovt uden at flippe helt ud og stå hele natten på klubberne og til efterfester. Jeg havde ikke råd til drinks, så jeg charmerede mændene på barerne og klubberne for at få drinks. Sommetider tog jeg med dem hjem og sommetider stak jeg af, inden der skete noget.

LÆS OGSÅ: Mette var alkoholiker: "Én genstand til og jeg var død"

Drak allerede som 14-årig

Nina var 14 år, da hun drak sig fuld første gang. Og hun kunne lide følelsen.

- Jeg hadede min krop, og med alkoholen kunne jeg flygte fra følelsen af at være tyk og dum.

Efter det, drak hun sig sanseløs langt oftere.

- Alle drak - det var der ikke noget mærkeligt i. Det var nærmere en form for fortjeneste. Jeg drak øl, vin, og shots og festede hele weekenden.

Hjemme var det en rodet tilværelse. Faderens alkoholmisbrug styrede hele familien. Det var kaos, støj og gråd og indimellem kom politiet. Nina sov ofte hos venner og kærester. Den eneste pause hun tog fra festerne, var da hun blev gravid.

- Men så snart amningen var ovre, drak jeg igen.

Udskejelserne og hullerne i hukommelsen var tilbage med det samme. Men Nina følte det endnu værre, nu hun var småbørnsmor. For hvilken mor ville opføre sig sådan?

- Min datter så mig aldrig fuld, og jeg drak ikke ofte. Men jeg udsatte mig for fare, og hvor godt er det for et etårigt barn at have en forælder, som ikke passer på sig selv? Jeg tænkte ofte på, hvilke signaler jeg sendte til hende som forælder, når jeg var bange og havde angst. Jeg skammede mig så meget over mig selv.

Blev mere destruktiv

Efter skilsmissen fra datterens far fortsatte Nina sit dobbeltliv. Festerne blev i stigende grad mere destruktive. Det år, hun fyldte 28, kalder hun for ”det sorte år”. Mens hendes venner slog sig ned og startede familier, hang hun ud med kriminelle bander på klubberne. Hun var begyndt at tage amfetamin og alle mulige forskellige piller, når hun drak.

- Det var mest for at være sej. Jeg var ofte så beruset, at jeg krydsede alle mine grænser. Jeg, som ellers var stor modstander af narkotika, havde nået bunden.

Hun kunne vågne på fremmede steder, uden at have nogen som helst minder fra forrige nat.

- Det var ekstremt ubehageligt ikke at vide, hvad jeg havde været med til. Jeg kunne vågne til opkald og ikke ane, hvem de var, eller hvad de ville mig. Jeg følte mig ekstremt dårlig.

I ugen var alt normalt. Hun trænede, studerede og cyklede til biblioteket med datteren eller ud til havet for at bade. Men hun var ofte træt og irriteret og kunne hidse sig op over småting.

- Jeg følte mig trist og væmmedes over det, jeg gjorde mod mig selv. Inderst inde vidste jeg, at jeg havde et alkoholproblem. ”Jeg er som far” tænkte hun. Men jeg var aldrig beruset med Linnéa, det var snarere skønt at slippe for at drikke.

”Første gang jeg følte mig normal”

Det var på skolen, hun tog det første skridt mod en lysere fremtid. Hun havde indledt et forhold til en holdkammerat, der var ædru alkoholiker.

- Han fortalte mig om sin egen afhængighed og sagde, at det virkede, som om alkohol var vigtigt for mig. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne holde facaden oppe. Jeg havde brug for hjælp.

En solrig lørdag i april trådte hun spændt ind til et AA-møde i Malmø.

- Jeg følte varmen strømme mod mig. ”De er som mig”, tænkte jeg. ”De kan heller ikke holde til at drikke”. For første gang i lang tid følte jeg mig normal.

I starten gik alt godt. Nina var ”nyligt frelst” ædru alkoholiker. Efter det første 12-trinsmøde svævede hun på en lyserød sky. Livet føltes herligt at leve. Hun stod tidligt op om morgenen, fulgte datteren til førskole, gik til gymnastik og nød at være normal. Hun fik de højest mulige karakter på folkehøjskolen. Drømmen om livet, hun ville leve kom nærmere.

- Men min ædruelighed var skrøbelig. Jeg gik til to møder om dagen for at kunne klare at stå imod fristelserne.

Efter ni måneder kom et tilbageslaget. Nina fik sit første panikanfald.

- Jeg var ved at lægge mig til at sove, da der pludselig ramlede vægge og lofter ned mod mig. Jeg blev bange for mig selv. Tænk, hvis jeg er ved at blive virkelig skør!

Fik hjælp af terapi

Nina to en taxi til psykiatriskskadestuen i Malmø. Efter ti minutter hos lægen stod hun ude på gaden igen, midt om natten, med en tid hos alkoholklinikken dagen derpå.

- Lægen spurgte, om jeg ville tage livet af mig selv. Selvfølgelig ville jeg ikke det! Jeg havde en 6-årig datter, skulle jeg bare forlade hende? Jeg har aldrig følt mig så ensom. I min dumhed havde jeg forestillet mig, at jeg ville blive mødt med menneskelig varme.

Den nat kom vendepunktet. Nina besluttede, at hun også ville komme sig følelsesmæssigt. Hun tog beslutningen om at håndtere følelser af ensomhed og hjælpeløshed, som boblede op nu, hvor hun ikke længere drak. Ved hjælp af psykoterapi begyndte hun at udrede den følelsesmæssige uorden inde i sig selv.

- Terapien blev min redning, foruden AA. Jeg fik hjælp og værktøjer til at forstå, tilgive og holde af mig selv. Jeg begyndte at bekræfte mig selv og følte mig bedre tilpas.

Tog et tilbagefald

Siden gjorde Nina det, hun aldrig troede, at hun skulle gøre. Hun tog et tilbagefald. Efter seks års ædruelighed, i en alder af 33 og som fuldt uddannet arbejdsforsker.

- Jeg følte mig så god. Jeg var træt af AA og længtes efter at få et glas vin indimellem. Jeg havde gået i terapi og tænkte, at jeg var færdig. Jeg var naiv. Jeg tåler ikke alkohol, sådan er det.

Det blev ret hurtigt sort. Tilbagefaldet varede i et år. Så tog hun sig sammen.

- Da jeg en morgen vågnede på en mark uden for Malmø uden at vide, hvordan jeg var havnet der, fik jeg nok.

Hun havde mødt kærligheden i en mand, som bogstaveligt talt reddede hende.

- Han så mig på dansegulvet og sagde ”du hører ikke til her”. Han var hjemmegående og drak ikke, og det blev lettere at holde op med at drikke. Det var en befrielse.

LÆS OGSÅ: Ibens far var alkoholiker: Som barn havde jeg altid ondt i maven

Har været ædru i lang tid

I dag har hun været ædru i 13 år. Hun har udgivet bogen ”Lad facaden falde”. Hun har startet sit eget firma ”Nina Berg – et spark i røven” for at hjælpe mennesker med at leve ædru og bryde de destruktive mønstre i deres liv. Hun holder også foredrag på behandlingshjem.

- Som tidligere misbruger vækker jeg tillid. "Et spark i røven" viser med et glimt i øjet, hvad det handler om. At man må tage sig sammen. Det går med et skridt ad gangen.

Nina har det bedre, end hun har haft længe. Hun træner regelmæssigt og er fri for smerter. For to år siden løb hun ”Milen" - et motionsløb i Malmø.

- Træningen har hjulpet mig med angsten og spændingerne i kroppen, og jeg sover bare bedre. Gode vaner giver struktur i livet. Jeg har ikke længere svært ved at stå imod destruktive vaner som alkohol og slik. Jeg synes om mig selv og vil passe på mig selv.

Hun er taknemmelig for, at hun er lykkedes med at være ædru i størstedelen af datterens liv.

- Målet har altid været at give hende bedre forudsætninger, end jeg selv fik. I dag er hun voksen, og selvfølgelig er hun blevet påvirket af, at jeg ikke havde det godt, havde angst og ikke brød mig om mig selv. Men vi har en god relation og kan snakke om alt.

- Jeg kæmpede benhårdt for at holde facaden oppe, så folk troede, at jeg var smart, vellykket og normal – og ikke nogen brast blodåre i kraniet, der styrtblødte, siger Nina Berg.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på MåBra.com