Når kvinder "fryser" under en voldtægt, handler det om ren overlevelse

Liva Agger Jørgensens historie om voldtægt er også historien om, hvordan hendes krop pludselig gav op.

Til femina.dk fortalte hun, at hun for fem år siden oplevede et seksuelt overgreb. Hun fortalte, at overgrebsmanden havde forsøgt at lægge hende ned i græsset. At hun flere gange sagde fra. At det til sidst gik op for hende, at hendes ”stemme var ligegyldig”. Og at hendes krop i det øjeblik ”frøs fuldstændig”. Hun måtte bare vente på, at det gik over.

Det samme gjaldt for Kirstine Thomsen, hvis krop stivnede, da hun blev udsat for et overgreb.

Og det er de langt fra de eneste, der har oplevet.

En svensk undersøgelse viser, at 7 ud af 10 ofre for seksuelle overgreb ikke er i stand til at sige fra og gøre modstand over for overgrebspersonen.

I en række artikler henover sommeren sætter femina.dk fokus på voldtægtsloven i Danmark. Vi taler med de kvinder, der er blevet voldtaget og svigtet af retssystemet. Vi undersøger forskellen på samtykke og frivillighed. Og vi taler med eksperter og jurister om, hvordan vi sikrer os en lovgivning, der tydeliggør, at kun ja betyder ja.

Hvorfor kunne du ikke sige fra? Hvorfor kæmpede du ikke imod?

Disse spørgsmål dukker op igen og igen i voldtægtsdebatten, og det er også spørgsmål ofrene stiller sig selv.

Annalise Rust er privatpraktiserende psykolog og har arbejdet ved Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb i 16 år.

Hun fortæller, at der er mange voldtægtsofre, der bebrejder sig selv for ikke at have sagt fra, og de kan ikke forstå, hvorfor de ikke var i stand til det.

Ifølge hende ryger man under et seksuelt overgreb over i en anden bevidsthedstilstand. Man får et chok og er ikke længere i den normale vågne, rationelle bevidsthed.

- Det er en beskyttelsesmekanisme, der opstår spontant, når man udsættes for noget meget angstfuldt eller smertefuldt. Hvis angsten eller smerten bliver for voldsom, så sørger vores organisme for, at vi kommer væk fra det, der gør ondt, så vi ikke mærker det mere, siger hun.

Som et dyrisk instinkt?

- Ja, det er præcis det, det er. Kaninen, der bliver overfaldet af løven og spiller død for at overleve. Det sker for rigtig mange, jeg har haft kontakt med. De beskytter sig selv i situationen, men hvis de senere skal genkalde sig overgrebet i retten, husker de ikke de præcise ting, fordi de ikke har "været i det".

- Det er derfor, det er uhyre vanskeligt at frembringe de facts, der skal til for at bevise, at der er foregået en forbrydelse. De husker i glimt og kan derfor have svært ved f.eks. at fortælle, hvordan gerningspersonen så ud, og hvor og hvornår overgrebet skete, siger hun.

Overlevelsesmekanismerne i kroppen tager over, når man udsættes for stor fare. Og i nogle situationer kan det være bedre at forholde sig passivt end at kæmpe, når man ikke kan flygte.

En anden forklaring er, at vi i uventede situationer ofte har en forsinket reaktionstid.

Vi har i vores kultur nogle uformelle omgangsformer, vi handler inden for, forklarer Annalise Rust. Hvis der er nogen, der overtræder de grænser, vi som samfund har sat, så bliver vi overraskede, og vores reaktionsevne bliver forsinket. Derfor når vi ikke at sige fra, før skaden er sket.

- Hvis man lige har hygget sig sammen, men personen så pludselig forandrer sig fuldstændig, så vil hjernen starte med at bilde sig ind, at man tager fejl, fordi det ikke passer sammen med de uskrevne regler, vi har opstillet for at omgås andre mennesker. Selvom man tænker, at det her er galt, så kan man selv blive skamfuld, fordi man ikke forstår, hvorfor man lige pludselig ikke synes, det er i orden længere, siger hun.

Du tror, at du vil pande ham én - det kan man bare ikke

Det er de færreste af os, der har været i kontakt med vores overlevelsesberedskab.

Derfor kan det være svært for en at sætte sig ind i en situation, hvor man stivner. Og det er heldigvis ikke noget, vi har særlig meget brug for i vores trygge verden, forklarer Annalise Rust.

- Folk kender ikke den side af sig selv, før de har været i den. Derfor er det svært for mange mennesker at forstå, hvordan man reagerer i en overlevelsessituation. Hvis du spørger de fleste, hvordan de tror, de ville reagere, siger de nok: "Jeg ville pande ham en, også i den grad!” Men det kan man bare ikke.

- Rigtig mange af dem, der bliver udsat for voldtægt, får en fornemmelse af, at de kan blive slået ihjel når som helst. For hvis han kan finde på det her, hvad kan han så ikke finde på, siger Annalise Rust.

Selvom det er blevet mere almindeligt at tale om seksuelle overgreb, er der mange, der skjuler det, fordi de er flove og bange for, hvilken reaktion de vil møde fra andre. Og det kan have store konsekvenser i deres senere liv.

- Efter et seksuelt overgreb er det almindeligt at tænke ”der må være noget galt med mig, siden nogen kan behandle mig så usselt.”. Hvis der så i efterforløbet ikke bliver taget hånd om en, og hvis man ikke bliver mødt der, hvor man har brug for det, så fortsætter det. Man får svært ved at finde sig selv og respektere sig selv.

Hvad betyder det for et voldtægtsoffer at få at vide, at det er en normal reaktion at ”fryse” under en voldtægt?

- Det er en kæmpe lettelse at få på plads, at man ikke selv er skyld i det. De kan genkende sig selv i den beskrivelse og forstår pludselig deres egen reaktion. Det er en virkelig, virkelig stor lettelse, siger Annalise Rust.

Kan være lige så traumatiserende, selvom man "slap væk"

En bestemt duft. En lyd, der vækker noget i hukommelsen. Genkendelige elementer fra et overgreb kan få os til at ryge tilbage i traumet.

Det har man ikke mulighed for at kontrollere, fortæller Annalise Rust, og derfor kan det skabe angst og medføre en sårbarhed, der gør, at man undgår mange situationer og andre mennesker.

- Dybt i en vil et traumatisk overgreb stadig ligge og kan blive trigget i situationer, som man ikke er bevidst om. Man kan blive socialt isoleret. En følgevirkning kan også være, at man føler, man ikke er helt nærværende, at man går gennem livet i en form for zombie-tilstand.

- En stor del af dem, der bliver udsat for voldtægt, kan ikke fungere på arbejdsmarkedet, de mister troen og tilliden til sig selv, og nogle kommer til at foragte sig selv. Derfor har man også lettere ved at blive udsat for endnu et overgreb. Man har mistet fornemmelsen for, hvor grænsen går, hvad der er rimeligt, og hvornår man kan sige til og fra, forklarer Annalise Rust.

Hun understreger, at har man været udsat for en voldtægt eller et voldtægtsforsøg, er det rigtig vigtigt, at man får tilbudt psykologbehandling, for man har brug for professionel hjælp til at bearbejde oplevelsen. Mange kan genoptage deres normale liv, som om der ikke er sket noget, men der kan ligge noget unden overfladen.

- Hvis det er en person på 40 år, som skal bearbejde et overgreb, der skete, da hun var 17 år, så skal man finde præcis de reaktioner, som det 17-årige jeg havde.

Hun forklarer også, at reaktionerne efter et voldtægtsforsøg kan være lige så svære som efter en voldtægt, og derfor har man også brug for hjælp til at komme gennem det.

- Selvom man ”slap væk”, så kan det være lige så traumatiserende, fordi man har det hele på nethinden. Det er akkurat de samme reaktioner, man får senere. Forestillingerne om, at ”hvis det nu var sket, så ville det kunne mærkes sådan og sådan”. På samme måde er det den samme modstand og uforståenhed, man kan møde hos andre, for de kan ikke forstå, man reagerer sådan, når der nu ”ikke skete noget”.

Lovgivningen tager ikke højde for, at ofre "fryser"

En ny voldtægtslov baseret på samtykke vil ifølge Annalise Rust rent praktisk betyde, at initiativtageren er nødt til at spørge, i hvert fald indirekte, om man skal have sex for at sikre sig, at den anden er med på den. Det kan også betyde, at kommunikationen mellem parterne bliver bedre.

- Hvis den, der opfordrer til sex, har en fornemmelse af, at vedkommende siger nej, fordi personen er lidt genert, så kan man spørge: Mener du det? Så de kommunikerer om det. Det vil også have en signalværdi at ændre lovgivningen. Som gerningsperson vil man måske tøve lidt, før man gør noget. Det vil også styrke offeret, som vil vide, at hvis man siger nej, og den anden person bliver ved, så gør man noget kriminelt.

Den nuværende voldtægtslovgivning tager ikke højde for, at langt de fleste voldtægtsofre "fryser" under et overgreb. I dag skal der som udgangspunkt være vold eller trusler om vold til stede, før der falder dom. Eller det skal vurderes, at offeret var i en tilstand, hvor vedkommende var ude af stand til at gøre modstand.

- En ændring i loven kan forhåbentlig også betyde, at det bliver lidt lettere at dømme i de sager. Har personen sagt nej, kan den anden straffes. Det er jo en rent menneskelig og respektfuld ting – et nej er et nej, og det vil en ny lov kunne dømme efter, siger Annalise Rust.