"Jeg skulle bevise, at jeg er nok kvinde. Ingen skulle kunne benægte det."

Det første Emily Holm Nyhuus gør, da jeg træder ind i entréen i hendes lejlighed, er at undskylde for rodet.

– Jeg er lidt ramt i dag. Det er også derfor, jeg ser sådan her ud.

Hun peger på sit makeupfrie ansigt, og jeg spørger, om hun har tømmermænd.

Emily svarer, at det blev senere i går end forventet.

Transpersoner er stadig en af de minoriteter, som oplever mest diskrimination og de største udfordringer med at være åbne om deres identitet, viser en ny undersøgelse fra Ligestillingsministeriet blandt LGBTQIA+ personer. Men der er også et opbrud igang. Ny stemmer kommer til, råber op og står frem. I anledning af årets Pride taler femina med en række transpersoner om udfordringer, kampe og sejre.

Det er onsdag, men tirsdagsfest virker ikke til at være unormalt for den 22-årige sangerinde. Hun har hverken studie eller et 8-16-job at passe, for det kan hun ikke, siger hun. Men med musikken er det anderledes. Den fylder hele hendes hverdag, forløser og omfavner det svære.

– Jeg er min musik, forklarer Emily.

– Jeg kan ikke andet. Jeg kan ikke passe et arbejde. Jeg dør, hvis jeg ikke har musikken. At skrive sange er på mange måder som at spise morgenmad, for jeg har gjort det så længe, at det er blevet en vane. Jeg kan godt føle, at det er noget, jeg skal mere end noget, jeg har lyst til. Det kan godt være hårdt, for jeg føler rigtig meget rigtig tit, men jeg har brug for at skrive alle mine følelser ud.

Emily Holm Nyhuus

Transkvinde og forsanger i Reveal Party. Den 21. juli udkom bandets første samlede udgivelse, ”You Stole a Year of My Life”, der tager udgangspunkt i den konkrete oplevelse, Emily havde, da hun ventede på at blive godkendt til hormonbehandling.

Det er i musikken, Emily finder sin ventil.

Hun både skriver, synger, producerer og kan spille klaver og guitar. I mange år har hun været soloartist og haft det godt med det, for som hun siger, er hun meget i sit eget hoved og har altid eksisteret mest med sig selv. Men til et pride-event i august sidste år, opstod der magi på scenen, da hun og tre andre spillede sammen for første gang.

Siden har de udgjort Reveal Party, der primært kategoriserer sig som et indie-rockband.

– Jeg synes, det er svært at sætte vores musik i en kasse, siger Emily.

Hun har det generelt svært med kassetænkning. Hun siger mange ord på engelsk, leder efter de danske. Jeg spørger, om engelsk er hendes modermål, hun svarer, at det ved hun ikke. Det er lidt flydende, og hun vil ikke sættes i bås.

– Jeg er født i Danmark, men jeg er vokset op på internettet. Det var i den verden, jeg udforskede mig selv, så engelsk er det sprog, jeg er mest komfortabel med.

LÆS OGSÅ: Anna og Lærke mødte hinanden på psykiatrisk afdeling og blev kærester

Deadname

Emily hed ikke Emily som barn. Hun var heller ikke en hun, i hvert fald ikke i andres øjne. Det navn, hendes forældre gav hende, kalder hun i dag sit deadname, og det vil hun helst ikke tale om. Da jeg spørger, hvad hun hed før, svarer hun i stedet:

– Det navn er ikke mig. Hvis nogen kalder mig det, bliver jeg ked af det, for det føles som at få taget sin identitet og menneskelighed fra sig.

I mange år forsøgte Emily at leve op til sit medfødte køn ved at gøre de ting, de fleste drenge gør. Men hun følte sig aldrig tilpas. Hun var anderledes i børnehaven, legede mest med sig selv i skolen og camouflerede sig i gymnasiet som en ”soft indieboy”, der levede i sin egen følelsesverden og hørte Radiohead. Det var den manderolle, der kom tættest på det, hun gerne ville være.

– Men i virkeligheden var det jo en kvinde, jeg gerne ville være. Det kan jeg se nu. I am a girl that is a choice I must have missed, citerer hun fra sin egen sangtekst.

Trykket lægger hun på "am". I dag er hun ikke i tvivl om, at hun er en kvinde, men erkendelsen kom ikke fra den ene dag til den anden.

– Jeg har aldrig følt mig maskulin nok, og jeg har aldrig tænkt som en mand. Men jeg har ikke altid vidst, at det er, fordi jeg er kvinde. Først da vi begyndte at blive seksuelle i teenageårene, oplevede jeg, at jeg slet ikke kunne tale med på den måde, drenge snakker om piger. Jeg syntes, at det var vildt ubehageligt, men det var jo, fordi jeg ikke kunne relatere til deres tiltrækning, siger hun.

– Jeg er også selv til kvinder, men det har ikke altid været tydeligt for mig, hvad der lå i den tiltrækning. Vil jeg gerne være sammen med hende, eller vil jeg gerne være hende?

Følelsen af gerne at ville være en kvinde skubbede Emily væk i mange år, imens hun bildte sig selv ind, at alle heteromænd nok havde det sådan.

– Men det har de ikke, siger hun og stryger det lange hår bag ørene.

Så hvad gør man, når det går op for en? For Emily var det noget med at eksperimentere. Først i det skjulte og siden i mindre forsamlinger. I gymnasiet barberede hun sig skaldet i et forsøg på at passe ind, men da hun kom på højskole, lod hun håret gro. Det var mere hende.

Hun begyndte også at gå med læbestift, og hun prøvede et par kjoler, når ingen så på. En aften tog hun mod til sig og afprøvede looket til en fest på højskolen.

– Vi var kun 15 elever, og vi var meget tætte, men jeg var stadig bange for, hvordan de ville reagere, når jeg kom ud. De tog det heldigvis cool. Måske fordi de havde set den komme.

Den svære overgang

Hun kalder det ”at komme ud”. Den overgang, hvor en transkønnet person fortæller omverdenen om sit oplevede køn og begynder at leve i overensstemmelse med det. Emily kom ud til venner og familie i januar sidste år, og da den del var overstået, var hormoner næste skridt.

– ”At man skifter køn” er ofte retorikken, men det føler jeg ikke, er rammende. Man skifter jo ikke noget. Man er bare mere ærlig om det, man altid har været. Og for at blive accepteret som det følte jeg, at næste step var hormonbehandling, fortæller hun.

Emily skulle igennem fire samtaler hos Center for Kønsidentitet, før der blev taget stilling til, om hun var egnet til østrogenbehandling. I alt gik der 15 måneder fra første samtale, til hun startede på hormoner i april i år.

– Hver gang jeg var til samtale, følte jeg, at jeg skulle retfærdiggøre, at jeg er kvinde nok til at få hormoner. Det var så hårdt at skulle kæmpe for at få noget, jeg allerede var helt afklaret med. Jeg endte med at få en depression undervejs, og en dag ville jeg bare væk herfra.

Hun tømmer et stort glas vand. Lader blikket flakke ud mod vinduet, hælder endnu et glas op.

– Musikken var det eneste, der hjalp mig i den periode. Hele albummet ”You Stole a Year of My Life” udsprang af den lange ventetid, hvor jeg var nødt til at sætte ord på min afmagt. Jeg havde brug for at lytte til musik, der reflekterede mine følelser, men jeg kunne ikke finde tekster fra andre kunstnere, der matchede, hvordan jeg havde det, siger Emily.

– Min musik er noget af det eneste, der nogen sinde har givet mening for mig, og jeg håber virkelig, at andre transkønnede kan spejle sig i teksterne.

Jeg spørger, om hun vil fortælle om den dag, hun forsøgte at begå selvmord.

– Det var ikke så vildt. Alt var bare for meget, så jeg bandt et reb om halsen, da jeg var alene hjemme. Jeg ville hoppe ud ad vinduet. Men så lod jeg være. Jeg havde også et selvmordsforsøg i gymnasietiden, men jeg tror faktisk ikke, at jeg er i stand til at begå selvmord. Bægeret var bare flydt over i den periode, og i øjeblikket kunne jeg ikke se en anden udvej.

Andet glas vand ryger ned. Hun smager lidt på ordene.

– Jeg ved godt, at der findes de her argumenter med, at mange transpersoner er psykisk syge og derfor prøver at begå selvmord. Men altså … Vi har jo ikke lyst til at leve med stigma og kæmpe for at eksistere hver dag.

At transkønnede udsættes for hård stigmatisering ses blandt andet i Netflix-dokumentaren ”Disclosure”. Den gennemgår filmhistorien lige fra Griffiths stumfilm til populære 90’er-komedier og nyere LGBT-serier. Dokumentaren viser, hvordan populærkulturen kontinuerligt har reduceret transpersoner til grinagtige indslag, prostituerede, mordere eller nogen, der er til at kaste op over.

Samtidig fortæller Sexus-rapporten fra sidste år, at 66 procent af transkvinder og 78 procent af transmænd har haft selvmordstanker. Og at knap hver fjerde har forsøgt at begå selvmord.

– Det er jo kun transkønnede, der ved, hvordan det føles at blive fremstillet som nogen, samfundet væmmes ved. Det er vanvittigt hårdt hele tiden at skulle retfærdiggøre, hvem vi er, siger hun.

– Men det er hundrede gange nemmere at blive accepteret, når man ligner sit identificerede køn, og det er præcist derfor, jeg gerne vil have lov til at bestemme, hvordan min krop skal se ud. Personligt synes jeg ikke, at den krop, jeg er født med, er mindre kvindelig end alle andre, men jeg kan ikke undgå at blive psykisk påvirket af, hvordan samfundet forventer, at en kvindekrop skal se ud.

Blødere hud

Hvis Emily kun skulle tænke på sig selv, ville hun ikke have behov for at ændre på noget ved hjælp af hormoner.

– Men hvis jeg gerne vil leve et liv uden chikane, er hormonerne mega vigtige, fordi de ændrer på det, folk ser udadtil. Jeg har ikke brug for at få en operation, for det er jo ikke vigtigt for andre end min partner og mig selv, hvilke kønsorganer jeg har. Men hormoner gør mit liv nemmere.

Hvornår kommer chikanen primært til udtryk?

– Man mærker den alle vegne. Når jeg går på gaden, har jeg altid musik i ørene, fordi jeg ikke vil have, der er nogen, der snakker til mig. Det er helt klart, fordi jeg frygter, at de siger noget grimt. Jeg lever en relativt fredelig tilværelse, men jeg beskytter også mig selv. På et tidspunkt var jeg i byen, og så var der en fyr i baren, der kiggede meget længe på mig og sagde: "Du har da vist ikke altid været en kvinde." Det ramte mig virkelig.

For at undgå den slags kommentarer forsøger Emily at se så feminin ud som muligt. I de første tre måneder, efter hun kom ud, havde hun kjole på hver dag. Og hver morgen brugte hun tre timer foran spejlet.

– Jeg skulle bevise, at jeg er nok kvinde. Ingen skulle kunne benægte det. Det var ikke mig selv, jeg skulle bevise det overfor, det var alle andre. I virkeligheden tænker jeg, at kønsdysfori er følelsen af ikke at matche det, man gerne vil være. Men det kommer jo af idéen om, at man ikke kan være kvinde og se ud, som jeg gør fra naturens side.

Kønsdysfori er ifølge LGBT+ Danmark et ubehag en transperson kan opleve, når det oplevede køn og det ved fødslen tildelte køn ikke stemmer overens.

Siden Emily er startet på hormoner, har hun fået blødere hud. Hendes fedt på kroppen er begyndt at omfordele sig, og over de næste år vil hun få brystvækst. I løbet af tre år vil hun se det fulde resultat.

Hvordan har du det nu?

– Jeg føler mig okay generelt. Bedre. Men jeg har også nogle gode mennesker omkring mig, så ja. Jeg har det vel okay nu. Eller ... Jeg ved det ikke helt. Mine følelser svinger meget.

Hun tømmer et sidste glas vand. I den tid vi har snakket, har Emily drukket minimum halvanden liter, og da vi siger farvel, skal hun virkelig tisse.

Vand er godt mod tømmermænd, siger jeg.

– Jeg har det også bedre nu, end da du kom, siger Emily.