"Skal jeg gå på kompromis med mig selv, for at seerne har en at spejle sig i?"

Er det et knæfald for forskruede skønhedsidealer, at en afslappet tv-kok beslutter at lægge kost- og motionsvaner om og taber sig en masse kilo?

Det spørgsmål stille Anne Hjernøe sig selv, da hun efter en pause og et vægttab på 20 kilo igen tonede frem på skærmen i "Anne og Anders"-programmerne.

For blandt de mange positive henvendelser, hun modtog fra seere, var der også nogen, der synes, det var ærgerligt, at de nu manglede en i mediebilledet at spejle sig i, som ikke var en størrelse 34.

Anne Hjernøe satte sig og besvarede og forklarede det hele i slankekogebogen ”Stærk, let og mæt”, som udkom sidste år, og her i foråret udsendte hun opfølgeren "Ligevægt”.

– Det er virkelig en milepæl i mit liv, siger hun, at jeg for nu over tre år siden tog den beslutning, at jeg skulle være stærk igen og have smidt nogle kilo, og at det skulle være nu, inden jeg blev 50. Jeg kan ikke kalde det andet end dét: En milepæl.

– Jeg føler mig yngre, end jeg gjorde for fem år siden, og det gør jeg selvfølgelig, både fordi jeg er blevet stærkere, og fordi jeg har smidt de kilo. Det er også det, folk siger, når de møder mig: ”Hold da kæft, du har tabt 20 kilo, men du har også tabt 10 år”. Folk kan jo godt se, hvad det gør ved én, at man tager en beslutning om, at nu rykker man altså og passer på sig selv.

Ærgerlige seere

LÆS OGSÅ: Anne Hjernøe: "Det var ikke planen at jeg skulle lave mad"

– Det var faktisk ikke af kosmetiske grunde, at jeg tog den beslutning. Halvdelen af min familie har fået skiftet knæ, og jeg døjer også selv med dårlige knæ. Jeg har haft bøvl med min ryg, fordi jeg er faldet af en hest og er kørt galt i bil, og min skulder har jeg fået smadret på en skitur, siger hun og forklarer videre:

- Når man så går rundt og har et arbejde som mit, der er ret krævende fysisk, og samtidig vejer for meget, så gør det ondt alle steder. I den sammenhæng er det fuldstændig ligegyldigt, om man ser godt ud eller ej. Hvis man kan blive smertefri, er det da det, man skal gå efter. Og det er dét, JEG er gået efter.

Skrev tilbage

Hun skrev tilbage til dem, der mente, at vægttabet var ”ærgerligt”, fordi det havde været dejligt at se en kvinde i mediebilledet, der ikke lignede en størrelse 34.

– Jeg skrev, om de stadigvæk syntes, at det var ærgerligt, når mit vægttab betyder, at jeg ikke har smerter længere, og at jeg har det bedre med mig selv, og at jeg i øvrigt synes, at mit tøj sidder pænere? Jeg har fuld forståelse for, at det er rart at have nogen at spejle sig i. Men det gør jo ikke, at jeg skal gå på kompromis med mig selv, for at seerne har en at spejle sig i, gør det?

Hun blev glad, fortæller hun, da en veninde for et stykke tid siden sagde: ”Anne, det, du har gjort, er, at du fuldstændig har redefineret og fornyet dig selv”. Og sådan oplever hun det egentlig også selv.

LÆS OGSÅ: Anne Glad: "Vi kan sagtens vente med at gå ud og spise en syv retters menu"

- Jeg har fået hul igennem til noget, jeg aldrig nogensinde havde troet, at jeg skulle få hul igennem til. Folk begynder at bruge mig til at tale og skrive om sundhed. Det er helt fint med kogebøger, hvor folk kan blive inspireret og lave mad efter mine opskrifter. Men kogebøger er der så mange af. Her er der rent faktisk en bog med et system, der virker for andre end mig selv. Det er altså en vild følelse, at jeg på den måde kan nå ud til en masse mennesker, og at jeg faktisk gør en forskel.

– Jeg har mennesker, der skriver til mig, at de for første gang i deres liv har tabt 20, 25, 30 kilo. Og jeg bliver simpelthen så glad. Jeg kan jo mærke, hvor meget det betyder for dem. Netop det med, at de ikke har kunnet gå ture eller ikke har kunnet lege med deres børn eller børnebørn.

- Igen, det er ikke noget kosmetisk. Det er ikke, fordi folk skal kunne presse deres røv ned i en størrelse 36. De vil bare gerne kunne fungere som stærke, voksne mennesker, der magter fysisk at gøre nogle ting, der har værdi for dem.

Døre åbner sig

Som 51-årig har hun absolut ingen oplevelse af, at alderen er begyndt at smække døre i. Tværtimod.

- Jeg oplever, at der er flere døre, der har åbnet sig med alderen. Jeg har altid elsket mad. Elsket at lave mad, at spise mad, at skrive om mad, lave tv om mad. Og det gør jeg stadigvæk. Jeg har ikke ændret fokus. Men jeg har fået lov at blive bredere i det, jeg laver. Og det føles bare rigtigt, rigtigt godt.

Anne Hjernøe trådte ind på tv-scenen for 15 år siden. Hun, der oprindeligt er uddannet socialpædagog med en journalistisk tillægsuddannelse fra journalisthøjskolen oveni, var kogebogsforfatter, da hun blev inviteret ind i programmet ”Frilandshaven” for at fortælle om kryddersnapse. Og haps, så var hun pludselig ansat bagom til at lave mad i programmet, når der var brug for en afløser. Året efter blev hun vært.

Da det program lukkede, fik hun sit eget madprogram ”AnneMad”, som hun fortsat var vært på, da nogen fik den idé, at hun og journalisten Anders Agger skulle lave en række programmer sammen om danske badehoteller. Det blev til fire programmer, sendt som to timers temaer, fire sommerlørdage på DR2. Og som hun siger i dag:

– Vi troede, at det var dét. At så var det slut.

10 år med Anders

Her, 10 år senere, lever tv-makkerskabet ”Anne og Anders” stadig i bedste velgående. Lige nu er de aktuelle med fire nye programmer med titlen ”Anne og Anders vender hjem”, som kommer til at markere deres 10-års jubilæum, da det er programmets 10. sæson. Og faktisk skulle de slet ikke have lavet tv sammen denne her sommer, indskyder hun.

– Jeg havde fuld gang i mine egne projekter. Og Anders havde fuld gang i sine. Men så landede coronaen. Og pludselig sad alle med hænderne i skødet. Alt blev jo aflyst.

- Og en dag, da tingene begyndte at lysne en smule, skrev Anders: ”Er det ikke netop nu, vi skal lave ”Anne og Anders” i Danmark?” Jeg svarede med det samme: ”Jo, det er da det, vi skal! Selvfølgelig skal vi det!” Og den var resten af holdet helt med på.

LÆS OGSÅ: Tv-vært Lene Beier: "Jeg har lært ikke at tage noget for givet"

– Det fine ved det er, at vi på den måde får ”Anne og Anders” hjem igen. De første fire sæsoner blev lavet i Danmark. Men de næste fem optog vi i udlandet med danskere eller udlændinge med en eller anden dansk relation. Det gjorde vi af den simple grund, at der på det tidspunkt var rigtigt mange tv-hold, der var begyndt at gøre det samme som os. For at vi ikke alle sammen bare jokkede rundt i hinandens fodspor, måtte nogen tage ud. Det blev så os.

- Men nu er vi hjemme igen. Sidst vi mødtes i tv i ”Anne og Anders”, sad vi og spiste middag på en terrasse i Libanon med en dansk familie og nogle libanesere og en imam. Denne her gang begyndte vi optagelserne på Lolland. Og det var herligt.

Ikke slyngveninder

Efter 10 sæsoner af ”Anne og Anders” og 11 års samarbejde har hun og Anders Agger oplevet hinanden ”i alle mulige situationer, hvor vi både har været hidsige og kede af det og pressede og været ved at dø af grin”, som hun siger. Og ja, venner, det er de blevet.

– Men vi er ikke slyngveninder. Vi overrender ikke hinanden. Anders bor i Ringkøbing, jeg bor i Aarhus, vi har hver vores liv, hver vores arbejde og har travlt begge to. Men vi sørger for, at vores veje krydses indimellem. Og så sms’er vi. Jeg tror, vores sms-liste må være 50 kilometer lang. Vi er i sms-kontakt i hvert fald en gang om ugen året igennem. Vi har altid lige tråd i hinanden.