Eva satte sig ind i en taxa. Men først for sent opdagede hun, at der manglede et taxameter

Eva Aagaard åbner døren ind til sin lejlighed på fjerde sal. Det flyder med legetøj på gulvet, og opvasken fra morgenmaden har fået lov at stå.

Hun serverer stærk kaffe og undskylder for, at sofaen lugter af mælk. Hendes søn spildte et fyldt glas få minutter inden afgang mod vuggestuen.

Eva siger det ikke selv, men det tyder på at have været en hektisk morgen. Eller, en morgen, som de er flest, med to små børn og en mor og far med fuldtidsjob.

– Jeg ved faktisk ikke, om det skal med, at jeg har børn, siger Eva.

– Eller, det skal det måske, for overgrebet har jo også betydet noget for, hvordan jeg er mor. Men folk tror hurtigt alt muligt, fordi jeg var fuld den aften, selvom jeg havde en baby derhjemme.

Det er, som om Eva forsøger at finde en forklaring, der peger tilbage på hende selv og hendes opførsel. Hun var lige kommet tilbage fra barsel og havde drukket mere til firmajulefrokosten, end kroppen kunne klare.

Hun gik fra festen alene. Hun opdagede for sent, at der ikke var noget taxameter i bilen, og hun burde have sagt nej, da han spurgte, om hun ville ryge en cigaret med ham i hans lejlighed.

Undskyldningerne kommer i flæng.

– Jeg ved jo godt, at det var virkelig dumt ikke at løbe min vej eller gøre mere modstand.

Eva har ikke langvarige blackouts, men aftenens alkoholindtag har givet huller i hukommelsen, hvor hun ikke kan huske, hvordan hun kom fra A til B.

– Det er noget af det, der gør det svært at tale om, for der er ting, jeg ikke ved med sikkerhed. Men jeg ved nok til at vide, at det, der skete, var forkert, siger hun.

Kører du taxa?

Eva vil egentlig tage en bus hjem den aften, overgrebet finder sted, men hun farer vild og kan ikke finde stoppestedet.

Længere nede ad vejen ser hun en taxa, som hun prøver at praje, og få sekunder efter sætter hun sig ind på bagsædet og beder den køre.

– Det var meget mørkt, så jeg kunne ikke se bilen ordentligt. Jeg troede, det var den samme bil, som jeg havde set længere nede ad gaden. Men det var altså en anden.

Eva døser hen, imens bilen smyger sig omkring i de øde gader. Efter et par minutter kommer hun til sig selv, kigger forvirret rundt og registrerer, at der ikke er noget taxameter i forruden.

Kører du taxa, spørger hun så. Jeg kører bare lidt rundt, svarer chaufføren.

– Dér blev jeg bange. Jeg tænkte, at han måske var morder, og jeg forberedte mig faktisk på at dø i det øjeblik. Min måde at tackle det på var ved ikke at give udtryk for min frygt, for jeg ville ikke gøre ham sur ved at sige, at han skulle sætte mig af. I stedet forsøgte jeg at være venlig og smalltalke, siger Eva.

På turen spørger hun manden flere gange, hvor han arbejder, men hver gang glemmer hun svaret.

– Jeg havde meget svært ved at føre en samtale på det tidspunkt, fordi jeg var så fuld. Jeg anede heller ikke, hvor vi kørte hen, og jeg ved ikke, om jeg vil kunne genkende ham i dag.

Det hele er sløret.

LÆS OGSÅ: Retsordfører om ny voldtægtslov: Det er samtykke uden undtagelse

– Men det næste jeg husker, er, at han stoppede foran en opgang og sagde, at han skulle hente cigaretter. Han spurgte, om jeg ville med op og have en, og det sagde jeg ja til.

På det tidspunkt har Eva ikke længere fornemmelsen af, at hun er i livsfare.

– Det var et mærkeligt psykologisk spil, der foregik. Jeg tænkte ikke længere, at han ville slå mig ihjel, men jeg følte stadig, at jeg skulle please ham lidt, så han ikke blev sur.

Derfor går Eva med op i lejligheden. Hun får fremstammet, at hun hurtigt går med op og ser, hvordan han bor, men at hun derefter vil hjem igen.

– For mig betød det, at jeg havde gjort det tydeligt, at der ikke skulle ske noget. Jeg er jo ikke idiot, så jeg vidste godt, at det var det, han håbede på. Jeg var meget opmærksom på ikke at sende de forkerte signaler, og jeg ville kunne huske, hvis jeg havde gjort det. Det ved jeg.

Kuldefølelsen

Det næste Eva husker, er, at hun ligger i hans seng. Halvt i søvne registrerer hun, at han er begyndt at tage hendes buksedragt af. ”Jeg vil ikke det her,” siger hun flere gange.

Han svarer, at hun skal stoppe med at gentage de samme ting. Det irriterer ham.

Eva vender sig om på maven for at skærme sig fra ham. Hun krænger sig op imod væggen, presser benene sammen og gentager, at hun ikke vil. Manden hiver hendes ben fra hinanden, trækker strømpebukserne og trusserne ned og går i gang.

Hendes nej preller af på ham som teflon. Han voldtager hende både analt og vaginalt. Det hele går hurtigt. En kold bølge strømmer igennem hendes krop.

– Først kom kuldefølelsen, og efterfølgende følte jeg mig bare opgivende. Jeg havde det sådan, at jeg ikke kunne gøre noget, så jeg kunne lige så godt vente på, at det gik over.

Siden har hun tænkt over, hvorfor hun ikke nåede at forhindre det. Havde hun ikke været tydelig nok i sin afvisning? Kunne hun have gjort mere?

Det spekulerer hun stadig på, men faktum er, at 7 ud af 10 ofre for seksuelle overgreb ikke er i stand til at sige fra og gøre modstand over for overgrebspersonen.

Da Evas overgrebsmand er færdig, spørger han hende, om hun vil køres hjem. Det vil hun gerne.

– Folk kan have svært ved at forstå, hvorfor jeg lod ham køre mig, men på en eller anden måde var han stadig den, der skulle få mig hjem. Det var jo det, han var for mig. Jeg fattede overhovedet ikke, hvad der var foregået.

Hun husker heller ikke turen fra lejligheden ned til bilen, så området er fortsat ukendt for hende.

– I bilen sagde han, at han var ked af det, fordi han tror på Gud. Han forklarede, at hvis man ikke tror på Gud og har stjålet noget, bliver man ked af det, hvis man bliver fanget på et overvågningskamera. Men hvis man tror på Gud, har man altid et kamera i nakken, for Gud kan jo se en. Han var meget ulykkelig og sagde, at han altid kom til at gøre sådan nogle dumme ting.

På køreturen spørger Eva, om han ikke bare kan lade være med at gøre sådan noget. Han bliver vred og råber, at hun skulle have ladet være med at gå hjem med en, hun ikke kender. Nu tigger Eva om at blive sat af.

Manden holder ind til siden et par hundrede meter fra hendes lejlighed, og Eva går direkte hjem i seng. Først morgenen efter fortæller hun sin mand og to tætte veninder om oplevelsen.

– Men jeg sagde ikke, at jeg var blevet voldtaget. Jeg sagde: ”Der er en, der har haft sex med mig. Jeg prøvede at forhindre det og sagde nej. Jeg forstår ikke, hvorfor det skete, men det skete". Jeg bildte virkelig mig selv ind, at jeg måtte have sagt nej på en forkert måde, for hvis jeg havde gjort det på en rigtig måde, ville han vel have forstået det og ladet være.

Stirrede ind i en skærm

Evas ræsonnement var, at hun havde fejlet, til trods for at hun havde sagt nej igen og igen. Hendes mands og venindernes respons på, hvad der var sket, var derimod mere klar.

I deres ører lød det som voldtægt.

Men bare ordet fik det til at vende sig i Eva. Voldtaget? Hende? Umuligt. Hun havde jo ikke råbt og skreget. De havde ikke været oppe at slås. Hun havde bare ligget passivt og pebet nej.

– På det tidspunkt tænkte jeg ikke, at jeg havde reageret ved at fryse, fordi det i mit hoved betød det samme som at ligge bevidst stille for at undgå vold. Jeg vidste godt, at det var normalt, men jeg kunne slet ikke se, at det var det, der var sket med mig. Min reaktion var mere instinktiv, og jeg følte mig mere opgivende og trist end bange.

Derfor var Eva også fast besluttet på ikke at melde overgrebet.

I dagene efter havde hun fysisk ondt og blødte fra underlivet. Hun fortalte et par veninder om aftenens hændelse, og de pressede på for, at hun skulle undersøges ved Center for Seksuelle Overgreb.

Men i stedet tog Eva på arbejde om mandagen, tre dage efter overgrebet.

– Jeg forsøgte at gå tilbage til normalen, men jeg kunne ingenting. På arbejdet sad jeg og gloede ind i skærmen. Jeg kunne ikke læse. Jeg kunne ikke skrive. Jeg havde hjertebanken og var i konstant alarmberedskab. Efter to dage uden at lave noget som helst tog jeg ud på Center for Seksuelle Overgreb, fordi jeg ville sygemeldes, siger Eva.

”Let dit hjerte”

På voldtægtscentret blev Eva mødt med åbne arme. I telefonen havde hun sagt, at hun ikke vidste, om hendes oplevelse var alvorlig nok til, at hun kunne blive undersøgt, men det mente personalet nu nok, at den var.

Eva kom til samtale og fik foretaget en fysisk undersøgelse, der viste skader i endetarmen. Efterfølgende opfordrede de hende til at melde det til politiet.

– Jeg troede stadig ikke, at det, der var sket, var ulovligt, fordi jeg ikke havde gjort nok modstand. Jeg følte mig som et dårligt offer, men sygeplejersken sagde, at det, jeg havde været udsat for, var groft, og at hun nok ville anmelde det, hvis hun var mig.

De ord fik Eva til at gå videre til politiet. I første omgang fik hun tilbudt en indledende snak, så hun sammen med betjenten kunne tage stilling til, om overgrebet skulle anmeldes.

Derfor fik hun ikke en bistandsadvokat tilknyttet fra start. I stedet mødte hun alene op på stationen. Og fik klar besked fra betjenten.

– Jeg kan huske, at hun sagde, at de ikke ville gøre noget, hvis jeg anmeldte overgrebet. De ville snakke med mig, og de ville snakke med ham, hvis de kunne finde ham. Men så ville de lukke sagen. Og det ville desuden være nemt for en forsvarsadvokat at beskylde mig for at lyve, fordi jeg gik frivilligt med op i lejligheden. Og fordi jeg er gift.

Hun sukker den sidste sætning ud.

– Alligevel spurgte jeg betjenten, om jeg måtte fortælle historien. Til det svarede hun: ”Ja, ja, bare let dit hjerte.” Det er først senere, det er gået op for mig, hvor sarkastisk det var.

Betjentens ubehagelige facon fortsatte gennem hele samtalen, og da Eva var færdig med at fortælle, fik hun svaret.

”Jeg kan godt forstå, at du har dårlig samvittighed over at have knaldet med en eller anden udlænding til en julefrokost.”

LÆS OGSÅ: Fortryder du ikke bare, at du var din kæreste utro, spurgte betjenten Kirstine, da hun anmeldte en voldtægt

– Jeg blev helt paf. Hun sagde jo direkte, at jeg løj. Det er en virkelig forfærdelig anklage. Jeg ville aldrig anmelde et uskyldigt menneske.

– Samtidig var jeg chokeret over, at hun fremhævede hans etnicitet. Det betyder ingenting for mig, og det har ingenting at gøre med, hvad han gjorde ved mig.

Anerkendende autoritet

Efter dén oplevelse endte Eva med ikke at anmelde sin overgrebsmand. Betjentens mistro havde fået hende til at forlade stationen med det modsatte af et ”lettet hjerte” og derudover bekræftet hendes egen mistro. Det måtte være selvforskyldt.

– Hvad fanden skulle jeg ellers tænke?

– Der står en autoritet og fortæller dig, at det er din egen skyld. Det tror man jo på. Men min familie og mine venner troede aldrig på det, så de blev ved med at presse på for, at jeg skulle anmelde betjentens opførsel.

Og efter måneder med lange snakke og grådkvalte aftener på sofaen, lykkedes det dem. Eva opsøgte Den Uafhængige Politiklagemyndighed og fik bekræftet, at skyldfølelsen var uden eksistensberettigelse.

– De var chokerede over at høre om min behandling hos den første politistation og har nu taget sagen op. Det i sig selv ligger der en anerkendelse i. Samtidig opfordrede de mig kraftigt til at anmelde overgrebet hos en anden politistation.

Den opfordring blev Evas sidste spark. Cirka fire måneder efter den aften, hvor hun satte sig ind i bilen, anmeldte hun overgrebet på en anden politistation end den første.

– Deres reaktion var helt anderledes end det første sted. Betjenten lyttede og forklarede mig, at jeg var ”frosset” under angrebet. Han sagde, at det selvfølgelig var ulovligt, og at jeg ikke havde gjort noget forkert. Og han tilbød, at vi kørte rundt i byen for at forsøge at rekonstruere, hvad der var sket i løbet af aftenen.

De næste tre timer kørte Eva og betjenten rundt og ledte efter bekendte gader og smøger. Men køreturen fungerede ikke som den fremkaldervæske, de havde håbet, og DNA-svaret fra Center for Seksuelle Overgreb matchede samtidig ikke nogen kendt gerningsmand i registret.

– Det betyder, at der ikke er mere at gøre, siger Eva. Opgivende, men med visheden om, at hun har gjort, hvad hun kunne. Og at det ikke var hendes skyld, at overgrebet fandt sted.

Klagesagen hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed er ikke afsluttet endnu, men politiet lukkede efterforskningen for en måned siden.

- Det hele er stadig meget nyt, og mine følelser svinger meget. Nogle dage bebrejder jeg stadig mig selv for ikke at have sagt fra på den rigtige måde. Andre dage er jeg ovenpå.

Efterveer

Selvom der er dage, hvor Eva føler sig ovenpå, går der ikke én dag, hvor hun ikke lider af efterveer fra overgrebet.

Et er at opleve, at nogen har sex med en mod ens vilje. Skylden og skammen, der følger med. De ubehagelige flashbacks. Frygten for at det sker igen.

Et andet er mødet med et system, der for Eva føltes som endnu et overgreb.

– Det er ti måneder siden nu, og de måneder har været vanvittigt hårde. Forløbet har sat mig tilbage i min karriere og i mit parforhold. Det har stjålet min selvtillid, og det har ændret mine tanker omkring mine børns frihed og min måde at opdrage dem på.

– Før tænkte jeg, at jeg ville opdrage min pige til ikke at være bange. Hun skulle rejse alene ud i verden, hvis hun ville det, og hun skulle ikke frygte at gå alene hjem eller overnatte på sofaen hos mandlige venner. Jeg vil heller ikke opdrage hende til at være bange hele tiden, men jeg er selv blevet mindre naiv og kan ikke bare lære hende, at man altid kan tro det bedste om folk.

Eva er dog sikker på, at den nye samtykkelov er et skridt i den rigtige retning. Men lovændringen kan ikke stå alene, understreger hun.

- Der er brug for en ændring af den kultur, der mistænkeliggør kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb. Loven føles som en kæmpe anerkendelse af, at det i sig selv er uacceptabelt at tvinge nogen til samleje. Også selvom de ikke tør gøre modstand. Men der er også brug for specialiserede enheder hos politiet, så man er sikker på at tale med nogen, der har forstand på voldtægtsofre.