"Når jeg fortæller, at jeg er veganer, bliver folk tit sure. Det er absurd"

Det hele er vegansk – det er min skyld. Håber, det er okay? spørger Ulrich Thomsen og studerer morgenbuffeten på hotellets tagterrasse, som vi har lånt til lejligheden.

Det er det i dén grad, så vi bænker os – i skyggen, han må ikke få sol, da han er midt i optagelserne til den næste Afdeling Q-film – med kaffe, mandarinjuice og ingefærshots til at starte på.

Det er over 10 år siden, jeg mødte Ulrich Thomsen sidst, og allerede dengang sagde han, at han ikke ville være skuespiller resten af sit liv.

Men selv om han har holdt ord over for sig selv og er begyndt at lave sine egne film, som han både skriver, instruerer og producerer, så er der stadig så meget bud efter den 56-årige skuespiller, at han bogstaveligt talt går fra den ene rolle til den anden.

- Jeg har ikke fri, medmindre jeg tager fri. Der er selvfølgelig huller, hvor den ene produktion slutter, og den anden starter, men dem bruger jeg typisk på at læse op på det nye.

- Indimellem kan de ligge lige i rap – for eksempel gik jeg og lærte replikker til ”Forhøret” under optagelserne til ”The New Pope”. Det er ikke sjovt, jeg vil helst kunne koncentrere mig om én ting ad gangen. Så jeg forsøger at planlægge, så jeg lige kan nå at trække vejret indimellem, fortæller Ulrich Thomsen.

Han spiller sammen med de helt store navne som Jude Law, John Malkovich, Pierce Brosnan og James Spader og bliver ikke længere kun genkendt på gaden i Danmark, men også i USA, hvor han blandt andet har medvirket i en James Bond-film og de to store tv-serier ”Banshee” og ”Blacklist”.

Men trods sin stjernestatus er det ikke dén verden, der fylder mest i en samtale med Ulrich Thomsen.

Det er hans stærke engagement i verden omkring ham, og lige nu er han optaget af ”denial”, som han siger – benægtelse – som også er kernen i hans nye film, ”Gutterbee”.

Det vender vi tilbage til.

Ulrich Thomsen

Skuespiller, 56 år. Gift med svenske Cathrine Ekehed, sammen har de børnene Alma på 21 og Alvin på 19. Familien bor i Gentofte.

Vi mødes her på toppen af København på grund af Ulrich Thomsens hovedrolle i Christina Rosendahls historiske drama, ”Vores mand i Amerika”.

Her spiller han Henrik Kauffmann, Danmarks ambassadør i Amerika, da Danmark bliver besat af de tyske tropper i april 1940. Den danske regering overgiver sig til tyskerne efter få timer og indleder hermed deres samarbejde med nazisterne.

Men den egenrådige verdensmand Henrik Kauffmann nægter at følge ordrer fra København, nu hvor de er underlagt nazisterne.

I stedet sætter han gang i en rebelsk plan for at besejre Hitler og give den danske befolkning friheden tilbage.

En plan, der ender med, at Kauffmann bliver anklaget for landsforræderi, fordi han uden mandat fra København indgår en aftale med USA om deres brug af Grønland, som var en strategisk vigtig brik i USA’s forsyningslinjer til Europa under krigen.

Kauffmanns dobbeltspil blev efter krigens afslutning overtaget af regeringen og førte til, at man i årtier ikke fortalte den fulde sandhed om den amerikanske tilstedeværelse i Grønland.

- Det, Henrik Kauffmann gør, er jo idealisme, men han er også egoistisk i den forstand, at han elskede at være i Amerika og gerne ville blive der.

- Men det var ikke bare en undskyldning for at opretholde sin egen levestandard – Kauffmann var oprigtigt indigneret over Danmarks samarbejde med tyskerne, og selv om det, han gjorde, var landsforræderi, så var det jo med til at ende 2. verdenskrig, fortæller Ulrich Thomsen og tilføjer:

- Og pludselig er filmen jo blevet mærkelig aktuel i forhold til Trump, der vil købe Grønland. Det er en enormt interessant historie, og man kunne sikkert lave en hel tv-serie om Henrik Kauffmanns liv.

En tysk pølse

Fra 2. verdenskrig til den dunkle kælder under Københavns Politigård, hvor Afdeling Q’s vicepolitikommissær, den vrangvillige og desillusionerede Carl Mørck, nu slår sin folder i skikkelse af Ulrich Thomsen.

Han har overtaget rollen fra Nikolaj Lie Kaas i filmatiseringen af Jussi Adler Olsens populære bøger om Afdeling Q, og selv om det er en tung arv at løfte – de første fire Afdeling Q-film blev kæmpe biografsucceser – ligner Ulrich Thomsen den perfekte Carl Mørck med sit lidt alvorlige udseende og intense blik.

- Fra at være den unge helt bliver man jo pludselig farfaren, he he, der er jo bare ikke lige så mange roller, når man bliver ældre.

Men lige nu går det fint, og så er det jo perfekt, at Afdeling Q dukker op. Den rolle passer perfekt til min alder.

Så du har alt for travlt og er alligevel meget privilegeret …

- Ja, gu’ fanden er jeg privilegeret. Men jeg er også begyndt at instruere nu, og det synes jeg egentlig, er en naturlig udvikling. Og der er masser af historier, der presser sig på. Men hold kæft, det er nemt at være skuespiller, har jeg opdaget.

- Det er jo bare at dukke op, og så får man en kop kaffe, filmer og går igen. Nu er det altså hele lortet, jeg har ansvar for.

Hvad er det for historier?

- Jamen der er mange ting, jeg går og tænker over. Den første film, ”In Embryo”, var en kærlighedsfilm og meget sådan ”nu skal jeg bare i gang!”. Min anden film, ”Gutterbee”, foregår i en lille by i USA, et rigtigt Trump-land.

- Den handler dybest set om fordomme – religion, racisme og homofobi – og det er tyk satire om blandt andet angsten for en tysk pølse, som simpelt hen bliver for fremmed for amerikanerne.

- For det skal være amerikansk – hamburgers og french fries! Bare de to ord er jo helt åndssvage, da der er to andre sprog i dem.

Alt handler om penge i USA

Ulrich Thomsen optræder ikke selv i filmen, men har skrevet og instrueret fortællingen om venskabet mellem en tysk pølsemager spillet af den skotske stjerne fra ”Trainspotting”, Ewen Bremner, og en småkriminel lurendrejer i skikkelse af Antony Starr.

Det umage par åbner en restaurant i bedste bierstube-stil i den lille flække Gutterbee, så indbyggerne kan samles om kærligheden til øl og pølser.

Men det er ikke nemt for de to venner at bryde vanetænkningen af fremmedfrygt og homofobi, der gennemsyrer den lille amerikanske udørk.

- En af pointerne med filmen er, at der ikke er noget i den, der ikke er sandt. Det er ikke noget, jeg har siddet og fundet på for at gøre grin med folk.

Jeg har skrevet manuskriptet ud fra ting, jeg har hørt og læst – artikler, YouTube-videoer, dokumentarer osv.

- For når jeg skal have en holdning til et andet land, er det mindste, jeg kan gøre, at have facts på plads. Og det er altid homofobi, kirken og racisme, der står i vejen for en ordentlig samtale. Det er de tre store.

- Vi er jo hele tiden bange for alt muligt, og det er muslimernes skyld, det hele. Men sandheden er altså meget mere kompliceret.

- Filmen er også en kommentar til alle de amerikanske byer, der bliver forladt på grund af politik. Hele store byer, som folk forlader, fordi der ikke er noget arbejde at få.

- Man skal jo kun studere økonomi i fem minutter for at regne ud, at dét, at fem store firmaer ejer hele Amerika, er dårligt for infrastrukturen. For de er ikke interesserede i noget som helst andet end profit. Kapitalismen overlever kun på én præmis, og det er, at det er nogle andre, der betaler prisen.

- Bare dét, at man har et pengesystem, hvor der kan komme en finanskrise – hvor fire-fem mænds grådighed kan sende hele lortet i sænk, det er jo vanvittigt, siger Ulrich Thomsen, der har boet i USA i et halvt år ad gangen under de fire sæsoner af tv-serien ”Banshee” og desuden i Los Angeles, men aldrig flyttet derover.

- Det hele handler kun om penge derovre. Money talks. Det er bare ikke en sund samfundsmodel. Bare det, at man er så meget imod en offentlig sektor – amerikanerne kalder jo Danmark for et socialistisk land!

- Men nu under coronakrisen kan man jo se, at de betaler for et sundhedssystem, der ikke fungerer. Sådan er det, når du vokser op i et land, som kun handler om dig og ikke om fællesskabet. ”I can make it big!” De er så angste for, at nogen skal bestemme over dem.

- Men denne verden er jo ikke større, end den er – det ser vi nu, hvor en virus kan sende hele kloden til tælling. Og klimakrisen har jo nærmest løst sig selv i løbet af de tre måneder. Man kan ikke bare være ligeglad med resten af verden. Det hele hænger jo sammen.

Kødforbrug skruet kunstigt op

Følger man Ulrich Thomsen på de sociale medier, er det ikke svært at se, hvad der ligger ham mest på sinde.

Modsat mange andre offentlige personer lægger skuespilleren ikke fingre imellem, når han giver sin mening til kende om blandt andet den dyremishandling, der finder sted i den globale kødproduktion.

Selv har Ulrich Thomsen levet vegansk i seks år.

- Jeg kan simpelt hen ikke stå inde for hele kødindustrien. Jeg synes, det er så ulækkert. Igen handler det kun om én ting: Profit. For nogle produkter, som overhovedet ikke er livsnødvendige.

Det er der jo nogen, der mener, at kød er …

- Ja ja, men det er, fordi de ikke ved noget om det. Vores kødforbrug er jo kunstigt skruet op af samme kapitalistiske tankegang: Det handler om at putte en hel ko ned i en kværn, tilsætte nogle krydderier og sælge det for ingen penge.

- Det er klart, at hvis du kan brødføde en hel familie med nogle lorteburgere, så skaber du et kæmpe forbrug.

- Men før det var kød altså ikke noget, man bare spiste hele tiden. Man slagtede en gris eller fedekalven til jul. Du kan kun opretholde det her enorme kødforbrug ved at udnytte dyrene, og folk ved det godt. Politikerne ved godt, at det er et kæmpe problem.

LÆS OGSÅ: Anne-Grethe Bjarup Riis: "Vi kom helt ud i hampen af vrede, sorg og frustration"

- Det er ikke engang et personligt valg længere at sige, at man vil skære ned på kødet. Vi er derude, hvor vi sviner så meget, at vi er nødt til at reducere det, siger Ulrich Thomsen og giver et eksempel:

- Hvis man fjernede al trafik i hele verden overnight, ville landbruget stadig alene overstige CO2-kvoterne. Med alt det soja, man fodrer dyrene med, regnskoven, der stort set kun bliver brugt til foder, fiskene, der bliver brugt til dyrefoder. Vi er simpelt hen nødt til at kigge på det, for vi er for mange mennesker på jorden.

- Men folk er generelt pisseligeglade. 90 procent af verdens befolkning er ligeglade med samfundet, med politik – de lever deres eget lille liv. Og det er ikke, fordi de er onde mennesker, de tænker bare ikke så langt.

- Så den eneste måde at komme videre på er, at politikerne er så kloge, at de lægger afgifter på kød. Som forbruger kan du lade være med at købe de produkter, men desværre er det eneste, de fleste forbrugere reagerer på, penge. Det er først da, de fatter det. Når pengene bliver et problem.

Nyreligiøs og ekstrem?

Når Ulrich Thomsen fortæller, at han er veganer, får han ofte at vide, at det er ”nyreligiøst” og ”ekstremt”. Til stor undren for ham selv.

- Folk bliver tit vrede, og det er det mærkelige ved det. Hvordan kan det være ekstremt at sige, at man ikke støtter dyremishandling, GMO, antibiotika i maden og kæmpe forurening? Det er da ekstremt at støtte det. Det er fuldstændig absurd.

- Og folk kan da heller ikke svare på det, når man vender den om for dem. Heldigvis er veganisme meget mere implementeret end for bare tre år siden, hvor folk grinede af det. Det er kommet for at blive, og mange unge mennesker ser da også fornuftigt på det. Der er jo ingenting i kød, der ikke kan erstattes. Og tre uger er nok til at bryde en vane – så finder man ud af, hvor lidt det betyder.

Er din familie også med på veganer-vognen?

- Ja. Min søn og min kone er, min datter er ikke 100 procent veganer, men hun gør så meget, hun kan. Jeg har selv spist kød i mange år, og jeg kan mærke en kæmpe forskel på min krop. Jeg har mere energi, min hud er renere, jeg sover bedre om natten.

- Det er sindssygt, så hurtigt det går. Casper Christensen, som også spiser vegansk, fortalte, at han efter kort tid kunne smide sin allergimedicin.

- Når du spiser kød, går kroppen jo med det samme i en betændelsestilstand, der er en grund til, at WHO har sat bacon på listen for cancerfremkaldende fødevarer. Så det er ikke bare noget, jeg siger. Det er et fact.

Hvordan er det at sige alle de her ting højt i din branche – som offentlig person? Der er mange, der holder deres meninger for sig selv, jo …

- Jeg oplever ikke, at der er noget, man ikke kan tale om i min branche. Og der er meget at tale om med en knallerthjerne som Trump, ha ha!

- Den mand er jo sindssyg. Det er så tosset, at man ikke forstår, hvordan det kan lade sig gøre. Men det er jo ikke bare ham. Det er alle de mennesker, der holder med ham …

- Selvfølgelig skal man svare på alt muligt som offentlig person, og folk skal spørge om det der med at være veganer og drille og synes, man er åndssvag. Men sådan er det. Så taler vi lidt om det, siger Ulrich Thomsen med et skævt smil.

Klikket, der holdt ved

På trods af den internationale karriere, der gør, at han farter rundt i verden konstant, har Ulrich Thomsen valgt at blive hjemme i Danmark – nærmere bestemt Gentofte, hvor han bor sammen med sin svenske kone, Cathrine Ekehed, og parrets to store børn: Alma på 21 år og Alvin på 19.

Alvin er lige blevet student og vil ”noget med computerprogrammering”, mens Alma er på vej i sin fars fodspor.

Faktisk spillede far og datter sammen i den danske tv-serie ”Forhøret”, og Alma har også fået en rolle i Thomas Vinterbergs kommende film ”Druk”.

Du og Cathrine har været sammen i 25 år, hvad er det, I to kan sammen?

- Det ved jeg sgu ikke, siger Ulrich Thomsen, som aldrig har været meget for at tale privat.

- Vi kan godt lide hinanden. Jeg har ikke nogen opskrift på den slags. Man klikker, og så holder det ved, det klik.

Og så skal han videre, tidsplanen er stram, har han gjort os opmærksom på. Så han forsvinder ned ad hotellets lange gang til næste rolle, næste film, næste land.

Men han er mest lykkelig, når han er sammen med sin familie.

- Jeg kan godt lide mit job, men dér, hvor tingene giver mening for mig, er, når jeg er sammen med min kone, mine børn og mine venner. Det er ikke jobbet, der giver mig det største indhold i livet. Det må jeg erkende.